Kommentar af 
Peter Thor Andersen

Peter Thor Andersen: Museerne skal give svar på samfundets udfordringer

DEBAT: Det strømmer ind med gæster på museerne, men der mangler en diskussion om, hvad opmærksomheden skal bruges til. Det er en mulighed for at komme tilbage på den politiske dagsorden, skriver Peter Thor Andersen. 

Museernes udstillinger skal tage udgangspunkt i en samfundsmæssig undren, mener Peter Thor Andersen.
Museernes udstillinger skal tage udgangspunkt i en samfundsmæssig undren, mener Peter Thor Andersen.Foto: Privat
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Peter Thor Andersen
Direktør, Øhavsmuseet

I 1950’erne og 1960’erne begyndte den danske stat og siden kommuner og amter at støtte kunst og kultur som aldrig før.

Inspirationen kom fra udlandet, og anledningen var ikke, at der manglede beskæftigelse til unge kunstnere eller gamle egnsdragter, som skulle konserveres og udstilles. Anledningen var Anden Verdenskrig, som var i frisk erindring.

Det var et chok, at en af verdens mest civiliserede lande kunne sende millioner i gaskamre, og at mange andre lukkede øjnene. Dertil kom en bekymring for, at den moderne massekultur ville lulle hele Danmark i søvn, mens popmusikken tonede ud af radioen.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Kunst som medicin
Kort sagt kom der penge til kunst, til bevaring og til udstillinger, fordi kunst og kultur blev set som et værn, en medicin, mod at borgerne endte som dumme mennesker og som lemminger, der gik i takt efter en stærk mand.

Jeg savner den historiske pointe, når vi taler kulturpolitik og manglen på opmærksomhed om emnet i valgkampene. Måske skal vi ikke vente på en kulturpolitisk åbenbaring, men bruge den succes, museerne har lige nu, til selv at gøre noget ved sagen?

Jeg mener, at museets opgave bør være at gøre os mere bevidste om det liv, vi lever i dag, og det samfund, vi er en del af. 

Peter Thor Andersen
Direktør, Øhavsmuseet

Museerne – kulturlivets gazelle
I løbet af de seneste 10-15 år har museerne gennemgået to historisk set enestående udviklingsbølger, der dels handler om fusioner og dels om nybyggerier.

De bølger har skabt forudsætningen for, at museerne over en bred kam har kunnet løfte deres besøgstal. For det første har kommunesammenlægningen i 2007 betydet, at vi i løbet af de seneste ti år har set hele 25 fusioner af statsanerkendte museer.

Dertil kommer øgede driftstilskud til mange små museer fra de nye, store kommuner. Vi har derfor fået større museer med større muskler.

For det andet har 00’erne og 10’erne været præget af store fondsdonationer til nye museumsbyggerier. Alene i 2016 bevilligede fondene hele 1,3 milliarder kroner til museer, hvoraf knap halvdelen gik til mursten.

Der er således sket et markant løft af museumsmassen.

Læs også

Samtidig har de seneste års kulturpolitik været kendetegnet ved et øget fokus på besøgstal, og siden 2016 har omprioriteringsbidraget gjort det tvingende nødvendigt for museerne at få flere gæster ind ad døren, hvilket i vid udstrækning er lykkedes.

Den 20. november 2018 kunne Altinget således fortælle, at de statsanerkendte museer har øget deres samlede entréindtægter med hele 82,4 procent i perioden 2011-2017.

Museerne har fået danskernes opmærksomhed, men hvad vil vi som museer bruge den til?

Det er ikke nok at få flere gæster ind ad døren. Vi må også spørge os selv, hvad vi vil betyde for gæsterne og samfundet? Den debat har været bemærkelsesværdig fraværende.

Gør udstillingerne relaterbare
Hvis museerne skal betyde mere for flere og indtage en mere central rolle i samfundet, så ser jeg et behov for at udvikle indholdet på to måder.

For det første har museernes udstillinger traditionelt taget udgangspunkt i fortiden, der skal gøre os klogere på, hvor vi kommer fra. Det er selvsagt vigtigt, men det går galt, hvis perspektiveringen til vores eget liv i 2019 bliver sekundært.

Jeg så gerne, at flere museumsudstillinger i højere grad tog udgangspunkt i det liv, vi lever i dag.

Rane Willerslev, direktør på Nationalmuseet, udtrykker meget godt de to forskellige perspektiver, når han foreslår, at man formidler stenalderen med det sigte at pege på paralleller og forskelle i forhold til moderne deleøkonomi.

For det andet har museernes udstillinger traditionelt taget udgangspunkt i en faglig undren, hvor målet har været at give gæsterne en faglig indføring.

Jeg kunne godt tænke mig flere udstillinger, der tager udgangspunkt i en samfundsmæssig undren, hvor målet er at skabe kritiske og handlekraftige samfundsborgere.

Vi lever i en tid med højere levestandard og større videnskabelig viden end nogensinde før. Alligevel oplever mange af os, at vi har svært ved at finde den rette balance i vores liv.

Mange oplever stress, depression og ængstelse. Samtidig er mange af vores fællesskaber under opløsning, selvom vi helt tydeligt savner dem.

Jeg mener, at museets opgave bør være at gøre os mere bevidste om det liv, vi lever i dag, og det samfund, vi er en del af.

Samtidig bør vi bruge historien som inspirationsbank og vise andre alternativer til, hvordan vi kunne indrette vores liv og samfund.

Brug museerne som inspiration til en revitaliseret kulturdebat
I disse uger er der en livlig debat i Berlingske, hvor flere kritiserer politikerne for manglende kulturpolitiske visioner og for at skære i kulturstøtten.

Debatten bliver let en debat i øst og i vest uden hverken enighed om mål eller midler, indsigt eller data. Mange synes at efterlyse noget mere viden at debattere ud fra.

Nu ved vi, at museerne er blevet en kæmpe succes, og det kunne passende bruges som afsæt for en lidt mere fokuseret debat, hvor spørgsmålet i al sin enkelthed kunne lyde:

Hvad vil museerne gerne bruge opmærksomheden til?

Jeg tror, at vi kan lade os inspirere af rødderne fra 1950’erne og 1960’erne og lade museerne og de andre dele af kulturlivet generobre rollen som samfundets eliksir og revser.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Thor Andersen

Museumsdirektør, Øhavsmuseet Faaborg
cand.mag. i histore

0:000:00