Hummelgaard: Vi hænger på oprydningen fra bankernes lukkede fest

INTERVIEW: Ti år efter finanskrisen er bankerne stadig lige så grådige som før, og samtidig er det politiske momentum til at gribe ind ved at løbe ud i sandet, advarer bogaktuelle Peter Hummelgaard (S), der efterspørger en ny social kontrakt.

Hvad skete der?

Det spørgsmål bruger Peter Hummelgaard hovedparten af sin nye bog om finanskrisen og dens efterdønninger på at besvare. For hvordan kunne det ske, at verdensøkonomien med ét røg i afgrunden, tilsyneladende ud af det blå?

Det er ikke simpelt at forklare, men når han skal koge årsagerne ned, fremhæver han alligevel to altoverskyggende grunde: kortsigtethed og grådighed.

Mørke skyer over Danske Bank
"Nogle af kapitalismens bedste sider er over tid blevet til dens værste sider," forklarer Peter Hummelgaard fra sit kontor på tredje sal på Christiansborg. Herfra udlægger han det, han selv kalder en "klassisk socialdemokratisk analyse" af finanskrisens årsager og konsekvenser.

"Når det eksempelvis bedre kan betale sig at lave kortsigtede handler på aktiemarkedet end at investere i foretagsomme virksomheder, der rent faktisk bidrager til samfundet, så har vi et problem," siger han.

"I stedet for at tilskynde til en positiv foretagsomhed, så gav bankerne sig i kast med mere og mere spekulative og risikofyldte handler, der har mere til fælles med væddemål end egentlige investeringer i virkeligheden," fortsætter han.

Når man dertil tilsætter den grådighed, som Peter Hummelgaard mener fik frit løb op til krakket i 2008, så bliver det en sprængfarlig cocktail.

Og da det hele så ramlede, som det gjorde i 2008, måtte skatteyderne feje skårene op og komme bankerne til undsætning.

Indtil nu har hans stemmeføring båret præg af den akademisk og nøgterne analyse, som man kender det fra jurastudiet, som Peter Hummelgaard forlod med sin kandidatgrad i 2012, men nu er tonen en anden. Kort sagt, Peter Hummelgaard er vred.

Ud af flyverskjulet
"Der er intet at sige til, at Danske Bank de sidste uger har fået søndertæv i den offentlige debat. Danskernes vrede mod bankerne er enorm. Og med rette."

Ordene er Peter Hummelgaards, men han snakker ikke om Danske Banks estiske hvidvaskskandale.

De stammer derimod fra et debatindlæg helt tilbage fra 2012, hvor han harcelerer mod bankernes grådighed under finanskrisen og politikernes manglende mandsmod til at stille dem til ansvar.

"Derfor nytter det heller ikke noget, at politikerne, inklusiv dem fra mit eget parti, kravler i flyverskjul og nægter at diskutere, om bankpakkerne var indrettet ordentligt. Den debat skylder vi alle de danskere, der er ramt af krisen. Hvis ikke, bliver vi aldrig klogere," advarer han.

Det er stort set de samme ord, som Peter Hummelgaard bruger til at beskrive finanssektoren i dag, hvilket uundgåeligt rejser spørgsmålet, om vi er blevet klogere eller ej. På den led er Hummelgaards bog, der har fået navnet 'den syge kapitalisme', også skrevet som lige dele et valgoplæg, en socialdemokratisk analyse af den tid, vi lever i, og slutteligt et "egoprojekt", forklarer han.

"Bogen var også en måde for mig til at samle tankerne og sætte ord på en del af den vrede og indignation, som jeg har følt siden finanskrisen," siger han.

"Danskerne reddede bankerne, og som utak fik de så at vide af de selvsamme banker, at den eneste vej ud af krisen var at afskaffe efterlønnen og forringe dagpengesatserne. Det viser grundlæggende en manglende respekt fra bankernes side," siger han og hæver stemmen.

"Det har taget ti år at få et undskyld ud af bankerne, og jeg tvivler oprigtigt talt på, at de mener det," siger Peter Hummelgaard.  

"Når man hører insidere fortælle, hvad der bliver sagt bag de lukkede døre til bestyrelsesmøderne, så hører man jo også, at topcheferne siger, at forargelsen måske er stor nu, men at de venter på, at det blæser over, og så er det tilbage til business as usual," siger han.

"Når historikere om 30 år skriver historien om finanskrisen, så vil Danske Banks hvidvasksag også være en del af fortællingen, for bankerne lærte ikke nok af krisen."

Too big to fail
I din bog skriver du, at man skal "splitte banker op, der ikke lever op til fællesskabets tillid". Er det en direkte advarsel til Danske Bank?

Denne gang kommer svaret lidt tøvende.

"Ja, det kan man nok godt sige," siger han, inden han uddyber:

"Det er i hvert fald en diskussion værd at spørge, om et lille land som Danmark skal have så store banker, at de kan tage hele landet med i faldet, hvis de fejler."

"Det har vi også tidligere været ude og sige. Det var blandt andet Socialdemokratiets holdning i 2008, at bankerne skulle splittes op, så tanken er ikke fremmed for os i Socialdemokratiet."

Når han alligevel tøver med at kræve banken opdelt, så kan det skyldes, at det kan vise sig sværere end som så at skære for.

Det anerkender Peter Hummelgaard også i sin bog, hvor han skriver, at skrækscenariet er, at Danske Bank får forbud af de amerikanske myndigheder mod at handle med dollars som konsekvens af hvidvaskskandalen.

"Hvis sidstnævnte bliver tilfældet, så er ikke bare Danske Bank, men også nationen Danmark alvorligt i problemer," skriver han blandt andet.

Tanken om, at Danmarks skæbne er delvist i Danske Banks hænder, ser ikke ud til hue Peter Hummelgaard.

Kapitalismen er blevet syg
At kapitalismen er blevet syg, har været et yndet socialdemokratisk slogan, siden partiformand Mette Frederiksen første gang brugte udtrykket i en kronik af samme navn fra januar 2017.

Diagnosen er, at i stedet for at fremme den sunde konkurrence, der gør både individet og samfundet rigere, så er der i dag kommet koks i kapitalismens motor, så de, der i forvejen har mest, også får størst glæde af den stigende velstand i samfundet.

"Når kapitalismen svigter sit løfte og ikke leverer en retfærdig fordeling af gevinster og muligheder, så brydes den sociale kontrakt," skrev Mette Frederiksen i Politiken.

Det er den samme diagnose, som Peter Hummelgaard bygger videre på og beskriver i symptomerne af sin bog:

Uligheden stiger, fagforeningerne er svækkede, topchefernes lønninger har nået astronomiske højder, og selvom de multinationale selskaber tjener styrtende, så afleverer de kun en brøkdel tilbage i skat – hvis de da overhovedet betaler noget.

Men selvom kapitalismen anno 2018 i den udlægning har skavanker en masse, så er det ikke et systemskifte, som Peter Hummelgaard argumenterer for.

"Der er mange folk på venstrefløjen, der siger, at kapitalismens problem er, at den er dødeligt syg. At den har kræft. Det tror jeg ikke er sandt," siger han.

I din bog skriver du, at ’en af denne bogs helt nøgne og basale pointer er, at verden ikke kan klare sig uden kapitalismen’. Hvad mener du med det?

"Kapitalismen har samlet set forbedret menneskers liv, og på de fleste parametre går det den rette vej for de fleste mennesker i verden. Hver gang man har forsøgt at erstatte kapitalismen med noget andet, så er det endt fatalt. Og oftest er det gået hårdest ud over de fattigste i samfundet, der har mindst andel i samfundsudviklingen," siger Peter Hummelgaard og peger på Sovjetunionen som det mest oplagte eksempel.

"Så i stedet for at erstatte kapitalismen med noget helt andet, så handler det om at inddæmme kapitalismens dårlige sider og igen få en samfundsgevinst ud af de gode sider," pointerer han.

"Samtidig er der er ingen grund til at være nostalgisk eller tegne et romantisk billede af, hvordan det var at være arbejderfamilie i 1950'erne. Det har ikke været sjovt, og det er blevet meget bedre siden da," siger han.

Krakket, der blev hørt over hele verden
Selv er Peter Hummelgaard vokset op i 1980'erne i arbejderkvarteret Flyverbo på Amager, et stenkast fra Københavns Lufthavn.

Lufthavnen får også en prominent placering i Peter Hummelgaards bog som selve symbolet på de tvetydige glæder ved globaliseringen og verdens udvikling.

På den ene side er det porten til resten af verden med alt, hvad det indebærer af muligheder og nye oplevelser. Og samtidig er lufthavnen placeret i frontlinjen i den nye arbejderkamp, der i stigende grad er global, og hvor Ryanair har indtaget en af skurkerollerne.

Flyselskabets modvilje mod at tegne en overenskomst med deres ansatte kalder Peter Hummelgaard "En kamp om den danske arbejdsmarkedsmodel i en globaliseret verden".

Samtidig danner lufthavnen også rammen for Peter Hummelgaards personlige møde med finanskrisen.

Som så mange andre fulgte han med på CNN med en blanding af overraskelse og chok, da den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers i september 2008 krakkede. Men situationens alvor dæmrede dog først for alvor i 2009, da hans mor bliver afskediget fra sit job i lufthavnen, hvor hun havde arbejdet i mere end 20 tyve år.

"Min mor tilhører en generation, hvor hun gennem sit arbejdsliv har kunnet opretholde en rimelig god levestandard, selvom hun var ufaglært. Og inden krisen havde hun aldrig forestillet sig, at hun nogensinde skulle blive arbejdsløs, men det var hun altså i 1,5 år, efter hun blev afskediget sammen med resten af sin afdeling," forklarer Peter Hummelgaard.

Den dominobrik, der var faldet året forinden i USA, havde nu for alvor nået Danmark.

En ny socialdemokratisk kontrakt
Da krisen ramte, var det de ufaglærte arbejdere såsom Hummelgaards forældre, der var de første til at mærke krisen, og siden var de sidste til at komme med tilbage på vognen, da opsvinget kom.

Finanskrisen blev dermed også et eksempel på, at det, Peter Hummelgaard kalder den uretfærdige ulighed, hvor økonomiens spilleregler tilgodeser dem, der i forvejen har mest, havde slået rødder og i dag truer med at slå revner i demokratiets fundament.  

Fordi det grundlæggende ulighedsproblem stadig er uløst, så følger den ene krise også den anden som perler på en snor: Først krisen i EU, siden Brexit og senest Trump. Det er alle eksempler på nogle af de "tektoniske skift", som ifølge Peter Hummelgaard blev udløst af finanskrisen, og som står som skarpe påmindelser om, hvad der er på spil, hvis ikke det lykkes at skabe en ny social kontrakt. 

"Hvis vi skal lykkes med at skabe et mere retfærdigt samfund, så handler det først og fremmest om at sikre almindelige lønmodtagernes evne til at få del i velstanden," forklarer Peter Hummelgaard.

"Derfor handler det også om, at vi skal forsvare fagforeningerne og overenskomsterne, som vi har set er blevet udhulet mange steder i verden over de seneste årtier, mest tydeligt i USA og Storbritannien," fortsætter han. Dermed slår han også op på de sidste sider i bogen, der er dedikeret til politiske løsninger på kapitalismens aktuelle sygdom, og som er tæt forbundet med hans eget partis skæbne.

For hvis ikke Socialdemokraterne kan sikre almindelige lønmodtageres plads i samfundet, er det så ikke et tegn på, at tiden er løbet fra partiet? 

"Hvis jeg skal fremhæve tre af forslagene fra bogen, så er det vigtigt at hæve skatterne på kapitalindkomst, så det bedre kan betale sig at arbejde frem for at pleje en formue gennem aktiespekulation" forklarer Peter Hummelgaard, der samtidig vil sænke skatten på arbejde. 

"De penge skal så investeres i mere velfærd og mere efteruddannelse, så danskerne er bedre rustet til fremtidens arbejdsmarked," fortsætter han. Klassisk Socialdemokratisk fordelingspolitik. Og hvis det slår fejl?

"Det er svært at forudsige, hvad der vil ske, hvis ikke det lykkes at rydde op i de ting, der førte til den forrige finanskrise," siger Peter Hummelgaard. 

"Men jeg kan se, at danskernes gæld i øjeblikket stiger og stiger, og samtidig bliver der handlet med nogle af de samme finansielle produkter, som der gjorde, lige før krisen blev udløst i 2008. Vi har altså fortsat gang i et pengepolitisk eksperiment, hvor vi forgylder dem, der i forvejen har mest, og det er ikke til at sige, hvordan det vil ende," konstaterer Peter Hummelgaard.  

Forrige artikel Overblik: Den politiske kalender for 2019 Overblik: Den politiske kalender for 2019 Næste artikel Eks-politikere fortæller om deres exit: Når brobizzen stopper med at virke, og kontoret bliver pakket ned Eks-politikere fortæller om deres exit: Når brobizzen stopper med at virke, og kontoret bliver pakket ned
Søren Hermansen om den grønne omstilling: Vi har ikke lært en skid

Søren Hermansen om den grønne omstilling: Vi har ikke lært en skid

FEATURE: Eventyret om Samsøs transformation fra oliehungrende lokalsamfund i knæ til hele verdens grønne solstrålehistorie kan ikke fortælles uden Søren Hermansen. Hans opskrift på den grønne omstilling handler om lokal forankring og medejerskab. Politik giver han til gengæld ikke meget for.