Debat

Velundersøgt Nord Stream-rørledning

DEBAT: Anna Rosbach Andersen (DF) har ikke ret i sine påstande omkring Nord Stream-rørledningen, skriver Birgitta Jacobsen, Energistyrelsen.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Birgitta Jacobsen,
Kontorchef i Energistyrelsen

Når man læser Anna Rosbach Andersens debatindlæg i Altinget 28. oktober om Nord Stream-gasledningen i Østersøen, kan man få det indtryk, at Energistyrelsen har set stort på sikkerhed og miljøhensyn i tilladelsen til det russisk-tyske-hollandske konsortium Nord Stream AG. Det er meget langt fra de faktiske forhold.

Grundige undersøgelser
Der er gennemført rigtig mange undersøgelser af rørledningens påvirkning af miljøet i Østersøen og hensynet til skibstrafikkens sikkerhed. Det samlede resultat har ført til, at Energistyrelsen pålagde Nord Stream at ændre linjeføringen, så ruten nu går øst og syd om Bornholm.

Det indebærer den laveste samlede risiko for måde miljø og sikkerhed. De mange undersøgelser er ikke foretaget af Nord Stream selv, som man kan få opfattelsen af i Anna Rosbach's indlæg, men af velanskrevne forskningsinstitutioner i Danmark og udlandet som Dansk Hydraulisk Institut, der har foretaget havbundsundersøgelser, Institut für Angewandte Ökologie fra Tyskland, der har lavet fugleundersøgelser, Dansk Biologisk Laboratorium, der har undersøgt makrofauna langs de undersøgte ruter.

Fakta
BLAND DIG!
Deltag i debatten - send dit indlæg til [email protected].

Listen er længere endnu og omfatter også DMU, Det Norske Veritas, Rambøll og Det svenske meteorologiske og hydrografiske institut, der vurderet eventuelle hydrografiske effekter på indstrømningsforholdene. Det er rigtigt, at alle undersøgelserne på helt sædvanlig vis blev betalt af Nord Stream AG, men det gør ikke dokumentationen mindre troværdig.

Rørledning ændrer ikke på miljørisiko
Energistyrelsen pålagde Nord Stream at udarbejde en række yderligere undersøgelser bl.a. af den dumpede kemiske ammunition fra krigens tid i området øst og syd for Bornholm, som Anna Rosbach omtaler. Der blev indsamlet over 100 prøver, som er undersøgt af både DMU og Verifin, Helsingfors Universitet.

Verifin er internationalt anerkendte specialister i kemiske våben. Undersøgelserne viste, at der er en meget lav forekomst af forurening fra den kemiske ammunition, som ikke udgør en risiko for miljøet. Nedlægningen af rørledningen vil ikke ændre på det billede.

Rørledningen har også været drøftet med de bornholmske fiskere, der var bekymrede for, om deres trawl kunne trække hen over ledningen. Her er fundet en løsning, hvor berørte fiskere får økonomisk støtte fra Nord Stream AG til at investere i nyt fiskeudstyr, der kan hæves over rørledningerne og samtidig reducerer brændstofforbruget på fiskerfartøjerne.

Danmark kan ikke forhindre rørledningen 
Sagen har i mange medier været fremstillet, som om Danmark bare ville kunne afvise at give Nord Stream AG tilladelse til at etablere rørledningen hen over dansk sokkel. Det er ikke tilfældet.

Alle lande omkring Østersøen har ratificeret Havretskonventionen og er derfor forpligtede til at lade transitrørledninger passere hen over deres havområde. Vi kan derfor ikke forhindre rørledningen, men vi kan stille krav, så der tages videst muligt hensyn til miljø, sikkerhed og andre relevante forhold. Det har været tilfældet med Nord Stream-rørledningen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anna Rosbach

Fhv. MEP (DF og Fokus), fhv. regionsrådsmedlem (DF), Region Hovedstaden
industrielt design (Technische Universität Berlin), operasanger

0:000:00