Arkitekt: Rasmus Ejrnæs skaber unødvendig skyttegravskrig i skovrejsningsdebat

Debatten om det danske landskab har traditionelt set været præget af skyttegravskrigen mellem henholdsvis landbruget og miljøorganisationerne, der står langt fra hinanden, i forhold til hvor meget plads naturen skal have i Danmark, og hvordan landbrugets arealer skal forvaltes.

Det er efterhånden bredt anerkendt, at vi står midt i en galopperende klima- og biodiversitetskrise, og at vi kan ikke tillade os at ignorere nogen af dem. Men hér vælger Rasmus Ejernæs så at åbne en helt ny og destruktiv skyttegravskrig – nu imellem skovbruget og biologer.

Men helt ærligt, tiden er ikke til at starte nye krige. I stedet bør alle fag bidrage til de konstruktive helhedsløsninger, vi har brug for her og nu.

I Rasmus Ejrnæs' optik er skovrejsning per definition kun mørke sitkagranplantager plantet på lange lige rækker, der ikke gavner biodiversiteten. Der er åbenbart aldrig hverken skovbryn, lysninger, områder med naturlig hydrologi, gamle træer, dødt ved eller lignende i skovene.

Man kan helt sikkert finde etablerede skove som den, han beskriver, men der er også bare så mange andre varianter af, hvordan nye skove bliver anlagt i dag. Ejrnæs' fremstilling af skovrejsning i Danmark er uhyre ensidig og generelt så rabiat, at man nærmest skulle tro, at han repræsenterede den mest konservative fløj af Landbrug & Fødevarer.

Der er for få levesteder i landbrugslandet, når det drives så effektivt som i dag. Derfor må landbruget afgive arealer til at skabe ny natur – herunder også nye skove.

Nee Rentz-Petersen
Arkitekt og landskabsarkitekt

Ignorerer svineproduktionen

I debatindlægget i Altinget, der oprindeligt blev bragt den 16. maj og bragt igen den 16. juli, agiterer Rasmus Ejrnæs igen for, at vi hellere skal bruge den danske landbrugsjord til at producere fødevarer på, i stedet for at omlægge dele af den til skov. Det er selvfølgeligt en rigtig god idé at producere fødevarer i Danmark. Men i debatten om arealanvendelsen i Danmark undlader Rasmus Ejrnæs helt konsekvent at forholde sig til 'grisen i rummet': Den danske svineproduktion, som er den helt store udfordring for biodiversiteten både til lands og til vands i Danmark.

Landbruget råder over cirka 60 procent af Danmarks areal, og 80 procent af denne plads bruges til at dyrke foder til den animalske produktion, primært svin. Det er altså halvdelen af Danmarks samlede areal, vi bruger til at producere svinefoder – det svarer omtrent til hele Jyllands areal.

Animalsk produktion er den suverænt mindst effektive måde at producere kalorier på – og tilmed en kæmpe udfordring for vores vandmiljø og de mange naturtyper vi har på land, som ikke tåler den kraftige næringsstofpåvirkning fra svineproduktionen. Hvordan en biolog som Rasmus Ejernæs konsekvent ignorerer dette faktum, er en gåde.

Naturen har brug for mere plads i Danmark. Der er ganske enkelt for få levesteder i landbrugslandet, når det drives så effektivt som i dag. Derfor må landbruget afgive arealer til at skabe ny natur – herunder også nye skove.

Ny træsammensætning kan gavne klima og biodiversitet

Men tilbage til hvad et skovrejsningsprojekt også kan være – hvis det ikke kun er de triste plantager, Rasmus Ejrnæs fortæller, at det er. Man kan nemlig godt adressere både klima og biodiversitet med et skovrejsningsprojekt, og det er der flere og flere private jordejere, der gør.

Man kan for eksempel gå efter en træartssammensætning med en overvægt af løvtræ, da der generelt knytter sig flere arter til løvtræ end nåletræ. Der kan plantes hjemmehørende arter som eg, bøg, ask, ær, lind og skovfyr med mindst ti til 20 meter brede skovbryn i alle skovens randzoner bestående af hjemmehørende buske og små træer, udvalgt så de kan bruges som føde og levesteder for fugle, insekter og markvildt såsom hvidtjørn, slåen og hyld.

Veddet fra de første tyndinger i skoven kan man lade ligge i skovbunden, så det forrådner og dermed kommer biodiversiteten til gavn. På lang sigt, om 40 til 60 år, kan man indføre begrænset plukhugst i dele af skoven for at sikre, at der både kommer gamle træer i skoven, samtidig med at man får bundet den CO2, træerne har optaget igennem deres levetid i for eksempel byggematerialer. Og dermed erstatter CO2-tunge byggematerialer som stål og beton.

Kære Rasmus Ejrnæs, kom nu ind i kampen, og bidrag med løsninger til, hvad god skov er, set med en biologs øjne. Industrilandbrugets monotone raps- og hvedemarker kan aldrig være et bedre alternativ for hverken biodiversitet eller klima.

Nee Rentz-Petersen
Arkitekt og landskabsarkitekt

Udnyt og etabler enge

Man kan afbryde alle interne markdræn for at genskabe en naturlig hydrologi og planter i disse områder, der på sigt vil udvikle sig til naturtypen sumpskov. Man kan anlægge skovenge som store lysninger i skovene, måske især på de lavest liggende arealer – for her kan man ofte reetablere gamle vandhuller på de steder, hvor de tidligere landmænd har gravet drænbrønde ned.

Engene kan afgræsses af kreaturer. I overgangen mellem skov og eng kan man plante små 'fuglekrat', grupper af hvidtjørn eller et solitært egetræ – for i denne overgangszone imellem skov og eng, er der basis for rigtig mange levesteder. Og skoven skaber i denne lysning en særlig læ og varme, som for eksempel mange sommerfugle har brug for.

Man kan desuden etablere enge og overdrev i alle de minimum 15-30 meter brede respektafstande, der ofte opstår ind til nabobebyggelse, byzone eller lignende. Hér kan lægges bunker af dødt ved eller sten ud, eller der kan etableres diger eller insektvolde for at kickstarte biodiversiteten. Disse enge kan måske også helårsafgræsses af heste eller køer, og den dag skoven er vokset til, kan hegnet flyttes et stykke ind i skoven.

Skovrejsning frem for monotone rapsmarker

Forestil dig, hvor mange nye levesteder en sådan skov vil byde på, frem for at bevare den som landbrugsjord i omdrift. Bare til et egetræ er der tilknyttet over 800 arter af insekter. Er det fair at kalde dette for greenwashing? På konventionel landbrugsjord kører ploven, harven, såmaskinen, spøjten, gyllevognen og mejetærskeren over marken i snit 12-15 gange på et år – og det siger næsten sig selv, hvor få levesteder en sådan markflade byder på.

Så med et skovrejsningsprojekt som det ovenfor beskrevne, tror jeg nu nok på, at man har fat i den lange ende i forhold til at styrke både biodiversitet og klima. Det kan beskrives som en mosaik af forskellige landskabselementer, sådan som Danmark i højere grad tidligere har været sammensat af, før den intensive landbrugsdrift fik overtaget.

Så kære Rasmus Ejrnæs, kom nu ind i kampen, og bidrag med løsninger til, hvad god skov er, set med en biologs øjne. Industrilandbrugets monotone raps- og hvedemarker kan aldrig være et bedre alternativ for hverken biodiversitet eller klima.