HedeDanmark: Pensionsselskaber, der ejer skov, kan give biodiversitet en økonomisk værdi

Er det godt for den grønne omstilling, at pensionsselskaberne kan eje skov?

Set med HedeDanmarks faglige øjne er svaret et klart ja.

I HedeDanmark har vi mange års erfaring for samarbejde med institutionelle skovejere – ikke mindst i vores selskab HD Forest, der forvalter store skovarealer i Baltikum, hvor der er tale om både direkte ejerskab og ejerskab via skovfonde, der typisk har skovarealer i flere geografier.

Det er forståeligt, hvis nogen kan få den tanke, at det kan gå ud over den grønne omstilling fordi pensionsselskaberne først og fremmest skal tænke i afkast til deres kunder. Det er helt naturligt, at en pensionskasse skal optimere den kapital, de arbejder med forsvarligt og bedst muligt.

Spørgsmålet er så, om institutionelle skovejere er i konflikt med en bæredygtig skovdrift? Her er svaret et lige så klart nej. Det er lige modsat.

De institutionelle skovejere har fået digitaliseret processerne. Det har betydet, at systemerne nu er indrettet til, at vi bedre kan tage hensyn til ikke kun biodiversitet og klima, men også lokalbefolkningens brug af arealer. 

Steen Vincens Riber
Divisionsdirektør for skov, HedeDanmark

Institutionelle skovejere er foregangsfolk

Pensionsselskaber er som investorer lige så forskellige som andre investorer og kan derfor have forskellige interesser. Derfor vil pensionsselskaberne have et naturligt behov for, at de selv kan kontrollere driften – altså har bestemmende indflydelse, hvis de gennem deres ejerskab skal understøtte bæredygtig skovdrift. Og det er et ansvar, de institutionelle skovejere i høj grad lever op til allerede nu.

Helt konkret har vi nemlig oplevet, at de institutionelle skovejere var de første til at presse på for at få skovcertificering på plads igennem certificeringen for ansvarlig skovdrift (FSC) eller certificeringen for bæredygtig skovdrift (PEFC). Det har de gjort, netop så de kunne dokumentere driften af deres arealer. Det har medført, at de har været med til at bane vejen for, at vi for eksempel i HD Forest i Baltikum har certificeret 100 procent af de arealer, vi forvalter.

De institutionelle skovejere var med til at løfte en stor del af de tunge opstartsomkostninger og har medvirket til, at vi har fået digitaliseret processerne. Det har betydet, at systemerne nu er indrettet til, at vi bedre kan tage hensyn til ikke kun biodiversitet og klima, men også lokalbefolkningens brug af arealer. Det skaber også sikkerhed for det sociale aspekt ved dem, der arbejder i skovene.

I dag oplever vi også, at de institutionelle skovejere er de første til at presse på, når det handler om mere rapportering og målsætninger på ESG-området, og herunder også levere data til udarbejdelse af grønne regnskaber efter GHG-protokollen (Greenhouse Gas-protokollen). Det er dermed også de institutionelle skovejere, der er mest aktive, når det kommer til forslag og initiativer, der kan optimere effekten af skoven på klimaområdet, uden at det går ud over de andre elementer i den bæredygtige drift af skovene.

Pensionsselskaberne vil sagtens kunne være med til at investere i projekter i skove, hvor afkastet er dokumenteret biodiversitetsforbedring. Og det vil på sigt få en kommerciel værdi.

Steen Vincens Riber
Divisionsdirektør for skov, HedeDanmark

Skov tager tid – og kræver tålmodige penge

Når man investerer i skov, skal man helst kunne investere langsigtet, og det er netop også, hvad pensionsselskaber kan levere. Når vi laver et tiltag i skoven, uanset om det er med målsætninger for at øge biodiversiteten eller produktionen, så tager det lang tid, før man ser den målbare effekt. Det kræver en tålmodig skovejer, som ikke er likviditetspresset.

Jeg er overbevist om, at kunderne i de danske pensionsselskaber fortsat vil sætte krav til deres pensionsforvaltere om, at de kan dokumentere ikke kun et positivt afkast, men også et afkast der er baseret på værdier og en bæredygtig produktion.

Jeg kunne også sagtens forestille mig, at pensionsselskaberne vil være med til at investere i skove og projekter i skove, hvor afkastet ikke er træ til byggeri, men dokumenteret biodiversitetsforbedring. Det vil efter min vurdering på sigt få en kommerciel værdi, ligesom vi er i den spæde opstart af at kunne kommercialisere CO2-effekten.

Når vi snakker om CO2 og skovdrift, er det vigtigste, at tiltagene rent faktisk gør en forskel. Derfor er gammel skov i vores øjne ikke det oplagte valg, da de alt andet lige ikke bidrager med ekstra CO2-optag. Skovrejsning på dårlig, forladt landbrugsjord vil selvfølgelig kunne være et klimaaktiv, hvor CO2-lagringen vil kunne handles.

Men allerede nu ser vi i Estland eksempler på, at der kan købes frivillige "CO2-certifikater" fra skovrejsning i en standardmodel, og en noget dyrere model, hvor en del af arealet bliver helliget biodiversitetsformål, for eksempel i form af græsning, genskabelse af naturlig hydrologi med videre.

Med andre ord kan pensionsselskaberne være med til at trække i en retning, hvor for eksempel biodiversitet også får en økonomisk værdi, og det tror jeg, vi skal glæde os over, hvis vi holder af naturværdierne.

Huller i osten

Er der så slet ikke nogen huller i osten? Her er svaret mere et både og.

For selvfølgelig kan pensionsselskaber jo være ligeså forskellige som alle andre investorer, og der vil være nogen, der får investeret i skov, som ret beset ikke drives bæredygtigt.

Jeg tror, det problem bliver større, jo mere vi arbejder i geografier, hvor der kan være tvivl om indfødtes rettigheder til jorden. Plantagedrift, der reelt etableres på arealer med tidligere oprindelig naturskov, er et skrækeksempel, men jeg er ret sikker, at pensionskunderne (og pressen) nok skal sørge for, at deres opmærksomhed også er på bæredygtigheden.

Vi ser også eksempler på, at der laves investeringspuljer, som investerer i FSC-certificerede skove i Finland og Baltikum, der af den ene eller anden grund ikke må eller kan være drift i. Altså arealer, der er fredede eller af naturlige årsager – for eksempel på grund af meget fugtigt eller meget stejlt terræn – er så umulige at have produktion i, at de ligger urørte.

De puljer af FSC-certificeret skov kan man så sælge "andele" af til skovejere, som gerne vil være FSC-certificerede, men som ikke ønsker, at ti procent af deres eget produktionsareal skal være biodiversitetsareal, som kræves i FSC.

Det er ikke ok – og forhåbentligt ikke noget, som danske pensionskasser vil bakke op om.

Vi glæder os til, at der bliver flere pensionskasser, der kan kalde sig selv skovejer, uanset hvor de vælger at købe skov, og jeg er sikker på, at de vil fortsætte med at gå forrest i forhold til at sikre, at den drift de investerer i, bliver drevet bæredygtigt.