Træ- og Møbelindustrien: Skovrejsning er ikke et vidundermiddel, men et udtryk for rettidig omhu

I debatten om skovrejsning bliver det ofte påstået, at skoverhvervet og træ- og møbelindustrien prøver sælge skovrejsning som et vidundermiddel.

Vi tror faktisk ikke, at der findes vidundermidler, men komplekse problemer kalder på kloge, langsigtede løsninger. Og så er vi oprigtigt bekymrede for fremtidens forsyning af træ til byggeri, møbler og nye energikilder.

Vi kan ikke importere os til grøn omstilling

Stigende priser, lange leveringstider, mindsket udbud og øget efterspørgsel presser i øjeblikket forsyningen af råtræ og er en risiko for den grønne omstilling. Det fremgår af 'National strategi for bæredygtigt byggeri', som et bredt flertal af folketinget indgik i marts 2021, at der allerede fra 2023 vil være restriktioner for klimaaftrykket i nybyggerier, der er større end 1.000 kvadratmeter, mens der fra 2025 stilles CO2-krav til alle nye byggeprojekter.

Det kræver, at man skal til at tænke på nogle andre materialer end de klimatunge materialer i byggesektoren. Det bliver således sværere at indfri aftalen om bæredygtigt byggeri, hvis vi ikke har en træressource tilgængelig.

Man vi kan jo bare importere træet, vil nogen måske hævde. Men der er bare ikke nok træ ude på verdensmarkedet.

Der er flere og flere, der skal bruge træ til den grønne omstilling. Så man kan ikke bare skrue op for importen, for der er mange andre aktører, der også vil bruge træet. Og situationen bliver ikke lettere af, at vi af politiske årsager ikke kan trække på træressourcen fra Rusland, og samtidig har kineserne intensiveret deres store træopkøb i Europa.

Så ressourcen er klemt fra flere sider. Øget import er derfor ikke en bæredygtig løsning. Vi bliver nødt til at have en vis grad af selvforsyning af træ i Danmark.

Som klimatiltag bliver skovrejsning beskyldt for ikke at have nogen effekt før om lang tid. Det er et dårligt argument for ikke at gøre noget, da vi er forpligtet til at tænke på kommende generationer.

Lærke Flader og Søren Hinge-Christensen
Hhv. branchedirektør og chefkonsulent, Træ- og Møbelindustrien

En langsigtet investering

Dem, som i øjeblikket udskælder skovrejsning som greenwashing, lader til at have glemt, at de skove, som ifølge dem selv lige nu er helt essentielle i forhold at redde biodiversiteten, er et resultat af skovrejsning for 200 år siden. De blev oprindeligt rejst for at bekæmpe sandflugt og sikre forsyningen af træ for eftertiden. Det var et tiltag, der skulle løse nogle akutte behov og nogle fremtidige behov.

Det samme gælder skovrejsning i dag. Ny skov skal binde CO2 og dermed bidrage til løsning af klimakrisen, sikre forsyning af træ til byggeri og industri, skabe tilgængelige områder for rekreation og muliggøre frigørelse af ældre skove til biodiversitetsformål.

Som klimatiltag bliver skovrejsning beskyldt for ikke at have nogen effekt før om lang tid. For det første er det et dårligt argument for ikke at gøre noget, da vi er forpligtet til at tænke på kommende generationer, og målet på længere sigt må være at blive CO2-negative.

For det andet optager nyplantet skov allerede efter 10 år mellem ti og 20 ton CO2 per hektar per år. Hvis vi begynder at plante 12.000 hektar ny skov om året nu og frem til 2060, vil alene CO2-optaget i skoven (uden lager i produkter og substitution) give 3,8 millioner ton om året i 2040 og 5,2 millioner ton om året i 2050. Det løser ikke klimakrisen, men er et vigtigt bidrag til den grønne omstilling.

Vi opfordrer politikerne til, at arbejdet med at få lavet en skovplan prioriteres højt. Skovplanen vil bidrage til den grønne omstilling ved lagring af kulstof og levering af bæredygtige materialer, gavne biodiversiteten og påvirke vores landskab.

Lærke Flader og Søren Hinge-Christensen
Hhv. branchedirektør og chefkonsulent, Træ- og Møbelindustrien

Vi skal tænke 200 år frem i tiden

Skovrejsning bliver også beskyldt for at være nærmest skadeligt for biodiversiteten, men det kommer igen an på, hvordan skovrejsningen udføres.

I moderne skovrejsning bliver der ikke drænet, og vådområder efterlades som åbne områder i skoven. Der vælges desuden træarter, der er tilpasset vækstbetingelserne, og skovene rejses typisk i forbindelse med eksisterende skove, så skovarterne hurtigere indfinder sig. Endelig vil skovtilplantning i dag gøre det muligt at reducere produktionen i ældre skove med større naturværdier på et senere tidspunkt, i takt med at træproduktionen i nye skove øges.

Samtidig giver skoven plads til rekreation og oplevelser for os mennesker, beskytter vores grundvand, og producerer et af verdens mest bæredygtige materialer, nemlig træ, et enestående og fornybart materiale, der kan erstatte klimatunge materialer og sikre danske arbejdspladser.

Som forskerne fra Københavns Universitet fremførte i deres indlæg i Altinget den 30. maj, kan skov bidrage til at løse mange af de samfundsmæssige behov, der både foreligger her og nu og i fremtiden. Det kræver blot, at vi tænker os godt om, både i forhold til hvor vi rejser skov, og hvilken skov vi vælger at rejse. Det skal gøres klogt, for arealet er begrænset, og der er både nogle natur- og landskabsmæssige hensyn, som skal inddrages i valg af lokalitet.

Træ- og Møbelindustrien opfordrer derfor politikerne til, at arbejdet med at få lavet en skovplan prioriteres højt. Skovplanen vil bidrage til den grønne omstilling ved lagring af kulstof og levering af bæredygtige materialer, gavne biodiversiteten og påvirke vores landskab. Det er derfor vigtige beslutninger, der skal tages nu, og som kommer til at række langt ud i fremtiden.

Vi skal tænke os godt om, som vores forfædre gjorde for 200 år siden, og udføre skovrejsningen klogt, så kan det bidrage til at løse både nogle af de miljømæssige, sociale og økonomiske udfordringer. Det er netop den holistiske tilgang, som bæredygtighedsbegrebet byggede på, da det blev defineret i Brundtland-rapporten i 1987. Det er hverken greenwashing eller et urealistisk vidundermiddel, men ganske enkelt et udtryk for rettidig omhu.