Forskere: Skovrejsning kan gavne både klimaet og biodiversiteten, hvis vi forvalter skovene rigtigt

I Danmark har vi lang erfaring med skovrejsning. De oprindelige skove, der dækkede landet efter sidste istid, forsvandt primært som følge af opdyrkningen af landet og blev reduceret til blot to til fire procent af landets areal i starten af 1800-tallet.

Størstedelen af de skove, som dækker 15 procent af landet i dag, er resultat af skovrejsning. Der er således sket en fire- til femdobling af skovarealet i løbet af de sidste 200 år.

Flere fordele ved skovrejsning

Skovrejsningen er sket spredt over hele landet med mange forskellige formål og metoder. Lige fra sandflugtsbekæmpelse ved etableringen af Tisvilde Hegn fra 1738 og plantagerne i Midt- og Vestjylland fra 1850 til rekreative formål og sikring af grundvand med de nyligt etablerede bynære skove, som Vestskoven ved København fra 1970'erne, True skov ved Aarhus fra 1994 og Elmelund Skov ved Odense fra 2002.

Knap halvdelen af det nuværende skovareal er etableret siden 1950. Fokus var tidligere på produktion af træ til industri og byggeri, men er særligt de seneste 20-30 år, i takt med at samfundet er blevet rigere, drejet mod etablering af skov til sikring af grundvand, friluftsliv og biodiversitet.

Så hvorfor skal vi fortsætte med skovrejsning, og hvad betyder det for klima og biodiversitet?

Flere skove i landskabet vil give plads til både produktion af træ, øget optag af kulstof fra atmosfæren, beskyttelse og udvikling af biodiversitet, optag af næringsstoffer fra landbruget og rekreative formål. I nogle skove kan mange funktioner integreres på det enkelte areal, mens der i andre skove vil være mere fokus på en opdeling af funktionerne på forskellige arealer.

Der er behov for en dialog om arealanvendelse i forhold til produktionen af bæredygtigt træ til en grøn omstilling og samtidig sikring af arealer til eksempelvis biodiversitet, grundvandssikring og rekreation. Afvejningen af disse hensyn er essensen af bæredygtighedsbegrebet.

Træproduktion er største klimabidrag

Skovene og deres produktion af træ modvirker klimaforandring gennem optag og lagring af CO2 fra atmosfæren i levende og dødt ved samt i skovjorden samt gennem lagring af CO2 i træprodukter og gennem erstatning af fossiltunge materialer og energiformer. Særligt gennem produktionen af fornybare ressourcer kan skovene bidrage til en grøn omstilling af samfundet.

Skovarealet er siden 1990 øget med omkring 90.000 hektar, og lageret af kulstof i træernes levende biomasse er øget med 52,7 millioner ton CO2 i den periode. Det er et optag fra atmosfæren, der svarer til cirka ét års samlet udledning af CO2 fra Danmark. Samtidig er der hvert år høstet træ svarende til to til fire millioner ton CO2 i form af gavntræ til byggeri og industri og energitræ, der langt overvejende har erstattet kul i vores energiforsyning.

Skovrejsningens bidrag til at imødegå klimaforandringer afhænger i høj grad af, hvordan skovene etableres og forvaltes. Nåletræer vokser hurtigere end løvtræer og optager i gennemsnit op til dobbelt så meget CO2. Samtidig er nåletræet velegnet til eksempelvis byggeri, som i dag står for omkring 20 procent af de globale CO2-udledninger, og kan udgøre et væsentligt element i en grøn omstilling.

Studier viser på denne baggrund, at skovene over tid yder et større klimabidrag, når de forvaltes aktivt med sigte på produktion af træ.

Erfaringer viser, at skovrejsning kan øge biodiversiteten, og vi ser langsomt skovtilpassede arter flytte ind i de nye skove. Ligesom for skovenes klimaeffekt har det dog betydning, hvordan skovene etableres og siden forvaltes.

Vivian Kvist Johannsen, Beate Strandberg m.fl.
Hhv. seniorforsker, Københavns Universitet og Aarhus Universitet

Valg af træarter afgørende for artsrigdommen

Der er i disse år stor fokus på at bevare de ældste af vores skove, da mange af de truede danske arter er knyttet til skov. Træer udgør med deres lange levetid og størrelse vigtige levesteder for mange arter, særligt hvor de indgår i et samlet skovlandskab med lysåbne og trædækkede arealer i blanding samt plads til stående døde træer og dødt ved i skovbunden.

De fleste skovrejsninger sker på tidligere landbrugsjord, hvor næringsindholdet i jorden er højt. På disse arealer er biodiversiteten som udgangspunkt lav, men erfaringer viser, at skovrejsning kan øge biodiversiteten og vi ser langsomt skovtilpassede arter flytte ind i de nye skove. Ligesom for skovenes klimaeffekt har det dog betydning, hvordan skovene etableres og siden forvaltes.

Valg af træarter, der anvendes til etableringen, er af afgørende betydning for udviklingen i artsrigdommen og de nye skoves potentielle udbud af levesteder for flora og fauna.

Et varieret træartsvalg med hjemmehørende arter understøtter for eksempel flere insektarter end en skov med kun én ikke-hjemmehørende træart. Skov forvaltet med henblik på produktion af træprodukter og energi vil typisk rumme mindre biodiversitet end skov, der forvaltes med henblik på netop at fremme biodiversiteten eller med en anden målsætning. Samtidig har det betydning, hvordan skovrejsningen indgår i landskabet.

Nye skove placeret tæt ved ældre skove vil hurtigere koloniseres af skovtilpassede arter. Vådområder, lysåbne naturområder og gamle levende hegn og solitære træer vil skabe variation og levesteder.

Samlet indgår  vækstvilkår, træarter, forvaltning af skovene i et komplekst samspil, som alle har indflydelse på skovenes funktioner.  

Vivian Kvist Johannsen, Beate Strandberg m.fl.
Hhv. seniorforsker, Københavns Universitet og Aarhus Universitet

Skove kan forvaltes med flere henseender

Processerne og omfanget hvormed skovene kan afhjælpe klimaforandringer, understøtte biodiversitet, sikre grundvandet og danne ramme for familieskovturen, afhænger af, hvordan skovene etableres og forvaltes.

De vigtige faktorer for skovenes udvikling over tid er:

Hvor skovene placeres geografisk med hensyn til vækstvilkår – altså klima, jordbundsforhold og nærhed til ældre skov.

Hvad arealet tidligere har været brugt til – altså historikken for arealet.

Hvordan skovrejsningen etableres herunder valg af træarter, brug af plantning eller ved naturlig tilgroning – og ikke mindst, hvordan skoven efterfølgende forvaltes.

Skovrejsning med hovedfokus på kulstofoptag og bidrag til en biobaseret grøn omstilling vil have en stor andel af træer, der vokser hurtigt, og som udnytter et areal intensivt. Modsat vil skovrejsning med fokus på biodiversitet kunne etableres ved plantning af mange hjemmehørende træarter eller med naturlig tilgroning, der resulterer i hovedsageligt hjemmehørende arter, samt ved etablering af en større andel af lysåbne arealer og større variation. En sådan skov vil have mindre bidrag til en grøn omstilling.

Men der kan også arbejdes med kombinationer. Forskellige delarealer kan have forskelligt fokus, og forskellige funktioner kan kombineres ved at sikre variation i træarter og tæthed. Dermed er der mulighed for at kombinere arealer med stor produktion af træ og biomasse til en grøn omstilling med biodiversitet og andre økosystemfunktioner.

Kombinationer kan også integrere forskellige funktioner over tid. I den nyetablerede skov på tidligere landbrugsjord er næringsmængderne rigelige, og der kan i starten høstes meget biomasse til den grønne omstilling, mens den langsigtede udvikling kan have flere forskellige funktioner.

Samlet indgår de forskellige faktorer – vækstvilkår, træarter, forvaltning med mere – i et komplekst samspil med indflydelse på skovenes funktioner.

Der er startet flere nye projekter, med fokus på hvorledes de forskellige faktorer påvirker såvel kulstofoptag og kulstoflager, som biodiversitet, næringsstofbalancer og rekreation i nye skove. Samtidig vil disse projekter give os ny viden om udviklingen for små såvel som store arealer med ny skov med særligt fokus på kulstof og biodiversitet.

Behov for planlægning og prioritering

Betydningen af skovrejsning spænder vidt, fra selve skovarealernes funktioner som kulstoffanger, grundvandssikring, levested for dyr og planter og ramme om skovturen til det bidrag høsten af træ kan give til en grøn omstilling af samfundet uden for skoven.

Men træer tager tid, og derfor er der behov for planlægning og prioritering. Planlægning særligt i forhold til arealanvendelse, fordi mange funktioner kræver store investeringer, og funktioner flyttes ikke nemt. Det gælder både broer, veje og træer.

I en samlet prioritering af samfundets ressourcer og behov, både nu og for kommende generationer, er det nødvendigt med kontinuitet og fremtidssyn.

Prøv at forestille dig Danmark med kun to procent skov. Skovrejsningen gennem de sidste 200 år har givet nogle muligheder i dag. Hvad giver vi fremtiden? Hvilke grønne nuancer giver vi til landskabet, til skovene og til resten af samfundet?