Debat

Entreprenør: Alle skal med, hvis plastikproblemerne skal løses

DEBAT: Ingen kan løse verdens problemer alene. Hvis plastikproblemerne skal til livs, så skal Christiansborg, erhvervslivet og ngo’er skynde sig og hurtigt lære at løfte i flok, skriver Christian Møller-Holst.

Hvis vi skal undgå at få plast til op over begge ører, så skal politikere, erhvervsliv og ngo'er lære at løfte i flok, skriver Christian
Møller-Holst.
Hvis vi skal undgå at få plast til op over begge ører, så skal politikere, erhvervsliv og ngo'er lære at løfte i flok, skriver Christian Møller-Holst.Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Christian Møller-Holst
Grundlægger og adm. direktør, Goodwings.com

Der hældes så meget plastikaffald i oceanerne, at det svarer til en fyldt skraldebil hvert minut året rundt, og i 2050 vil der være mere plast end fisk i vores oceaner.

Det viser en rapport fra World Economic Forum.

Plastikforurening er et af vor tids helt store problemer, og jeg glæder mig over, at Altinget har valgt at sætte fokus på det. Det er en vigtig debat at tage og et svært problem at komme til livs.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Enmandshære på hver sit kontor
For hvor skal man starte? Er det fra politisk hold, eller skal vi have mere folkeligt engagement? Eller bør erhvervslivet tage første skridt?

Personligt tror jeg ikke, at ansvaret for at finde en løsning ligger hos én enkelt gruppe. Et så stort problem, hvad end det er plastikforurening eller en anden stor samfundsudfordring, kan ikke løses af én gruppe.

Et så stort problem, hvad end det er plastikforurening eller en anden stor samfundsudfordring, kan ikke løses af én gruppe.

Christian Møller-Holst
Direktør, Goodwings

I mange år sad de forskellige parter på hver deres kontor og forsøgte på egen hånd at udtænke den geniale løsning, der ville være svaret på alle problemer.

I min optik kræver det samarbejder og partnerskaber, der involverer alle relevante grupper. Christiansborg, erhvervslivet, ngo’erne og ikke mindst familien hjemme i stuen.

Nye partnerskaber
Cross sector-partnerskaber, bliver det kaldt. Her går erhvervslivet sammen med offentlige myndigheder og nonprofit-organisationerne om at finde løsninger på samfundets udfordringer, og det er netop det, vi har brug for.

Erhvervslivet, politikerne og ngo’erne skal gå sammen og drage nytte af de synergier, der opstår, så der kommer konkrete løsninger og handlingsmuligheder på bordet.

Selvom de har forskellige mål og strategier, kan de både hjælpe hinanden med at nå dem, samtidig med at de kæmper for at løse et verdensproblem.

Et hotelværelse, der gør en forskel
Det er blandt andet filosofien bag Goodwings. Vores ngo-partnere understøtter FN's 17 verdensmål, og de mere end 250 virksomheder, der hver dag booker hoteller hos os, er dermed med til at støtte et godt formål.

Lige nu har vi over 25 virksomheder, der støtter kampen mod plastikforurening. De har alle valgt, at donationerne fra deres hotelbookinger går til Plastic Change, og deres samlede årlige donationspotentiale overstiger 250.000 kroner.

Vores partnerskab med Plastic Change fører til konkrete handlinger. Og det er min anden pointe.

Det er vigtigt, at de mange gode initiativer ender i handlingsforslag, der har en impact. Om du er topchef i et C20-selskab eller gymnasielærer, så vil du gerne se, hvad dine handlinger munder ud i. Hvilken forskel har jeg gjort?

Sæt det på dagsordenen
Selvom Goodwings hovedsageligt er erhvervsrettet, så får vi også en del private bookinger, og vi kan se og høre, at det netop er det, som danskerne gerne vil. De vil tage handling, de skal bare kunne se, at de rent faktisk er med til at gøre en forskel.

Vi gør derfor meget ud af at levere impact-rapporter til kunderne, som tydeligt illustrerer, hvad pengene er gået til, og hvilken positiv effekt de har haft. Disse har vi udviklet i tæt samarbejde med netop vores ngo-partnere.

Mit råd til erhvervslivet, ngo’er og politikerne på Christiansborg er derfor at sætte cross sector-partnerskaber endnu højere på deres dagsorden.

Hvis de bliver bedre til at mødes og udnytte de synergieffekter, der opstår, vil det åbne op for helt nye muligheder og styrke innovationskraften, fordi en hær af nye spirende initiativer og startups, der arbejder med social ansvarlighed, får lov til at bidrage til løsningen og deltage i debatten.

Og det er et vigtigt skridt i målet om at komme både plastiksvineriet til livs, men også de øvrige verdensproblemer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Møller-Holst

Grundlægger, ejer, Goodwings
premierløjtnant af reserven (Forsvaret 2000), bsc i økonomi og filosofi (CBS 2003), msc i strategi og ledelse (CBS 2006)

0:000:00