Rema og Plastic Change: Tid til næste skridt mod plastikforurening

DEBAT: Når det kommer til plastik, så er danske forbrugere langt dårligere til at genbruge, end industrien og erhvervslivet. Derfor starter næste skridt i kampen mod plastikforurening ved køledisken, skriver Anders René Jensen og Louise Lerche-Gredal.

Af Anders René Jensen og Louise Lerche-Gredal
Hhv. indkøbsdirektør i REMA 1000 og chef for fundraising og strategiske partnerskaber, Plastic Change

De seneste 50 år er produktionen af plastik 20-doblet, og der produceres i dag mere end 300 millioner ton plastik om året.

Plastik er da også et fantastisk materiale til mange formål, blandt andet til at forlænge holdbarheden af vores fødevarer, så vi mindsker madspild.

Det mindre fantastiske ved plastik er imidlertid dets negative påvirkning på miljøet. Uanede mængder af plastik flyder rundt i verdenshavene, hvor det gør stor skade på både plante- og dyreliv.

Plastik på dagsordenen
De seneste par måneder har flere store kæder i dagligvarebranchen sat plastikforurening på dagsordenen. Fra pant på plastikposer til boykot af plastikservice. Alt sammen gode tiltag, som vi bakker meget op om.

Men det er på tide, at vi tager det næste skridt.

Vi skal tage mere drastiske initiativer i brug for at mindske andelen af plastikaffald i verdenshavene. Vi skal skabe et cirkulært kredsløb for plastikemballage.

Miljøstyrelsens affaldsstatistik viser, at næsten halvdelen af al plastikemballage i Danmark ender i husholdningerne, hvoraf kun 15 procent bliver genanvendt.

Det er meget lidt sammenlignet med erhverv og industri, hvor langt over 60 procent af al plastikemballage bliver genbrugt. Og det er netop her, vi skal gribe ind.

Vi skal gøre det nemmere for husholdningerne at genbruge mere plastik.

55 millioner plast-kødbakker
Derfor er REMA 1000 og Plastic Change gået sammen med en række andre store spillere inden for plastik, genanvendelse og affaldssortering om at skabe et cirkulært kredsløb for plastikemballage, hvor vi gør det nemt for forbrugerne at genanvende mere.

Og hos os starter det med kødbakkerne.

Det skal være slut med hvert år at smide mere end 55 millioner plast-kødbakker direkte i skraldespanden. Vores kødbakker skal omdannes til genanvendelige bakker, der kan bruges gang på gang på gang.

Forbrugerne skal have det på samme måde med kødbakker som med plastikflasker. De skal ikke ud sammen med husholdningsaffaldet, de skal genbruges.

Det kræver tilvænning, og vi vil over det næste halvandet år gøre vores for at ændre forbrugernes syn på den traditionelle kødbakke.

Mindre plast, mere genbrug
Vores mission er at gøre genanvendelse af kødbakker til en naturlig del af forbrugernes dagligdag. Akkurat som vi har set det med madspild.

For godt 10 år siden indførte vi en række madspildsinitiativer, som i dag er en fast del af forbrugernes hverdagsrutiner. Vi har lige så store ambitioner for plast-genbrug.

Kødbakkerne er en seriøs start, og det er vores helt klare vision, at størstedelen af al plastikemballage i fremtiden skal genbruges eller genanvendes, og at Danmark i 2030 skal være verdenskendt for cirkulær plastemballage.

Danmark skal gå forrest i kampen for mindre plastik i verdenshavene og vise resten af verden, at man sagtens kan drage nytte af plastik uden at sætte et kedeligt miljøaftryk.

Langt mindre plastikspild, så kort kan det beskrives.

Forrige artikel Debat: Byggebranchen skal i fremtiden være cirkulær og genanvendelig Debat: Byggebranchen skal i fremtiden være cirkulær og genanvendelig Næste artikel SF: Vandløbslov må skabe den balance i naturen, landbrugspakken ødelagde SF: Vandløbslov må skabe den balance i naturen, landbrugspakken ødelagde