Debat

Landskabsarkitekter: Genindfør regional planlægningspraksis og giv plads til innovation

Regeringens udspil indeholder konkrete og nødvendige initiativer, og det er glædeligt, at klima føjes til planlovens formål. Men vi savner modet til at genindføre regional planlægningspraksis, så nødvendige og innovative tiltag kan koordineres på tværs af kommuner, skriver Martin Hedevang Andersen.

Lige så fine mulighederne for at stille krav til kvalitet af bynatur og fastsættelse af minimumsprocenter for begrønning lyder i teorien, lige så komplekst kan det vise sig at udmønte dem i virkeligheden, skriver Martin Hedevang Andersen.
Lige så fine mulighederne for at stille krav til kvalitet af bynatur og fastsættelse af minimumsprocenter for begrønning lyder i teorien, lige så komplekst kan det vise sig at udmønte dem i virkeligheden, skriver Martin Hedevang Andersen.Foto: Simon Læssøe/Ritzau Scanpix
Martin Hedevang Andersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I slutningen af maj lancerede regeringen udspillet ’Tættere på – Grønne byer og en hovedstad i udvikling’, der indeholder 19 nye initiativer, der skal styrke den grønne omstilling. Danske Landskabsarkitekter glæder sig over at klima sidestilles med natur og miljø, men savner modet til at genindføre en regional planlægningspraksis, så de nødvendige og innovative tiltag kan koordineres på tværs af kommunegrænserne.

Tema om planloven

Evalueringen af planloven har nu været klar i et par måneder. Hvordan bør den omformes til konkret politik?

Det spørger Altinget et panel af centrale aktører om.

Panelet er:

  • De Samvirkende Købmænd
  • Danske Regioner
  • KL
  • Realdania
  • Dansk Byplanlaboratorium
  • Danske Landskabsarkitekter
  • Landdistrikternes Fællesråd

Vil du bidrage til debatten? Skriv til [email protected].

Vi står overfor en række store samfundsudfordringer som blandt andet klima- og biodiversitetskrisen og en stigende ulighed, der, helt eller delvist, kan løses ved udvikle vores fysiske miljøer i en grønnere retning. Det er yderst komplekst og løsningerne skal findes på forskellige skalatrin – fra ambitiøse, grænseløse strategier på lands- og regionsplan til stedsspecifikke løsninger på lokalt plan.

I Danmark har vi stolte traditioner for at planlægge på forskellige skalaer og for det fælles gode, og det er planloven, der regulerer og udstikker retningen for, hvordan vi udvikler vores land. Regeringsudspillet indeholder ni forslag, der skal sikre udviklingen af grønnere byer over hele landet, samt ti konkrete forslag til hvordan hovedstadens udfordringer kan løses. Udspillet indeholder mange gode takter og lægger op til en ændring af planloven, så den i højere grad understøtter den grønne omstilling.

Invitér til dialog og debat med fagpersoner
Vi finder det glædeligt, at regeringen i udspillet tilføjer klima til planlovens formålsparagraf.

Vi savner den brede, progressive vision, der udfoldet igennem ambitiøse værktøjer giver mulighed for både at implementere løsninger, vi allerede kender og ved virker, men også giver plads til innovation og udvikling af de løsninger, vi endnu ikke kender.

Martin Hedevang Andersen
Formand, Danske Landskabsarkitekter

Derudover er der forslag til en række nye fokusområder og beføjelser til planloven på nationalt plan, som overordnet set vil skabe bedre muligheder for at implementere grøn mobilitet, sikre renere luft og øge bynatur samt borgernes adgang dertil.

Udspillet indeholder også konkrete og specifikke forslag til udviklingen af hovedstadsområdet. Her er det meget positivt, at udspillet fastholder, at fingerplanens grønne kiler fritages for udbygning og forbliver hovedstadsområdets grønne lunger.

Dertil kommer en række forslag, som om noget, må ses som en opgradering af tidligere fremsatte og vedtagne politiske visioner - her står blot tilbage at håbe på, at forarbejdet er gjort ordentligt inden man for alvor sætter i gang med så store infrastruktur projekter.

Her er vores konkrete ønske at regeringen kontinuert og løbende inviterer til dialog og debat med de relevante fagpersoner.

Vi savner den brede, progressive vision
På nuværende stadie kan man kun anerkende de ovenstående forslag som spændende og fornuftige, men man må også væbne sig med tålmodighed for at se effekten af dem. For lige så fine mulighederne for at stille krav til kvalitet af bynatur og fastsættelse af minimumsprocenter for begrønning lyder i teorien, lige så komplekst kan det vise sig at udmønte dem i virkeligheden – og så er tidsperspektivet også en afgørende faktor.

Det svære arbejde ligger i at give planlæggere, landskabsarkitekter, bygningsarkitekter og andre aktører de helt rigtige værktøjer, som på den ene side kan sikre lokal indflydelse og ejerskab, men som også er robuste nok til, at initiativerne kan gøre en reel forskel.

Vigtigst af alt er, at man finder det politiske mod og visionerne til at holde fast i de grønne ambitioner. 

Martin Hedevang Andersen
Formand, Danske Landskabsarkitekter

Sætter man det nye udspil med dets revidering af planloven op mod Danske Landskabsarkitekters daglige virke, er vi i første omgang godt tilfredse. Udspillet indeholder alt andet lige mange konkrete og nødvendige initiativer, som fremmer Danmarks bæredygtige udvikling.

Når vores glæde alligevel er en smule afdæmpet, skyldes det, at de konkrete forslag primært er udtryk for teknikker og løsningsmodeller, vi allerede kender, og lægger op til specifikke og nærmest kirurgiske nålestiksindsatser på lokalt niveau. Vi savner den brede, progressive vision, der udfoldet igennem ambitiøse værktøjer giver mulighed for både at implementere løsninger, vi allerede kender og ved virker, men også giver plads til innovation og udvikling af de løsninger, vi endnu ikke kender.

Den grønne omstilling kræver, at vi holder fast
For at få mest ud af bestræbelserne foreslår vi at genindføre planlægning på regionalt niveau. Konkret mangler vi et planlægningsniveau mellem landsplanlægningen og kommuneplanlægningen.

Dette niveau fandtes indtil amternes nedlægning, og det blev for så vidt ikke syltet - det blev blot besluttet, at der skulle findes en løsning i det opståede vakuum. Det er endnu ikke sket, og såfremt politikerne virkelig har ambitioner på klimaets vegne, mener vi derfor, at tiden er inde til at genetablere traditionen med den regionale planlægning.

For mange af de initiativer, som er nødvendige – både for at løse konkrete klimaproblematikker og sikre naturen og miljøet - er grænseløse og kræver en koordineret indsats fra de forskellige involverede myndigheder.

Men vigtigst af alt er, at man finder det politiske mod og visionerne til at holde fast i de grønne ambitioner. Der er ingen, der er tjent med at de grønne ambitioner skifter i takt med partifarverne på Christiansborg, tværtimod fordrer den grønne omstilling et langt, sejt og fokuseret træk på tværs af kommunegrænserne. Der er mange gode takter i regeringsudspillet, men den grønne omstilling kræver, at vi holder fast - både for vores, klodens og de kommende generationers skyld.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00