Naturstyrelsen: Ejrnæs og Bruun undsiger Danmarks naturbeskyttelses­paradigme

REPLIK: Det virker useriøst, når Ejrnæs og Bruun foreslår, at vi overlader unikke overdrev til brombærvækst og sultne heste. Det er nemlig sjældent muligt at skaffe nok græssende dyr, og derfor må vi ty til supplerende indsatser, skriver Signe Nepper Larsen.

Af Signe Nepper Larsen
Vicedirektør, Naturstyrelsen

Den danske naturbeskyttelsesindsats består i høj grad i, at den beskyttede natur i Natura 2000-områderne ikke må forringes, men over tid skal søges forbedret.

For hver naturtype og art er der opstillet mål og planer for indsatsen, samt hvilke indsatser der skal til, hvordan man måler effekten på naturen, og hvordan der skal følges op.

Systemet tager udgangspunkt i fælles EU-regulering, og vi har i Danmark haft forskere på DCE/Aarhus Universitet til at udvikle store dele af dette system, så vi løbende på de forskellige myndigheds- og forvaltningsniveauer kan vurdere trusler og gennemføre indsatser for at nå målene.

Balance for naturen på overdrev
For at et overdrev - som eksempelvis det aktuelle ved Bjergskov i Sønderjylland - vurderes at være i god tilstand, skal der dels være en række for overdrev typiske plantearter, og dels en balance mellem den store del, som skal være lysåben, og en mindre del, som kan være med træer og buske – gerne spredt og i mindre holme.

For eksempel kan man i den konkrete forvaltningsplan for overdrevet vedblive med at have bevaringsværdige krat, der giver gode betingelser for blandt andet insekter og mindre hvirveldyr, så længe der er en fornuftig balance i forhold til det samlede areal og kvalitet af den lysåbne natur.

Som ansvarlig naturforvalter skal man således holde øje med, om naturens udvikling går mod for stor tilgroning – som er en af de væsentlige trusler for de lysåbne naturtyper – eller om balancen er ok.

Gror holme med buske og træer sammen og bliver til større områder med skov eller krat, måske på flere hektar, vil sådanne områder ved den næste monitering i det nationale overvågningsprogram blive karakteriseret som mistet overdrevs-naturtype eller overdrev med ringe bevaringsstatus.

Reelt er konsekvensen jo, at en lang række af de arter, som ellers er karakteristiske for overdrev, ikke længere kan trives i disse tilgroede arealer.

Græssende dyr er en mangelvare
Helst skal denne balance opnås ved indsats med græssende dyr – og det foretrækker vi altid som udgangspunkt i Naturstyrelsens forvaltningsindsats.

Som Ejrnæs og Bruun i deres indlæg på Altinget så rigtigt påpeger, er det ikke altid muligt at få dyr nok, få de rigtige dyrearter og få fat i græssende dyr, som får lov at gå på arealerne hele året.

Der må derfor ofte laves kompromiser og supplerende indsatser med for eksempel maskinelle engangsindgreb for at sikre en gunstig bevaringsstatus.

Naturstyrelsen er helt på det rene med, at Ejrnæs og Bruun mener, at al græsning med natur som formål – helst fra i morgen - bør ske i form af helårsgræsning uden tilskudsfodring, og helst med ”vilde” heste eller kreaturer eller måske endnu vildere typer af store græsædere, der ikke bare græsser, men også browser osv. Og ideelt uden at samfundet skeler til, om indsatsen er til anden nytte.

Tankegangen hos Ejrnæs og Bruun er, som vi tolker udsagnene, at nyttetænkning i form af udtag af kød og penge kompromitterer natur- og biodiversitetsmålene.

På nuværende tidspunkt mangler vi solid forskningsbaseret evidens med udgangspunkt i danske økosystem-betingelser for, at denne meget nye og spændende tilgang til natur- og biodiversitetsfremme er de metoder overlegne, som vi i Naturstyrelsen har anvendt igennem årtier, og som vi har betydelig erfaring med, når det gælder langsigtet sikring af Natura 2000-naturtyperne og -arterne.

Det skal her bemærkes, at de plejemetoder, vi anvender i Naturstyrelsen i dag, er udviklet i samspil mellem forskningsverdenen og praksisnære erfaringer hos os, tidligere amter, nu kommuner samt diverse private aktører.

De nye mere ”vilde” tilgange prøves heldigvis af flere steder både i ind- og udland, og vi følger udviklingen og ikke mindst forskningsresultaterne for at blive inspireret, lære nyt og kigge kritisk på nuværende forvaltning hos os selv.

Viser disse forsøg sig at give brugbare erfaringer, skal det da søges anvendt, hvor det er egnet. Netop dét håber vi, at de danske forskningsmiljøer vil bistå os med i en god og konstruktiv dialog, lige så vel som de tidligere har bistået Naturstyrelsen med fagligt funderede anbefalinger i førnævnte system til implementering af Natura 2000-lovgivningen.

I mellemtiden skal naturen dog stadig forvaltes, for vi skal passe på den natur, som allerede er der. Og det er indlysende, at skærpede krav til græsningens udførsel, intensitet, tidspunkt, dyrearter med videre - i en situation hvor der i forvejen er for få dyr, og især for få egnede dyr - ikke fremmer mulighederne. Tværtimod.

En undsigelse af Natura 2000?
I Naturstyrelsen - som har det daglige ansvar for arealforvaltning i mange af de danske landbaserede Natura 2000-områder – og ansvaret for, at de udpegede naturtyper også er der i morgen, næste år og om fem, ti og femten år - er vi helt på det rene med, at for at nå målene skal vi have alle gode kræfter og metoder i spil.

Udover vores ønske om god og konstruktiv dialog og vidensdeling med både forskere og arealforvaltere ud over os selv, ser vi også gevinsten ved et fortsat tæt samarbejde med professionelle landmænd om græsning, maskinel rydning, afbrænding, slåning med videre.

Skulle de nye ”vilde” tanker hen ad vejen vise sig anvendelige på egnede steder, må alene opbygningen af et landsdækkende system af større indhegnede naturområder med vilde unyttige græssende pattedyr, formodes at ville tage adskillige årtier, og koste ikke bare én, men mange bondegårde.

Når Ejrnæs og Bruun ikke anerkender disse rammebetingelser og kaster sig ud i endnu et angreb på Naturstyrelsens (og Forsvarets) naturforvaltning – denne gang på Bjergskov overdrev i Sønderjylland - og advokerer for at overlade unikke overdrev i et Natura 2000-område til brombærrenes frie vækst og otte hestes sult, er det en undsigelse af hele Danmarks og EU's naturbevaringsparadigme.

Naturforvaltning består af valg
Al naturforvaltning består af valg, og her er det i Natura 2000-planen valgt, at overdrevet som naturtype og de karakteristiske arter skal prioriteres. Det har Naturstyrelsen altså en lovfastsat pligt til sikre.

Derfor virker det rimelig useriøst, at et par forskere med indsigt i området begynder at tale om brombærs lyksaligheder i den sammenhæng.

Brombærrene på Bjergskov overdrev er ikke slået ihjel – der er masser af brombærkrat tilbage på overdrevet, og de, der er afslået, vil komme frem igen til foråret og er formentlig kun hæmmet en årrække.

Og der findes rigtigt mange andre brombær i krat, skov og bryn, som rigeligt fortsat vil sikre den mangfoldighed, de repræsenterer og ikke mindst deres funktion som levested for insekter m.v.

Ejrnæs og Bruun har som nævnt en pointe i deres indlæg på Altinget, nemlig at der mangler dyr i det danske landskab, som kan hjælpe med at græsse de naturarealer – især de lysåbne – hvis gode tilstand er afhængig af den dynamik, som dyrene ved deres ageren både ved bid og tramp med videre afstedkommer.

At skaffe dyr til denne opgave har været en udfordring igennem mange år. En udfordring som er blevet større og større i takt med, at den anvendelse, som vores bedste- og oldeforældre gjorde af disse arealer for 50 og 100 år siden, og med samfunds- og strukturudviklingen, er blevet marginaliseret og økonomisk uinteressant at beskæftige sig med for dagens landmænd.

Brandmandens lov gælder stadig
Resultatet har været, at mange af de lysåbne naturarealer, særligt enge og overdrev, har været under tilgroning igennem en længere årrække, hvilket af mange har været nævnt som et af de største problemer for den danske natur med tab af både sjældne og karakteristiske arter til følge.

Store engarealer i vores ådale – dem der ikke kunne drænes og opdyrkes - blev op gennem de sidste årtier af sidste århundrede til selvgroede naturskove af birk, pil, el med videre, hvilket bredt blev begrædt af naturinteresserede.

Der er af den grund gennemført rigtigt mange fredninger med det klare sigte at friholde ådale og overdrevslandskaber mod tilgroning og tilplantning.

Talrige millioner kroner er derfor gennem årene blevet anvendt - og bliver det stadig - på rydning af opvækst og etablering af hegn på sådanne arealer for at understøtte landmændenes lyst og vilje til fortsat at lade dyr græsse. Særligt de fugleinteresserede har anbefalet denne indsats.

Men vores viden udvider sig stadig hele tiden, og de seneste års erkendelse af og ikke mindst faglige formidling af, at selvgroede naturlige krat og skove ofte er biodiversitetsrige arealer, skal måske visse steder have større indflydelse på den tidligere fastlagte prioritering.

I Natura 2000-områderne – hvor naturen jo er godt kortlagt, målsat og indsatsen planlagt efter monitering af arter og strukturer samt identifikation af trusler - giver en indsats for bevarelse af den lysåbne natur fortsat rigtig god mening, da hele forvaltningsparadigmet her hviler på ”Brandmandens lov” – nemlig at vi skal passe på vores bedste natur som det allerførste, når der skal prioriteres.

Men problemet er jo fortsat de manglende dyr, blandt andet på grund af det manglende økonomiske incitament til dem, der har dyrene – nemlig landmændene - for at græsse de mestendels mange små spredte og fragmenterede naturperler rundt i landskabet.

EU LIFE-projekt skaber fællesskab om naturpleje
I Himmerland har otte kommuner derfor sammen med Naturstyrelsen i 2018 igangsat et stort EU-støttet LIFE-projekt i 11 Natura 2000-områder, som i samarbejde med landbruget skal forsøge at fjerne barrierer for mere afgræsning af den lysåbne natur.

Det handler både om de allerede nævnte problemer med tilgroning, hegn, bedre teknologi, opsyn, vandingsmuligheder, men også om bedre ejendomsstuktur, jordfordeling og sammenlægning af arealer, så naturen får mere plads, og der skabes sammenhæng mellem fragmenterede naturtyper.

I LIFE-projektet skal der blandt andet ses på forbedring af afsætningsmuligheder for naturkød samt udvikles metoder til mekanisk høst og levering af materiale til biogasproduktion på arealer, som er groet til i højstaudesamfund med det mål at få genoptaget græsningen og indlemmet sådanne arealer i store sammenhængende græsningsfenner.

Hertil kommer videnindsamling og videnopbygning hos alle aktører på området fra landmanden til myndigheden og ikke mindst i dialog med forskningsverdenen om, hvad der virker, og hvad der virker bedst.

Med viden følger interesse, og med interesse følger stolthed over at nå mål. Kan vi få landbrugerne som naturforvaltere til at være lige så stolte af at skabe en rig natur, som af at vise deres præmietyr frem på dyrskuet, vil meget være nået.

Kort sagt forsøger LIFE-projektet i de 11 Natura 2000-områder at angribe alle de barrierer for græsningens genoptagelse i den danske lysåbne natur, som man sammen med landbruget har kunnet identificere. Det er en langsigtet strategi og en erkendelse af, at hvis vi skal opnå at bevare vores naturperler, er der ikke én løsning, som kan bringes i anvendelse, men der er mange delløsninger, og der skal arbejdes sammen om problemstillingerne over en bred front.

Forrige artikel Ejrnæs og Bruun: Naturstyrelsen mis­forstår biodiversitet i Brombærhelvedet Ejrnæs og Bruun: Naturstyrelsen mis­forstår biodiversitet i Brombærhelvedet Næste artikel DN: Københavnske politikere spreder falske fortællinger om Amager Fælled DN: Københavnske politikere spreder falske fortællinger om Amager Fælled