Naturstyrelsen: Ejrnæs og Bruun undsiger Danmarks naturbeskyttelses­paradigme

Af Signe Nepper Larsen
Vicedirektør, Naturstyrelsen

Den danske naturbeskyttelsesindsats består i høj grad i, at den beskyttede natur i Natura 2000-områderne ikke må forringes, men over tid skal søges forbedret.

For hver naturtype og art er der opstillet mål og planer for indsatsen, samt hvilke indsatser der skal til, hvordan man måler effekten på naturen, og hvordan der skal følges op.

Systemet tager udgangspunkt i fælles EU-regulering, og vi har i Danmark haft forskere på DCE/Aarhus Universitet til at udvikle store dele af dette system, så vi løbende på de forskellige myndigheds- og forvaltningsniveauer kan vurdere trusler og gennemføre indsatser for at nå målene.

Balance for naturen på overdrev
For at et overdrev - som eksempelvis det aktuelle ved Bjergskov i Sønderjylland - vurderes at være i god tilstand, skal der dels være en række for overdrev typiske plantearter, og dels en balance mellem den store del, som skal være lysåben, og en mindre del, som kan være med træer og buske – gerne spredt og i mindre holme.

For eksempel kan man i den konkrete forvaltningsplan for overdrevet vedblive med at have bevaringsværdige krat, der giver gode betingelser for blandt andet insekter og mindre hvirveldyr, så længe der er en fornuftig balance i forhold til det samlede areal og kvalitet af den lysåbne natur.

Al naturforvaltning består af valg, og her er det i Natura 2000-planen valgt, at overdrevet som naturtype og de karakteristiske arter skal prioriteres.

Signe Nepper Larsen
Vicedirektør, Naturstyrelsen

Som ansvarlig naturforvalter skal man således holde øje med, om naturens udvikling går mod for stor tilgroning – som er en af de væsentlige trusler for de lysåbne naturtyper – eller om balancen er ok.

Gror holme med buske og træer sammen og bliver til større områder med skov eller krat, måske på flere hektar, vil sådanne områder ved den næste monitering i det nationale overvågningsprogram blive karakteriseret som mistet overdrevs-naturtype eller overdrev med ringe bevaringsstatus.

Reelt er konsekvensen jo, at en lang række af de arter, som ellers er karakteristiske for overdrev, ikke længere kan trives i disse tilgroede arealer.

Græssende dyr er en mangelvare
Helst skal denne balance opnås ved indsats med græssende dyr – og det foretrækker vi altid som udgangspunkt i Naturstyrelsens forvaltningsindsats.

Som Ejrnæs og Bruun i deres indlæg på Altinget så rigtigt påpeger, er det ikke altid muligt at få dyr nok, få de rigtige dyrearter og få fat i græssende dyr, som får lov at gå på arealerne hele året.

Der må derfor ofte laves kompromiser og supplerende indsatser med for eksempel maskinelle engangsindgreb for at sikre en gunstig bevaringsstatus.

Naturstyrelsen er helt på det rene med, at Ejrnæs og Bruun mener, at al græsning med natur som formål – helst fra i morgen - bør ske i form af helårsgræsning uden tilskudsfodring, og helst med ”vilde” heste eller kreaturer eller måske endnu vildere typer af store græsædere, der ikke bare græsser, men også browser osv. Og ideelt uden at samfundet skeler til, om indsatsen er til anden nytte.

Tankegangen hos Ejrnæs og Bruun er, som vi tolker udsagnene, at nyttetænkning i form af udtag af kød og penge kompromitterer natur- og biodiversitetsmålene.

På nuværende tidspunkt mangler vi solid forskningsbaseret evidens med udgangspunkt i danske økosystem-betingelser for, at denne meget nye og spændende tilgang til natur- og biodiversitetsfremme er de metoder overlegne, som vi i Naturstyrelsen har anvendt igennem årtier, og som vi har betydelig erfaring med, når det gælder langsigtet sikring af Natura 2000-naturtyperne og -arterne.

Det skal her bemærkes, at de plejemetoder, vi anvender i Naturstyrelsen i dag, er udviklet i samspil mellem forskningsverdenen og praksisnære erfaringer hos os, tidligere amter, nu kommuner samt diverse private aktører.

De nye mere ”vilde” tilgange prøves heldigvis af flere steder både i ind- og udland, og vi følger udviklingen og ikke mindst forskningsresultaterne for at blive inspireret, lære nyt og kigge kritisk på nuværende forvaltning hos os selv.

Viser disse forsøg sig at give brugbare erfaringer, skal det da søges anvendt, hvor det er egnet. Netop dét håber vi, at de danske forskningsmiljøer vil bistå os med i en god og konstruktiv dialog, lige så vel som de tidligere har bistået Naturstyrelsen med fagligt funderede anbefalinger i førnævnte system til implementering af Natura 2000-lovgivningen.

I mellemtiden skal naturen dog stadig forvaltes, for vi skal passe på den natur, som allerede er der. Og det er indlysende, at skærpede krav til græsningens udførsel, intensitet, tidspunkt, dyrearter med videre - i en situation hvor der i forvejen er for få dyr, og især for få egnede dyr - ikke fremmer mulighederne. Tværtimod.

En undsigelse af Natura 2000?
I Naturstyrelsen - som har det daglige ansvar for arealforvaltning i mange af de danske landbaserede Natura 2000-områder – og ansvaret for, at de udpegede naturtyper også er der i morgen, næste år og om fem, ti og femten år - er vi helt på det rene med, at for at nå målene skal vi have alle gode kræfter og metoder i spil.

Udover vores ønske om god og konstruktiv dialog og vidensdeling med både forskere og arealforvaltere ud over os selv, ser vi også gevinsten ved et fortsat tæt samarbejde med professionelle landmænd om græsning, maskinel rydning, afbrænding, slåning med videre.

Skulle de nye ”vilde” tanker hen ad vejen vise sig anvendelige på egnede steder, må alene opbygningen af et landsdækkende system af større indhegnede naturområder med vilde unyttige græssende pattedyr, formodes at ville tage adskillige årtier, og koste ikke bare én, men mange bondegårde.

Når Ejrnæs og Bruun ikke anerkender disse rammebetingelser og kaster sig ud i endnu et angreb på Naturstyrelsens (og Forsvarets) naturforvaltning – denne gang på Bjergskov overdrev i Sønderjylland - og advokerer for at overlade unikke overdrev i et Natura 2000-område til brombærrenes frie vækst og otte hestes sult, er det en undsigelse af hele Danmarks og EU's naturbevaringsparadigme.