Peder Størup: 10 tiltag, der kan stoppe artstabet

Af Peder Størup
Naturbeskyttelse.dk

Den seneste indrapportering til EU dokumenterer, at naturens tilstand endnu en gang er forværret.

Hele 95 procent af naturtyperne og 57 procent af de undersøgte arter er nu i ugunstig bevaringsstatus.

Intet tyder desværre på, at det stopper der. Dette til trods for, at vi nu har været gennem to perioder, hvor vi skulle have stoppet tabet af biodiversitet – senest med udgangen af 2020.

Selvom det ser dystert ud, er det positive dog, at det kan lade sig gøre at stoppe artstabet, hvis vi vil, og at vi for relativt små midler, set i forhold til det, som vi ellers bruger penge på, kan give naturen noget af det tabte tilbage.

Men det kræver, at vi går lige så ambitiøst til opgaven, som vi har valgt at gøre det med at stoppe klimaforandringerne.

2020 kan blive året, hvor en regering for første gang i historien realiserer en naturplan, der økonomisk og i handling vil være i stand til at beskytte naturen og stoppe artstabet.

Peder Størup
Naturbeskyttelse.dk

Naturplanen haster
2020 kan blive året, hvor en regering for første gang i historien realiserer en naturplan, der økonomisk og i handling vil være i stand til at beskytte naturen og stoppe artstabet. Det vil ikke kun være historisk nationalt, men også internationalt.

Det haster, hvis vi ikke skal miste flere arter. Naturplanen bør derfor strækkes sig over maksimum ti år med minimum fem delmål, så en realisering sikres.

Naturbeskyttelse.dk vurderer, at med en realisering af følgende 10 punkter, vil vi have en reel mulighed for at kunne stoppe artstabet og generelt sikre arterne og naturen bedre beskyttelse.

Det skal bemærkes, at der primært fokuseres på den terrestriske natur og de ferske vande. Tiltagene vil dog have en indirekte betydning for et renere havmiljø.

1. Oprettelse af et biodiversitetsråd. Rådet skal udgive en årlig statusopgørelse over naturens tilstand og komme med forslag til indsats og virkemidler, der kan realisere naturplanen. Rådet skal fungere politisk uafhængigt.

2. Landbrugsstøtten. Revision af landbrugsstøtten og andre regler, der skader og modarbejder natur. Mange dårlige jorde holdes under plov grundet landbrugsstøtten, til skade for natur, vandmiljø og klima.

Danmark bør hjemtage de fulde 15 procent af den del af EU-støtten, der kan målrettes grønne tiltag og sikre, at en væsentlig større andel bruges på at beskytte naturen og stoppe artstabet.

Derudover bør Danmark arbejde for, at EU tillader, at en større andel af landbrugsstøtten fremover kan bruges på natur- og miljøbeskyttelse.

3. Fjernelse af jordskatter fra naturarealer. Det vil stimulere lysten til at have natur og lette den økonomiske byrde for landmænd, skovejere og lodsejere med meget natur.

Det kan også overvejes, at ejendomme over 10 hektar fritages helt for beskatning, hvis hele ejendommens jord tinglyses som beskyttet natur.

4. Private skove. Hovedparten af skovarterne lever i private skove, og det er selvsagt afgørende, at disse sikres bedre beskyttelse hvis tabet skal stoppes.

Den nuværende indsats er ikke i nærheden af at være tilstrækkelig. Der bør udarbejdes en national skovplan, der kan sikre beskyttelse af natur og arter.

Finansiering kan ske via en afgift på biomasse. Biomasse og brændefyring er med til at fjerne gamle træer og det så vigtige døde ved i skovene, levende hegn og ubeskyttede småbiotoper.

Noget af afgiften kan også placeres direkte på brændeovne og pillefyr. Der findes cirka 842.000 brændeovne og cirka 175.000 pillefyr på landsbasis. En relativ beskeden afgift vil kunne bidrage til en væsentlig medfinansiering af skovbeskyttelsen.

5. Offentlige skove. Al kommerciel skovhugst og landbrugsdrift bør stoppes inden for en kort årrække, hvorefter natur og naturbeskyttelse er det primære formål. Der kan eventuelt indgås mageskifte mellem offentlige og private arealer, hvor det er relevant.

6. Udtagning af højbundsjorde. Der er i dag et uforholdsmæssigt stort fokus på udtagning af lavbundsjorde. I forhold til at sikre de mest truede naturtyper som overdrev, kildevæld og rigkær er det væsentligt at udtage de jorde, der holder dårligt på vandet og forurener naboarealerne direkte via markdriften eller indirekte via overfladeafstrømning og grundvand. Disse jorde vil ofte ligge som tørre arealer over ådalene eller i sideslugter til disse.

Indsatsen bør fokuseres med afsæt i eksisterende artsrige naturlokaliteter, der har brug for mere plads eller ligger opsplittede, men tæt på hinanden. En sidegevinst vil være, at natur tilbageholder vandet langt bedre end dyrkede marker, hvilket vil reducere oversvømmelser i selve ådalen.

Generelt bør udtagning dog fokuseres ud fra artsbehov og ikke tage afsæt i, om det er høj- eller lavbund. Det vil også være relevant at udtage jorde op til artsrige skove.

7. Næringsforurening. I dag udregnes næringsforureningen af havmiljøet ud fra, at den landbaserede natur, der ligger mellem mark og hav, optager næringsstoffer, inden de når havmiljøet.

Dette er problematisk, da næringsstoffernes vej fra mark til hav er lige så ødelæggende for den natur, de optages i, som for havet.

Der bør i højere grad tages udgangspunkt i forurener-betaler-princippet, hvilket vil sige, at det er den, der forurener, som har ansvaret for at løse problemet.

Samfundet kan træde til med midler til tiltag, der har en bredere samfundsmæssig værdi, eksempelvis rimelige erstatninger for permanent udtagning til natur. Men samfundet bør generelt ikke betale for at løse private virksomheders forurening.