Sportsfiskere: Flyt havbrugene på land

Af Verner W. Hansen
Formand i Danmarks Sportsfiskerforbund

Vi skal passe på Danmark. Det var et gennemgående budskab i statsministerens nytårstale. Men desværre omfatter statsministerens omsorg for Danmark ikke den danske natur, miljøet og klimaudfordringerne. 

Det var derfor temaer, der var fuldstændig fraværende i nytårstalen, hvilket naturligvis hænger ganske godt sammen med, at regeringens ambition på de grønne områder åbenbart er at sætte årtiers indsatser for at forbedre natur og vandmiljø over styr så hurtigt som muligt. 

Et væsentligt skridt i den retning er det snævre forlig om regeringens fødevare- og landbrugspakke, der blev indgået lige før jul.

En af konsekvenserne af landbrugspakken vil blandt andet være en øget udledning af kvælstof til vandmiljøet fra landbrug og fra akvakulturanlæg. Det sker på trods af, at 90 til 95 procent af de danske fjorde og kystområder i forvejen er for belastede af næringsstoffer i forhold til at kunne leve op til miljømålet om god økologisk tilstand. 

Nu forringer man så vandmiljøets tilstand yderligere og skubber samtidig både en stor oprydningsindsats og en stor samfundsmæssig regning foran sig til efter 2020. 

Der er mange gode grunde til at støtte vækst i akvakulturerhvervet. Men det skal ske på et bæredygtigt grundlag, og det er en fortsat etablering af nye havbrug altså ikke.

Verner W. Hansen
Formand for Danmarks Sportsfiskerforbund

Råderummet er usynligt
En ny vækstplan for dansk akvakulturproduktion er et af de elementer i landbrugspakken, der vil medføre store miljømæssige problemer. 

Ifølge aftalen får havbrug således tildelt en yderlige kvælstofudledning på 843 tons, mens ferskvandsdambrug får tildelt en yderligere kvælstofudledning på 380 tons. Altså en samlet merudledning på 1.223 tons kvælstof direkte ud i vandmiljøet. 

Dertil kommer miljøproblemerne i forhold til fosfor, medicin og hjælpestoffer samt store mængder slam omkring havbrug.

Hvor og hvordan det såkaldte miljømæssige råderum for denne merudledning skal findes, fortoner sig i det uvisse. Men hvis det eksempelvis skulle kompenseres med vådområdeindsatser, så kan skatteyderne se frem til en regning på 1,2 milliarder kroner. Og vi skal altså ikke længere tilbage end til november sidste år, hvor Miljøstyrelsen måtte stille fire ansøgninger om miljøgodkendelser af nye havbrug i bero, fordi Naturstyrelsen vurderede, at der ikke var miljømæssigt råderum til merudledning af kvælstof og fosfor i forhold til vandplanerne og i forhold til havstrategidirektivet.  

Helt ude af trit med alle hensyn
Ifølge Dansk Akvakultur indebærer aftalen, at havbrugsproduktionen kan øges med 35.000 tons, mens produktionen i ferskvandsdambrug kan øges med 15.000 tons, hvoraf 10.000 tons er produktion af sættefisk til havbrug. 

For havbrug vil der med andre ord være tale om mere end en tredobling af den nuværende produktion. Det er simpelthen helt ude af trit med såvel hensyn til vandmiljø som med hensyn til en lang række andre samfundsmæssige hensyn og interesser. 

Det har tre forskere på Århus Universitet, professor Bo Riemann, professor Stiig Markager og seniorforsker Marie Maar meget grundigt belyst i et debatindlæg på Altinget 30. oktober sidste år. 

Der er mange gode grunde til at støtte vækst i akvakulturerhvervet. Men det skal ske på et bæredygtigt grundlag, og det er en fortsat etablering af nye havbrug altså ikke.

Hal produktionen op på land
Det bæredygtige udviklingspotentiale for akvakulturen ligger derimod i landbaserede recirkulerede anlæg, der ikke alene rummer udviklingsmuligheder for fiskeproduktionen, men også vækstmuligheder i forhold til teknologiudvikling. 

Derfor er regeringens satsning på en forældet produktionsform på bekostning af miljøet ikke alene kortsigtet. Den er også uambitiøs i forhold til at skabe bedre vilkår for de virksomheder, der satser på bæredygtige løsninger med at udvikle teknologi til recirkulerede anlæg. 

Akvakulturerhvervets traditionelle indvending mod landbaserede anlæg er, at det ikke vil være rentabelt. 

Men i verden omkring os er der stigende fokus på udviklingsmulighederne i landbaserede anlæg. Eksempelvis i Norge hvor man har store miljømæssige problemer som følge af havbrugene. Her har Anders M. Gjendemsjø, der er leder for fiskeri og havbrug i Deloitte Norge, analyseret produktionsomkostningerne for henholdsvis havbrug og landbaserede anlæg. 

Hans konklusion er, at det er et spørgsmål om kort tid, før det kan blive lige så billigt at producere laks til lands som til vands, og at teknologiudviklingen ved landbaserede anlæg kan blive en ny industrisucces.