Verdens Skove: Politikere skal stadfæste naturens førsteret i naturnationalparker

Af Stine N. Tuxen
Biolog og talsmand for Verdens Skove

Verdens Skove håber inderligt, at politikerne har styrken og modet til at stå fast på deres beslutning om at slippe naturen fri og sikre artsmangfoldigheden i Danmark.

Stine N. Tuxen
Biolog og talsmand for Verdens Skove

Regeringen gik på sommerferie med et helt banebrydende skridt for dansk natur ved at udpege to naturnationalparker.

Det banebrydende her er ikke udpegningen af beskyttet natur. Det har vi masser af i de eksisterende nationalparker, Natura2000-områder og paragraf 3-arealer.

Men fælles for disse udpegninger er, at naturen fortsat forarmes under menneskets brug og drift på arealerne. Vi har fortsat skovdrift og landbrug, hvor træerne fældes, før de bliver til boliger for biller, spætter og ugler.

Jorden pløjes og dyrkes der, hvor de vilde blomster og insekter burde få plads. Beskyttede paragraf 3-arealer bliver slået med store maskiner, der fjerner både blomster og insekter, for at man kan trække støttekroner hjem fra EU's landbrugsstøtte.

Det er absurd at se de store maskiner rydde hele områder for blomster og insekter en solrig sensommerdag i et "beskyttet" naturområde.

Menneskets indgriben har konsekvenser
Det banebrydende skridt, som regeringen lægger op til, er at udpege områder, hvor naturen har førsteret. Hvor vi derfor ikke må udnytte naturen på bekostning af biodiversiteten.

Men hvad betyder dette i praksis? De fleste er efterhånden med på, at vi ikke kan drive skovbrug og landbrug i disse områder. Men hvad med honningproduktion? Kødkvæg? Jagt? Og rideruter? Svaret er nej. Enhver form for fjernelse af ressourcer går fra de arter i området, der lever af de pågældende ressourcer.

Når vi tager kødkvæg ud for selv at spise kødet, tager vi det fra ådselsfaunaen, der lever i området. Når vi producerer honning, tager tambierne nektaren fra de vilde nektarædende insekter i området.

Når vi ikke tillader vilde heste af hensyn til ryttere i området, fratager vi naturen en nøgleart, hvis effekter er vigtige for mange arter. Men skal vi slet ikke have honning, kød og rideruter? Jo. Men vi skal have det på nogle andre arealer.

Kødkvæg og honningproduktion må vi holde på landbrugsarealer, ikke i naturzonen. I Gribskov bliver der hegnet et område på 1100 hektar. Det efterlader fortsat 4400 hektar til rideture. Det er bare nogle andre rideruter, som man må benytte.

På den måde kan vi godt være her alle sammen med vores forskellige interesser, men det er svært at gennemtrumfe i starten. Ingen har lyst til at give plads fra sig. Alle vil gerne have, at naturen får mere plads, men det skal helst være nogle andre, der giver pladsen fra sig.

Enhver ændring ses som en forringelse for os selv
Vi er vanemennesker, og vi er privilegerede. Vi vil ikke finde et andet sted til vores bistader. Vi vil ikke finde nye rideruter. Vi vil ikke finde andre steder at gå på jagt.

Vi vil gøre, som vi altid har gjort, og enhver påkrævet ændring ses som en forringelse af vores livskvalitet og en indgriben i vores privilegier, som vi efterhånden opfatter som vores rettigheder.

Det giver en lokal modstand og vrede, som den vi lige nu oplever i Nordsjælland, hvor bølgerne går højt i debatten om den udpegede naturnationalpark i Gribskov.

Verdens Skove håber inderligt, at politikerne har styrken og modet til at stå fast på deres beslutning om at slippe naturen fri og sikre artsmangfoldigheden i Danmark.

Om nogle år, når folk har fundet deres nye rideruter og jagtmarker, vil eventuel lokal modstand være begrænset sammenlignet med de mange glæder, som både danskere og turister vil få af området.

Vrede borgere fylder lige nu mere i mediebilledet end de glade borgere, der ikke råber op, men som glæder sig til at komme ud og opleve en rigere og vildere natur.

Erfaringen viser, at de glade, men stille borgere, er i overtal. Vi ved fra Mols, Almindingen, Langeland, Lille Vildmose og flere andre steder i Danmark, at store naturområder med store planteædere er et tilløbsstykke.