Om  
Jess Ørnsbo

Dødsfald: Forfatter Jess Ørnsbo (86)

Både som lyriker og som dramatiker dyrkede Jess Ørnsbo en grotesk, samfundsrevsende absurdisme, uden sidestykke i moderne dansk litteratur. Nu er han død, 86 år gammel.

Christian Juhl Mølgaard

Forfatteren Jess Ørnsbo er afgået ved døden efter længere tids sygdom. Det oplyser forlaget Gyldendal.

Han debuterede som 28-årig i 1960 med ″Digte″, der blev fulgt op af ″Myter″ i 1964.

Fra første færd blotlagde han med sin digteriske skærebrænder konsekvent og usvækket en moderne mentalitets meningsløse livsmåder, klichéer og fortrængninger.

Hans metode var en vrængende, grotesk overdrivelse, en vildtvoksende billedstil med barokke sammensætninger og en sort, morbid humor, der vidnede om en rasende, indigneret patos.

Hans dramatik er udgivet i to store bind, ″14 spil for løst publikum″ (1987) og ″8 ulige spil″ (1998). Det lyriske forfatterskab er videreført med ″Undren. 99 shamanistiske digte″ (2001) og ″Hopla. 91 forskellige digte″ (2004).

Han fik tildelt Louisianaprisen 1966, Otto Benzons forfatterlegat 1969, Adam Oehlenschläger-legatet 1974, Johs. Ewald-legatet 1976, Kjeld Abell-prisen samme år, Aarestrup-medaljen 1982, Det Danske Akademis Store Pris 1984, Danske dramatikeres hæderspris 1989 og Holberg-medaljen 1998.

Han efterlader sig sin hustru, forfatteren Dorrit Willumsen, og deres fælles søn, Tore Ørnsbo.

Læs mere om Jess Ørnsbo og hans forfatterskab i Dansk Biografisk Leksikon

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jess Ørnsbo

Forfatter

0:000:00