Dødsfald: Journalist og vært Ole Stephensen, 63 år (K)

Journalist og K-byrådsmedlem i Gentofte Ole Stephensen er død onsdag aften i sit hjem i Gentofte-bydelen Vangede uden forudgående sygdom. Han blev 63 år.

Ole Stephensen
Ole Stephensen (1955-2019) Journalist, tv-vært, byrådsmedlem (K)

Det oplyser familien til Ritzau ifølge tv2.dk.

Han mistede bevidstheden omkring klokken 18.30 onsdag aften. Trods hurtig indsats fra redningsfolk og læger lykkedes det ikke at genoplive ham.

Ole Stephensen efterlader sin hustru, Julie, og to døtre på henholdsvis 21 og 19 år.

Ud over at være journalist var han kommunalpolitiker i Gentofte Kommune for De Konservative. Han blev valgt ind i november 2017. Her var han næstformand for Bygnings- og Arkitekturudvalget samt medlem af Teknik- og Miljøudvalget og Børneudvalget. Hans sidste byrådsmøde skulle blive i mandags.

Han var også i Københavns Omegns Storkreds opstillet til Folketinget for partiet og havde ligeledes vist interesse for at blive opstillet til Europa-Parlamentet ved majs valg.

"Det er gået mere og mere op for mig i årenes løb, at jeg gerne ville bidrage politisk," sagde han til TV 2 i januar 2017, da han blev opstillet til Folketinget i Taastrup.

Han havde været medlem af Konservative siden partiets 100-årsfødselsdag i 2016, og lige siden dengang har partiets folketingsmedlem Naser Khader forsøgt at få Ole Stephensen til at stille op.

Tidligere var Ole Stephensen også menigt medlem af Radikale - dengang dog uden tanke på at stille op. I august 2010 sagde han således til Altinget:

"Ja, det gjorde jeg for et halvt års tid siden. Men jeg har ikke tænkt mig at gå aktivt ind i politik eller stille op til valg."

Ole Stephensen blev uddannet journalist på Danmarks Journalisthøjskole i 1978. Han begyndte sin karriere som kriminalreporter på Dagbladet Aktuelt og kom herefter til DR og TV 2.

På tv blev han især kendt for sin værtsrolle sammen med Suzanne Bjerrehuus i 'Eleva2ren' på TV 2. Senere var han gennem ti år vært på 'Go' Morgen Danmark' på samme kanal.

I 1996 var han sammen med bl.a. sin bror, Erik Stephensen, stifter af Skandinavisk Filmkompagni, og i årene efter var han producent, manusforfatter og vært på en række programmer til både DR og TV 2, hvor han bl.a. udnyttede et satirisk entertainer-gen.

Ole Stephensen er også kendt fra filmlærredet – særligt for sin rolle som Walter i de tre "Walter og Carlo"-film, hvor han spiller over for Jarl Friis-Mikkelsen.

Hvem er ikke blevet interviewet af Ole Stephensen? Han var blandt politikere en vellidt tv-vært. De elskede at komme i studiet hos ham, fordi han tog dem og deres argumenter alvorligt. Tilsat viden, charme og nærvær.

Statsministeren udtrykker det på denne måde: "Hvad ville moderne tv og TV 2 være uden Ole Stephensen?"

rasmus@altinget.dk

Tilbage til navnenyt »

Prøv arbejdsmarked gratis i 14 dage

  • Artikler
  • Debat
  • Politisk kalender
  • Spørgsmål og svar
Gratis prøveabonnement