Benny Damsgaard: Coronabekæmpelse er og bliver en politisk beslutning

"Det her har jeg jo ikke noget belæg for at sige overhovedet, men på den anden side, jeg er jo politiker, så det behøver jeg jo heller ikke at have."

Sådan sagde justitsminister Nick Hækkerup i folketingssalen torsdag 26. marts under behandlingen af regeringens forslag til strafskærpelser for coronarelaterede forbrydelser. En utrolig præcis beskrivelse af, hvad politik i bund og grund er.

Politik er per definition ikke rationelt. Politik er holdninger og synspunkter, som ikke behøver at være fagligt eller sagligt funderet, og som ikke har mindre værdi eller færre chancer for at blive gennemført, hvis de ikke er det.

Tag for eksempel spørgsmålet om genindførelsen af grænsekontrol (før coronakrisen). Der var dengang ingen tvivl blandt ledelsen i politiet om, at fysisk grænsekontrol ikke giver megen mening ud fra et rent politifagligt perspektiv.

Du får en langt mere effektiv kriminalitetsbekæmpelse ud af baglandspatruljer, nummerpladescannere og stikprøvekontrol end ved at have betjente stående og vinke rejsende over grænsen.

Alligevel valgte man politisk at indføre grænsekontrol. Det gjorde man, fordi der var følelses- og værdipolitiske argumenter, som vejede tungere end de rationelle – og fordi der var et behov for at gøre et støtteparti tilfreds.

Hvis det automatisk var den mest rationelle anbefaling, som embedsværket, de økonomiske vismænd eller andre eksperter kom med, som skulle gennemføres, kunne man lige så godt sende vores folkevalgte politikere hjem og lade apparatet styre landet.

Benny Damsgaard

Det er der ikke noget i vejen med – overhovedet. Havde det været omvendt, havde vi reelt ikke været et demokrati. Hvis det automatisk var den mest rationelle anbefaling, som embedsværket, de økonomiske vismænd eller andre eksperter kom med, som skulle gennemføres, kunne man lige så godt sende vores folkevalgte politikere hjem og lade apparatet styre landet.

Derfor er og bliver bekæmpelsen af coronapandemien også et politisk spørgsmål, hvor man kan være uenig eller enig i de beslutninger, regeringen træffer.

Regeringen får naturligvis undervejs faglige anbefalinger fra mange forskellige eksperter, men når det kommer til stykket, er det en politisk beslutning, hvad der skal ske. Det var en politisk beslutning at lukke landet ned, og det er en politisk beslutning, hvor meget og i hvor lang tid landet skal være lukket, og hvor store økonomiske tab man i den forbindelse er villig til at acceptere.

Og de corona-relaterede beslutninger er, som alle andre politiske beslutninger, en afvejning af forskellige faktorer, og hvor du som regering får mange modsatrettede anbefalinger.

Lægerne vil have én vurdering af, hvornår det er bedst at åbne landet, erhvervsfolk en anden og hr. og fru Danmark en tredje. Til sidst skal regeringen træffe en beslutning. Den kan være mere eller mindre økonomisk og sundhedsmæssig rationel, men den er uomtvisteligt demokratisk legitim.

Alt det her er jo ikke overraskende for nogen, der følger dansk politik. Alligevel har vi de seneste par uger set en stigende tendens i medierne til at man problematiserer, at regeringen netop handler politisk. Det er som om, at det er angribeligt, at regeringen gør det den er valgt til: at træffe politiske beslutninger.

Det er ikke fordi, at regeringen har forsøgt at skjule, at den først og fremmest handlede politisk. Statsministeren sagde det tydeligt i forbindelse med diskussionen om lukningen af grænserne. Jo, man fik faglige input, men det var en politisk beslutning.

Og før coronakrisen var der en lang række andre eksempler på, at denne regering har en fundamentalt anden tilgang end den tidligere SR-regerings “nødvendighedens politik”.

Som noget af det første valgte regeringen af politiske grunde at sige undskyld til Godhavnsdrengene, uanset at embedsapparatet i årtier havde advaret mod det potentielle erstatningsansvar, der ville følge med en undskyldning.

Vi så det samme i forbindelse med det pressemøde, statsministeren holdt med justitsminister Nick Hækkerup efter bombeattentatet mod Skattestyrelsen. Her var meldingen fra regeringen, at der kom mere overvågning og hårde indgreb - og at det ikke var på grund af faglige indstillinger, men på grund af en politisk beslutning.

Og igen i nytårstalen. Her var statsministeren krystalklar med, at hun politisk mente, at der skulle være flere bortadoptioner og tvangsfjernelser. Ikke fordi eksperter havde anbefalet det, men fordi hun politisk ønskede det.

Over de seneste uger er det blevet tydeligt, at den faglige uenighed internt i de sundhedsfaglige miljøer omkring den bedste bekæmpelsesstrategi er betragtelig.

Sundhedsstyrelsen har haft en anden tilgang end WHO. Sundhedsstyrelsen og Seruminstituttet har meldt forskellige anbefalinger ud, og oveni det hele har man masser af forhenværende chefer, universitetseksperter og lignende, som har givet deres besyv med - og et naboland, Sverige, som har valgt en helt anden tilgang.

Jeg kritiserer på ingen måde alle de eksperter, som har blandet sig i debatten, eller de sundhedsfaglige eksperter i Sundhedsstyrelsen og Seruminstituttet som på nuværende tidspunkt arbejder i døgndrift. De gør en stor indsats i en ualmindelig svær situation, og det er helt naturligt at der sker fejl, og at der er forskellige faglige tilgange til, hvad der er den bedste bekæmpelsesstrategi netop nu.

Men til sidst, så skal der træffes en beslutning om, hvad vi skal gøre. Den beslutning er per definition politisk – anderledes kan det ikke være – og gudskelov for det.

-----

Benny Damsgaard (født 1971) er selvstændig public affairs- og kommunikationsrådgiver og tidligere kommunikationschef i Det Konservative Folkeparti. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.