Kronik: Det er historieløst at kalde coronakrise for alle recessioners moder

Af Thomas Riis
Historieprofessor emeritus

At en omfattende lukning af samfundet, ikke kun i Danmark, vil få vidtrækkende konsekvenser, er klart; men der er et spørgsmål, som historikeren må stille, om hvorvidt vi er på vej ind i en periode med hyppige internationale epidemier?

Syrien oplevede for eksempel mellem 542 og 599 fire epidemier og ni mellem 683 og 750; flere af dem varede mere end et år, endnu en epidemi fandt sted  843-845, og derefter havde man fred i flere århundreder indtil Den sorte død, der ramte Orienten og Europa i årene omkring 1350.

Derefter fulgte flere århundreder med hyppige epidemier, der måske ikke alle var pest, indtil denne for forhåbentlig sidste gang optrådte i Europa 1720-1722. Derefter gik der hundrede år indtil den næste internationale epidemi, den spanske syge, 1918-1919 og atter 100 år til coronapandemien.

Flere epidemier i fremtiden? 
Vil internationale epidemier blive hyppigere i fremtiden? Vi ved det ikke; men muligheden  bør tages med, når man forhåbentlig begynder at planlægge langsigtede forholdsregler for den fremtidige udvikling.

De gentagne epidemier i det 6.-8. århundrede førte naturligt nok til en mangel på arbejdskraft i Syrien og i Byzans; men kilderne tillader os ikke at se deres andre virkninger. Det kan vi til gengæld med den sorte død. Ligesom coronasygdommen var der tale om en epidemi, der fra Asien bredte sig til Krim i 1347, derfra til Italien og videre til resten af Europa, indtil den endte i Rusland i 1353.

Den sorte død havde, som vi har set, både økonomiske og kulturelle langtidsvirkninger. Det er ikke sikkert, at coronapandemien vil få det.

Thomas Riis
Professor emeritus

Pesten har to former, den næsten 100 procent dødelige lungepest og den mindre aggressive byldepest med en dødelighed på 60 procent eller mere. Meget aktuelt kan man nu læse Boccaccios samtidige og udførlige beskrivelse af symptomerne i den nyligt oversatte Decameron.

For den florentinske digter Antonio Pucci, der skrev i peståret 1348, kunne døden være en befrielse for de fattige; de mange dødsfald bevirkede en mangel på arbejdskraft, hvilket førte til, at lønarbejdernes lønninger steg. Her var der dog tale om en kortvarig virkning, indtil samfundet indstillede sig på de nye vilkår.

Kilderne viser, at man i England og formentlig også i Danmark til dels forlod det arbejdskrævende agerbrug til fordel for den mindre arbejdsintensive kvægavl.

I Nordeuropa forstærkede den sorte død virkningerne af den klimaforværring, der satte ind omkring 1250. Mindre produktive jorder blev opgivet, og en del lavadelige kunne ikke klare sig økonomisk; efter pesten var der billigere landejendomme at få i Danmark. I Nordtyskland fandt denne udvikling sted senere end i Danmark, og derfor kunne velhavende godsejere forsørge en yngre søn ved at købe ham et gods i Danmark. Nogle af de familier, som vi i dag betragter som danske, indvandrede ved den lejlighed.

Arbejdstvang i Europa
Man skønner, at 30 procent af Europas befolkning døde under den sorte død; for at imødegå manglen på arbejdskraft blev i flere lande en arbejdspligt indført: England 1349 og 1351, i samme år fulgte Kastilien, Sverige omkring 1350, og Portugal 1375. Danmark gik i 1354 sin egen vej: Begrundet med den manglende arbejdskraft på grund af pesten blev henrettelser og andre lemlæstende straffe forbudt.

Den moralske opvurdering af arbejdet var begyndt allerede før den sorte død; men  indførslen af arbejdstvang forstærkede den. Augustinereremitten Simone de Cascia (cirka 1290-1348) gik så vidt som til at sige, at selv om en rigmand ikke behøvede at arbejde, burde han gøre det alligevel for at undgå lediggang; hvad han tjente ved sit arbejde, kunne han passende give til de fattige.

Logisk førte den nye opfattelse af arbejdets værdi til en fjendtligere holdning over for arbejdsløse og fattige; man søgte at begrænse tiggeriet, endog helt at forbyde det. Dette lykkedes sjældent, og i Norditalien fandt man omkring 1400 en anden løsning: De fattige skulle væk fra gaden og gøres usynlige i særlige institutioner. Det var dog først i det 16. århundrede, at de to principper – arbejdstvangen og anbringelsen af de fattige – blev kombineret i oprettelsen af arbejdsanstalter; den ældste var Bridewell i London (1552).

Guds straf?
I et interview med Kristeligt Dagblad 30. marts understregede den katolske biskop af København, Czeslaw Kozon, at man ikke kan se coronapandemien som Guds straf; men at vi må anerkende, at ulykker finder sted, og at vi ikke altid kan forklare dem.

Anderledes i det 14. århundrede; den sorte død blev ofte set som guds straf for menneskenes synder. Derfor bestræbte mange på forskellig vis sig for at gøre bod. Gennem middelalderens sidste del ser man i de mange former for fromhed menneskets angst for, om man nu havde gjort nok for at blive frelst.

Det kan være blevet følt som en lettelse, da Reformationen lagde hovedvægten på troen og ikke på gerningerne; dette er iøvrigt en tanke, som vi finder allerede i senmiddelalderen. Dog ser vi også som reaktion på pesten en udpræget levelyst, psykologisk forståelig; men som af de bodfærdige blev anset for umoralsk.

Dødedansen i Lübeck
Pesten havde vist folk, at vi alle skal dø, og et af de interessanteste udtryk derfor er den såkaldte dødedans, der oprindeligt stammer fra Frankrig før den sorte død. Denne og de følgende epidemier gav motivet en fornyet aktualitet.

Et særlig bekendt eksempel er Dødedansen i Lübeck fra 1463; her ser vi en lang kæde af repræsentanter for de forskellige stillinger i samfundet begyndende med pave og kejser og endende med barnet i vuggen. Mellem hver person danser en dødning; mennesket prøver at retfærdiggøre sig for at undgå døden, men dødningen kommer med modargumenter.

Dødedansen i Lübeck var kendt også fjernt fra byen; fra min barndom i Aarhus husker jeg bemærkningen "han/hun ligner døden fra Lübeck" om en sygeligt udseende person.

Nyttige reformer efter coronakrisen
Den sorte død havde, som vi har set, både økonomiske og kulturelle langtidsvirkninger. Det er ikke sikkert, at coronapandemien vil få det; selv om de planlagte hjælpepakker kræver mange penge, er det langtfra sikkert, at de fører til en omstilling som omlægningen fra agerbrug til kvægavl i det 14. århundrede. Noget helt andet er, om man ikke skulle benytte lejligheden til nyttige reformer?

For det første bør strategisk vigtige produktioner som medicin, værnemidler og vaccine hentes tilbage til Danmark, hvis de i dag finder sted i udlandet. Det udelukker langtfra, at EU kunne drive et medicinsk forskningscentrum, der kunne opdage nye lægemidler, herunder vacciner.

For det andet bør hele globaliseringen gennemgås kritisk lige fra social dumping til produktion i udlandet under uacceptable arbejdsvilkår; men det kræver naturligvis, at de danske firmaer holder kontrol med deres underleverandører. Bedst ville det naturligvis være, hvis det kunne ske i EU-regi.

For det tredie bliver hjælpepakkerne dyre, hvordan de skal finansieres må bero på en politisk beslutning.

For det fjerde må man indse, at mange problemer har en international karakter og derfor bedst kan løses i samarbejde med de øvrige EU-lande. Opgiv berøringsangsten og brug EU; det kunne være den vigtigste virkning af coronapandemien.