V kalder Wammen i samråd: Vil have skjulte klimaberegninger frem i lyset

KRITIK: Venstre kalder nu finansminister Nicolai Wammen (S) i samråd for ikke at fremlægge beregningerne bag de forventede klimareduktioner fra finanslovens grønne initiativer. 

Det er "mistænkeligt" og "enormt problematisk", at regeringen endnu ikke har været i stand til at fremlægge regnestykket bag finanslovsaftalens klimaeffekt.

Sådan lyder kritikken fra Venstre, efter at finansminister Nicolai Wammen (S) i et foreløbigt svar til Folketinget har bedt om mere tid til at udregne det konkrete regnskab.

"Når man kan skrive i finanslovsaftalen, hvad effekten er, så kan man vel også forklare, hvad der ligger til grund for det. Når man ikke gør det, lugter det langt væk af, at der ligger en død rotte begravet. Nemlig, at man nu skal øve sig på at lave et svar, der både kan leve op til det, man har skrevet i aftalen, men som også illustrerer den store usikkerhed," siger finansordfører Troels Lund Poulsen (V) til Altinget. 

I aftaleteksten for finansloven i 2020 skrev regeringen, at aftalens grønne initiativer "forventes at nedbringe drivhusgasudledningen i 2030 med mindst 0,5 millioner ton CO2-ækvivalenter".

Efter én måned uden svar på, hvordan regeringen når frem til det tal, har Venstre-ordføreren mistet tålmodigheden med ministeren, som partiet nu kalder i samråd.

"Jeg tror bare, at man må konstatere, at regeringen ikke ønsker at svare. Så er der kun et redskab tilbage, og det er at kalde ministeren i samråd," siger Troels Lund Poulsen.

Også Konservative har svært ved at forstå, hvorfor tallene ikke for længst er blevet lagt frem.

"De beregninger skal naturligvis bare lægges frem, så vi kan vurdere dem. Jeg synes, at det er meget kritisabelt, at det ikke er sket endnu," siger politisk ordfører Mette Abildgaard.  

Fra forventning til skøn
Siden præsentationen af finansloven 2. december har Finansministeriet trukket lidt i land.

Allerede 15. december nedtonede ministeriet klimaberegningen i finanslovsaftalen over for DR. Nu var der tale om et "skøn", oplyste Wammens ministerium, før skønnet blev holdt yderligere ud i strakt arm:

"Skønnet er behæftet med usikkerhed og afhænger blandt andet af tilstrækkelig efterspørgsel efter projektfinansiering med videre," skrev Finansministeriet til DR. Samme formulering går igen i et nyt svar til Altinget.

Både DR og siden Altinget har bedt om at se finanslovens klimaregnestykke, men det har Finansministeriet ikke ønsket at dele.

Også det efterlader Troels Lund Poulsen uforstående.

"For mig minder det om en tilståelsessag om; at det bare er noget, man har opfundet til lejligheden. Det er dybt bekymrende, at man kan være relativt klar i en aftale, men at der så kommer ord som 'skøn' ind, som ikke fremgik af aftaleteksten, når man begynder at stille spørgsmål," siger finansordføreren.

Venstre-ordføreren understreger, at "det bestemt er positivt", at regeringen regner på klimaeffekten af større politiske aftaler.

"Men så skal regnestykket jo også bare holde vand," fastholder Troels Lund Poulsen. 

Tvivl om effekt ved tiltag 
Altinget kunne tilbage i december afsløre, at der er opstået tvivl om klimaeffekten ved at udtage lavbundsjorde – et tiltag, som rød blok afsatte to milliarder kroner til over de næste ti år på finansloven.

Selvom Finansministeriet stadig har til gode at fremlægge de konkrete beregninger bag den forventede klimareduktion, oplyste ministeriet til DR i december, at netop effekten ved at udtage landbrugsjord er medregnet i de 0,5 millioner ton.

"Det efterlader mig med indtrykket af, at man bevidst snyder på vægten," siger Venstres Troels Lund Poulsen.

Altinget har derfor spurgt Finansministeriet, om der er taget højde for tvivlen om klimaeffekten ved at udtage lavbundsjorde i beregningerne af de 0,5 millioner ton, og hvorfor den usikkerhed i så fald ikke fremgår af finanslovens aftaletekst.

Det svarer Finansministeriet dog ikke på i det mailsvar, som de har sendt retur. Finansministeriet oplyser dog til Altinget, at man i det endelige svar til Venstre vil "fremsende en oversigt over de forventede reduktionseffekter for hvert af initiativerne" på finansloven.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra finansminister Nicolai Wammen (S), da han for nyligt er gået på fædreorlov. 

Forrige artikel Snapstinget lukker efter rottebesøg Snapstinget lukker efter rottebesøg Næste artikel Altinget fejrer 20 år med bog og portrætter Altinget fejrer 20 år med bog og portrætter
Et år efter valget skal EU-Parlamentet stadig finde sig selv

Et år efter valget skal EU-Parlamentet stadig finde sig selv

FOLKEMAGT: Det er nu et år siden, at europæerne rystede den politiske pose og sendte et nyt hold repræsentanter til Europa-Parlamentet. Men Brexit, corona og institutionelt fnidder har afholdt Parlamentet fra rigtig at finde sine ben.