De unges problemer er yderst komplekse, og der er ikke én forklaring på, hvorfor de står i den situation, de gør. Derfor er der selvfølgelig heller ikke ét svar på, hvordan man løser problemet.

Maja Panduro (S)
Socialordfører

Af Maja Panduro
Socialordfører for Socialdemokraterne

Der er efterhånden blevet sagt og skrevet meget om de unge hjemløse og om, hvorfor de er havnet i den ulykkelige situation, vi alle sammen kan blive enige om, at hjemløshed er. Og forklaringerne er mange.

I mit sidste indlæg beskrev jeg selv to unge hjemløse og deres triste, komplekse vej ind i hjemløsheden og også andre har givet deres bud på, hvorfor de unge bliver hjemløse.

Konklusionen er egentlig ganske klar: De unges problemer er yderst komplekse, og der er ikke én forklaring på, hvorfor de står i den situation, de gør. Derfor er der selvfølgelig heller ikke ét svar på, hvordan man løser problemet. Det er nødvendigt med en flerstrenget indsats.

En bolig er udgangspunktet
Vi tror ikke, at alle hjemløses problemer kan løses ud fra samme tilgang. Tværtimod. Derfor sætter vi netop også bredt ind på det sociale område. Men det skal ikke forhindre os i også at have en fokuseret indsats, der hjælper de mennesker, som af forskellige årsager står uden en bolig.

Princippet om Housing First handler ikke om udelukkende at fokusere på boligsituationen. Det handler om at løse boligsituationen for at sætte gang i en massiv støtteindsats, som skal hjælpe alle de andre problemer, der kan være i et menneskes liv.

Evalueringen af Hjemløsestrategien viser gode erfaringer med at hjælpe borgere ud af hjemløshed. Således formår 90-95 procent af borgerne, der har indgået i arbejdet med Housing Firsts bostøttemetode, at fastholde boligen. Det er positivt, og der er god grund til at arbejde videre med en sådan tilgang og metode. Derudover er der behov for fokus på, hvordan tilgangen af hjemløse kan bremses – ikke mindst antallet af unge hjemløse.

Her kan eksempelvis startboliger og sociale viceværter være en del af svaret. Startboliger er en særlig type ungdomsboliger, hvor udsatte unge kan få en god start i egen bolig – og hvor der er tilknyttet en særlig voksenkontakt i form af en social vicevært. Boligen danner på den måde rammen for støtte på andre områder i den unges liv. Og boligen, og det omkring den, kan være med til at sikre, at de unge eksempelvis kommer i gang med et arbejde eller en uddannelse.  

Forebyggelse kræver viden
Der er behov for, at vi både fokuserer på unge, som allerede er endt i hjemløshed, og på unge, som endnu kun er i risiko for at ende der. Der findes i dag ikke en samlet viden om den gruppe af unge, som er i risiko for at blive hjemløse. Der er altså behov for yderligere undersøgelser af, hvordan vi bedst når denne gruppe.

Der er grund til at tro, at disse unge er kendetegnet ved mange af de samme problemstillinger som de unge, der allerede er hjemløse. Det er unge, som er kendetegnet ved en række risikofaktorer som ustabil tilknytning til uddannelse og arbejdsmarked og generelt ustabile opvækstvilkår med kriminalitet, anbringelser og omsorgssvigt.

Fælles for begge grupper af unge er dog, at der er tale om unge med betydelige sociale problemer ud over manglen på en bolig. Derfor er der også behov for en tværfaglig, koordineret og helhedsorienteret indsats, som starter et helt andet sted end ved boligen.

Det handler om at sikre udsatte børn en ordentlig indsats allerede fra starten. Det starter allerede, når sundhedsplejersken kommer på besøg i hjemmet, i daginstitutionen, i skolen og når der første gang opstår bekymring om et barn.

Der skal sættes ind med hjælp og støtte fra begyndelsen – inden at det nogensinde kommer så langt, at en ung teenager flakker rundt på gaden, hos venner og bekendte eller ender på et herberg, fordi han/hun ikke rigtig kan være derhjemme.

Barnets reform og den overgrebspakke, vi har gennemført, sikrer blandt andet et styrket fokus på sammenbrud i anbringelser og på netværket hos udsatte børn samt krav om, at kommunerne vurderer en underretning inden for 24 timer.

Mål som forpligter
Hvis vi skal nedbringe antallet af hjemløse, er det nødvendigt med ambitiøse mål. Vi skal sætte ind på flere stræk, som jeg har beskrevet ovenfor: både over for de unge, som er endt i hjemløshed, og som har massive problemer, og over for de børn, som er i risiko for en dag at stå på gaden, fordi deres netværk og familie ikke kan tage hånd om dem.

Derfor skal vi forpligtige hinanden og stille krav om, at indsatsen skal være bedre. Regeringen har derfor opstillet ambitiøse mål for det sociale område indtil 2020. Det er nødvendigt med forpligtende og konkrete målsætninger, som sikrer, at alle, som kan gøre en forskel, også gør det – og at der sker en indsats på flere områder. Kun på den måde kan vi sikre, at børn og unge ikke kommer i en situation, hvor de ikke har et sted at bo.