Alvorlig sygdom giver dispensation

8/2-06: Det afgørende for en dispensation fra kravet om danskkundskaber er, at ansøgeren dokumenterer at lide af en fysisk eller psykisk sygdom af meget alvorlig karakter.
Dokumentation
Spørger: Mogens Jensen (S)

Spørgsmål S 2344: Vil ministeren oplyse, hvorfor der ikke kan dispenseres fra kravet om danskkundskaber i forbindelse med ansøgning om dansk indfødsret, når ansøger f.eks. har en speciallægeerklæring, der konkluderer, at det vil være usandsynligt, at vedkommende vil kunne tilegne sig det danske sprog, og at vanskelighederne derved sandsynligvis vil forværre vedkommendes tilstand?”

Svar fra ministeren: Det afgørende for, om en ansøgning om indfødsret kan forelægges Folketingets Indfødsretsudvalg med henblik på eventuel dispensation fra kravet om danskkundskaber, er, at ansøgeren dokumenterer at lide af en fysisk eller psykisk sygdom af meget alvorlig karakter.

En yderligere betingelse er, at ansøgeren som følge af sygdommen ikke mener at være i stand til eller have rimelig udsigt til at kunne opfylde danskkravet m.v. Det er derfor ikke i sig selv tilstrækkeligt, at det af en lægeerklæring fremgår, at ansøgeren ikke vil kunne tilegne sig det danske sprog.

Der skal være tale om en fysisk eller psykisk sygdom af meget alvorlig karakter. Der er i en note til bestemmelsen, som er meget objektivt og snævert afgrænset, anført eksempler på sygdomme af en så alvorlig karakter, at Integrationsministeriet forudsættes at forelægge sagerne for udvalget.

Spørgsmål S 2345: Mener ministeren, at det kan være rigtigt, at mennesker som på baggrund af psykologvurdering ikke skønnes at kunne tilegne sig det danske sprog, f.eks. pga. PTSD, ikke får dispensation i deres ansøgning om dansk statsborgerskab på linje med mennesker, der f.eks. lider af mere synlige handicaps?

Svar fra ministeren: Kompetencen til at beslutte, hvem der kan optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, er tillagt Folketinget. Det betyder, at en dispensationsbestemmelse som den, der fremgik af de tidligere gældende retningslinjer, var åben for fortolkning af det til enhver tid værende flertal af Indfødsretsudvalget. Som en naturlig følge heraf har praksis afspejlet denne fortolkning.

Indfødsretsudvalgets praksis har inden for det seneste år vist, at der kun i helt særlige tilfælde blev meddelt dispensation fra kravet om danskkundskaber til ansøgere med PTSD.

Det har derfor under forhandlingerne om den nye aftale om retningslinjer for naturalisation, der blev indgået den 8. december 2005 mellem regeringspartierne Venstre og Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti, været afgørende, at de nye retningslinjer kom til at give et retvisende billede af den gældende praksis. Dette har været vigtigt for at sikre, at ansøgere ikke gives falske forhåbninger.

I en note til dispensationsbestemmelsen er der anført eksempler på sygdomme af en så alvorlig karakter, at Integrationsministeriet forudsættes at forelægges sagerne for udvalget. En ansøgning vil herefter kunne forelægges udvalget med henblik på dispen sation ved såvel fysiske som psykiske handicaps af meget alvorlig karakter.

Det fremgår endvidere af retningslinjerne, at en forelæggelse for udvalget alene vil kunne ske på baggrund af en erklæring fra en person med lægefaglig baggrund. En erklæring fra en psykolog vil derfor ikke kunne danne grundlag for en forelæggelse.


0:000:00