Af Marianne Kryger
Klinikchef og formand for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab i Danmark (BUP)

Mange unge med en udviklingsforstyrrelse (fx ADHD) eller en psykisk sygdom (fx en psykose) udvikler sideløbende et misbrug af alkohol og stoffer. Og det er i virkeligheden ikke så mærkeligt.

Hvis deres sygdom ikke opdages og behandles relativt tidligt, vil mange af dem med tiden udvikle symptomer på depression, angst og uro. De symptomer prøver mange at dæmpe med en blanding af alkohol og rusmidler. Med selvmedicinering. Og bliver på den måde fanget i en ond cirkel.

Giftig cocktail
Et længerevarende misbrug vil ofte give de samme symptomer som psykisk sygdom. Mange rammes af en giftig cocktail af symptomer: Nogle skyldes sygdom, mens andre skyldes deres eget misbrug.

Når de unge så henvises til hospitalspsykiatrien – og udredningen viser, at de har en dobbeltdiagnose – vil lægerne ofte helst vente med at give medicin, til de unge er i gang med en misbrugsbehandling. Først da kan vi nemlig se, hvilke symptomer der er tilbage, når symptomerne fra misbruget er væk.

Men det tager tid at komme ud af et misbrug, og det er svært på egen hånd. Uden støtte og behandling – både for den psykiske lidelse og misbruget – vil det ofte være dømt til at mislykkes. Så uden en tidlig indsats fra både psykiatri og kommune er der stor risiko for, at de unge ender med et omfattende blandingsmisbrug og kronisk psykisk sygdom; begge dele noget, der er svært at behandle med succes.

Hvorfor tager vi i psykiatrien ikke bare den udfordring op og overtager misbrugsbehandlingen selv? Det korte svar er: Det kan vi ikke, for det er ikke vores bord.

Marianne Kryger
Formand for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab i Danmark (BUP)

Hvorfor tager vi i psykiatrien ikke bare den udfordring op og overtager misbrugsbehandlingen selv?

Det korte svar er: Det kan vi ikke, for det er ikke vores bord.

På de psykiatriske afdelinger skal vi alene gøre noget ved patienternes misbrug, når de er indlagt. Og da langt de fleste behandlinger i børne- og ungdomspsykiatrien foregår ambulant – og indlæggelserne bliver stadig kortere – ligger ansvaret for patientens misbrugsbehandling som oftest hos kommunen. Ikke hos regionen.

Men selvom vi følger reglerne og kontakter kommunen, oplever vi alt for ofte, at der ikke er noget tilbud til børn og unge under 18 i den pågældende kommune. I alt fald ikke noget ordentligt tilbud.

Her er vi inde ved problemets kerne!

Til voksne med dobbeltdiagnoser er der landet over særlige dobbeltdiagnoseteams, der er eksperter i at behandle psykisk sygdom og misbrug på én gang. Det øger sandsynligheden for, at det er muligt at gøre noget ved sygdommen, få patienten ud af misbruget og i gang med job eller uddannelse.

Langt mellem tilbuddene
Sådan forholder det sig desværre ikke på børne- og ungeområdet.

Hvor stort set alle kommuner kan tilbyde dobbeltdiagnoseteams til voksne, er der langt imellem de tilbud, der er skræddersyet til børn og unge med psykisk lidelse og misbrug. Meget langt! Og der er meget stor variation mellem de forskellige tilbud.

Kan det virkelig være rigtigt, at den behandling, man får tilbudt for sin dobbeltdiagnose, afhænger af, om man bor på landet eller i en stor by som København eller Ålborg?

Det er kommunernes ansvar, at der er tilstrækkeligt med kommunale tilbud til børn og unge med misbrug. Problemet er ikke nyt, men har eksisteret i mange år. Så hvor er KL henne?

For os i børne- og ungepsykiatrien er kommunerne en vigtig samarbejdspartner, da mange af vore patienter netop har brug for et kommunalt tilbud som en del af deres behandling. Så man kan godt undre sig over fraværet af indsats.

Uden det rigtige tilbud har de unge stor risiko for at udvikle kroniske psykiske lidelser og et mangeårigt misbrug. Og dermed for at få ”dårlige liv” med nedsat livskvalitet, flere sygehuskontakter både i somatisk og psykiatrisk regi, kroniske tilstande, risiko for overførselsindkomst og tidlig død.

Kan vi være det bekendt? Og har vi som samfund råd til det?

Psykiatriske patienter dør i gennemsnit tyve år før andre danskere. Den forskel arbejder vi i disse år hårdt på at udligne, bl.a. ved at screene alle patienter for de såkaldte KRAM-faktorer (kost, rygning, motion og alkohol) og ved at øge samarbejdet mellem psykiatri og somatik via tilbud om liaison.

Men trods den megen fokus på KRAM, findes der ikke opfølgningstilbud til børn og unge, der har behov for en særlig indsats. Hvor er de kommunale tilbud, der specifikt er rettet mod børn og unge?

Som det ser ud i dag, kan der gå flere år, inden en ung på 15 år med massivt blandingsmisbrug af rusmidler og alkohol kan få den relevante behandling. Det skaber en stor risiko for, at de unge ender med et kronisk misbrug og et dårligt liv med nedsat livskvalitet og færre raske leveår.

Her fra børne- og ungdomspsykiatrien skal der lyde et fromt ønske om, at vi her i 2015 bliver meget bedre til at samarbejde på tværs af sektorerne. Og til at få etableret tilbud, der retter sig specifikt mod de mange tusind børn og unge med dobbeltdiagnoser over hele Danmark.