Docent: En forenklet Barnets Lov kan stoppe knopskydningen af nye institutioner

Udsatte børn og unge møder mange regler, og mange venlige personer, som i kortere eller længere tid snakker med dem, skriver ned, udveksler oplysninger og tænker det bedste de kan.
 
Men alene antallet af regler er overvældende, som Justitia så glimrende skriver frem. Det kan overvejes at stoppe for regelproduktionen, hvor det er oplagt at sende Barnets Lov retur til en ny skrivning inden antallet af regler blot udvides og mest virker som en "som om" øvelse, der næppe øger overblikket for udsatte børn og unge.

Flere regler og flere forvaltninger

Folketingets regelproduktion handler imidlertid ikke kun om regler. I det seneste årti er nye forvaltningsenheder sprunget frem. Udsatte børn og unge vil ofte møde et af ni familieretshusfilialer, hvis forældrene skilles uden at enes; et af fem børnehuse, hvis forældre eller andre har slået barnet; et af 14 ungdomskriminalitetsnævn ved alvorlig kriminalitet efter de er fyldt 10 år; et af fem sociale tilsyn, hvis de er anbragt; et af mere end fem psykiatriske sygehuse, hvis det har fået eller skal have en diagnose og måske en læge, der har sendt dem derhen.
 
Så når barnet kommer i kontakt med kommunen, fordi en skolelærer eller pædagog har lavet en af de godt 130.000 årlige underretninger, skal kommunens socialrådgiver udrede henvendelsen. De skal tage noter, dokumentere og sagligt besluttes, hvad der er det rigtige at gøre i dialog med barn og forældre.

Den store sammenhæng i indsatsen bliver svær at finde, og bliver primært barnets egen sag

Frank Ebsen
Docent og forskningsleder, Københavns Professionshøjskole

 
Men der skal ofte også ringes eller skrives til et børnehus, et familieretshus, et ungdomskriminalitetsnævn, en psykiatrisk afdeling, med mere, hvis barnet er i kontakt med dem for at høre, hvad de tænker. Hvis en af de andre medarbejdere ikke allerede selv har skrevet eller ringet.
 
Det sker samtidig med, at mange socialrådgivere i kommunerne bliver ved med at være nye, og mange af de ansatte de andre steder også holder orlov eller flytter til nye arbejdspladser. Den store sammenhæng i indsatsen bliver svær at finde, og bliver primært barnets egen sag.
 
Et aktuelt eksempel kommer fra psykologer, som ikke har magtet at møde familierne i det omfang, som var forventet, når de har løst børnesagkyndige undersøgelser for Familieretshuset*. En tragisk regning, der betales af de forældre og børn, som venter på at få udredt deres sag.
 
Selv om den økonomiske regning i forvejen er blevet langt dyrere, da Folketinget besluttede at ændre statsforvaltningen til familieretshuset. Det er nu næsten en halv milliard kroner mere end forventet. Men det er jo Folketingets eget værk og pengekasse, så det kan være nemmere at finde pengene…

Samme statsfinansiering

Det er samme statsfinansiering, når det hele skal kontrolleres. Der er plads til ombudsmandens børnekontor, til social-og ankestyrelsens taskforcer, til Ankestyrelsens undersøgelser, til domstolenes retssager, til et dysfunktionelt børneråd, til en børnetelefon.

Knopskydningen af nye institutioner kunne stoppes, og måske skulle nogle af dem lægges sammen eller ændres

Frank Ebsen
Docent og forskningsleder, Københavns Professionshøjskole

 
Men er der nogen kontrol med, om de gør det bedre og egentlig sikrer retssikkerheden for de udsatte børn og unge? Er der nogen, der uafhængigt ser på det og dem? 

Knopskydningen af nye institutioner kunne stoppes, og måske skulle nogle af dem lægges sammen eller ændres – hvem ved om det ville være bedre måske endda billigere. Nu handler de som de bedst kan og ingen kender resultatet: bliver børn og unge gladere, lykkeligere, mere velfungerende og gode samfundsborgere i fremtiden med denne fragmenterede struktur? Til en pris, som ingen kender, men mange bidrager til?
 
Muligheden er der med Barnets Lov, men det kræver, at den ikke vedtages med de foreliggende 214 paragraffer, 450 siders bemærkninger, nye instanser, og en begrænset finansiering. Det kræver et ordentligt udredningsarbejde, der samlet gennemgår de mange love, de mange institutioner og først og fremmest den praksis, som møder udsatte børn og unge samt deres familier.
 
Men vil, tør og ønsker den ny regering med sine skønne ønsker om frisættelse og afbureaukratisering mon det?

* Rettelse: I en tidligere version af indlægget fremgik det, at "psykologer i Familieretshuset ikke magter at møde familierne i det omfang, som var forventet". Der er imidlertid tale om eksterne psykologer, der har løst opgaver for Familieretshuset - og ikke Familieretshusets egne psykologer. Altinget beklager fejlen.