Justitia: Vi skal være forsigtige med afbureaukratisering på socialområdet

En tidligere undersøgelse fra Cepos viser, at antallet af love og bekendtgørelser er vokset med 53 procent fra 1989 til 2018, men nu skal der ifølge reformudspil fra både Socialdemokratiet og Venstre ryddes op i regeljunglen.

Ifølge de to partier kan der spares 2,5 milliarder kroner på administration og unødigt bureaukrati i kommunerne, som i stedet kan bruges på kerneopgaven med at sikre borgerne bedre velfærd.

Det lyder lovende, men inden man går i gang med at fjerne regler på det socialretlige område, bør man som minimum spørge sig selv, hvorfor udfordringerne opstår, og hvordan man kan sikre, at afbureaukratisering ikke sker på bekostning af borgernes retssikkerhed.

Omfangsrig lovgivning som ændres hyppigt

Justitia udgav i 2020 en rapport om regelkompleksitet på det socialretlige område, som blandt andet viste, at lovgivningen på området er omfangsrig og spredt ud over en række forskellige love og administrative forskrifter.

De 32 hovedlove, som var udvalgt til nærmere undersøgelse, havde i alt 2.213 paragraffer. Det lyder måske ikke af meget, men det viste sig, at lovene kun var toppen af isbjerget. De var nemlig ledsaget af ikke mindre end 908 bekendtgørelser, cirkulærer og vejledninger af varierende omfang.

Den bureaukratiske udfordring handler altså ikke kun om lovgivningens omfang

Birgitte Arendt Eiriksson
Vicedirektør, Justitia

Samtidig var lovgivningen præget af en hyppig ændringshastighed. I undersøgelsesperioden fra 1. januar 2007 til 1. juli 2019 blev der vedtaget 483 ændringslove til de 32 hovedlove, og i alt 4.686 paragraffer blev ændret. Det svarer til, at samtlige paragraffer i lovene blev ændret mindst to gange.

Flere af de mest centrale love var udsat for talrige ændringer. Det gælder for eksempel serviceloven, der blev ændret otte gange i 2007, 2008 og 2013, ni gange i 2012 og 2018 samt 13 gange i 2010. Et andet eksempel er aktivloven, som blev ændret otte gange i 2009 og 2015, ni gange i 2010 og 2012 samt 12 gange i 2014.

Den bureaukratiske udfordring handler altså ikke kun om lovgivningens omfang, men i høj grad også om de mange løbende ændringer, der stiller store krav til de myndigheder, som skal implementere de nye regler, og til de enkelte sagsbehandlere, som skal administrere efter regler i konstant forandring.

Hertil kommer udfordringerne for borgerne, som skal forsøge at gennemskue deres rettigheder og forpligtelser i regelsæt, som bliver mere og mere komplekse.    

Retssikkerhedens bureaukrati

På det socialretlige område er der mange sager, der handler sig om borgernes forsørgelsesgrundlag og andre former for hjælp til at udfolde sit liv. Det kan for eksempel være sager om kontanthjælp, førtidspension, bistand fra en handicaphjælper eller foranstaltninger til udsatte børn og unge og deres familier.

I sådanne sager, der handler om menneskers liv, kan regler om, hvordan sagerne skal behandles, herunder frister, krav om indhentelse af bestemte oplysninger, dokumentation af sagsskridt og iværksatte tiltag, muligvis fremstå som unødvendigt bureaukrati, der står i vejen for medarbejdernes faglighed og kontakt med borgeren.

Det er ikke uden risiko at fjerne regler, som skal sikre borgernes retssikkerhed

Birgitte Arendt Eiriksson
Vicedirektør, Justitia

Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at sådanne regler ofte er indsat i lovgivningen for at sikre, at der bliver ydet den hjælp og støtte, som borgerne har behov for og ret til, at sagen ikke trækker unødvendigt i langdrag, og at det efterfølgende er muligt at efterprøve, om sagen har været behandlet korrekt.

Det er ikke uden risiko at fjerne sådanne regler, som skal sikre borgernes retssikkerhed. Det gælder i særlig høj grad på det socialretlige område, hvor der typisk er flere borgere, som på grund af manglende ressourcer har vanskeligt ved selv at gøre deres ret gældende.

Behov for forsigtig oprydning

Det er bestemt ikke nogen dårlig idé at se nærmere på lovgivningen på det socialretlige område. Men inden man går i gang med at afbureaukratisere et af velfærdssamfundets grundpiller, bør man starte med at sænke hastigheden på lovgivningstoget og igangsætte et arbejde med at forbedre lovgivningens kvalitet og overskuelighed.

Det vil uden tvivl kunne lette den arbejdsmæssige byrde og komme både myndigheder og borgere til gavn. Dette arbejde kan også omfatte en nedbringelse af lovgivningens omfang, men det forudsætter, at man sætter sig grundigt ind i de bagvedliggende formål med reglerne, så borgernes retssikkerhed ikke sættes over styr i processen.