Af Jørgen Elm Larsen
Ph.d. og professor, Sociologisk Institut, Københavns Universitet

Alle mennesker er afhængige af at tilhøre et fællesskab. Eksklusion af fællesskabet er derfor et af de hårdeste slag, man kan få. Det er en voldsom følelsesmæssig oplevelse, hvis omgivelserne møder en med, at man ikke er værdig til at deltage. Social eksklusion er også det, der foregår i forbindelse med mobning og mobbeprocesser.

Nyere forskning har vist, at mobning sidder i kulturen, hvor børnenes sociale angstniveau kan læses i deres vogtning på hinanden. Hvis håbet om at høre til i gruppen trues ud over det niveau, vi kan holde ud, bruger man krudt på at sikre sig selv og sin gruppe både værdighed og prestige. Blandt andet ved at fratage andre værdighed og prestige. Balancen mellem værdighed og foragt forskydes, så foragtproduktionen hæves. Der sker en øget distancering, således de foragtede falder uden for empatisk relevans. Det bevirker, at man ikke mere lytter til dem, søger at forstå dem eller søger at inddrage dem. Der sker et fald i deres indflydelse generelt. Foragtproduktion er lindringsstrategier, som virker på kort sigt, men ikke fjerner den sociale angst i gruppen. Mobbeprocesserne indbefatter også vidnerne, som via deres passivitet eller deres forbehold/afstandtagen over for offeret legitimerer processen.

Mobning er et socialt fænomen. Eksempelvis påvirker og samvirker stedets fysiske rammer, økonomiske ressourcer, pædagogerne, lederen, forældrene, børnegruppen og det enkelte barns livshistorie på forskellig måde, når mobning finder sted.

Der må (gen)anlægges en helhedsbetragtning på daginstitutionerne, så de i højere grad forstås som (vugge)stuer og (børne)haver, hvor børnene kan være og opbygge deres fællesskaber på tværs af forskelligheder, i rum for en alsidig, kreativ dannelsesrejse, som i højere grad kan tage udgangspunkt i børnenes følelser og behov, og som orienterer sig mod hele livets mangfoldighed.

Jørgen Elm Larsen
Ph.d. og professor, Sociologisk Institut, KU

Ifølge nyere forskning kan børn begynde at mobbe og ekskludere hinanden allerede som 3-årige. For eksempel ved at holde et andet barn uden for en leg eller ved at drille, fordi et barn ikke har det rigtige legetøj med.

Nuanceret følelsessprog og forhandling af egne behov
Der er belæg for at antage, at børn fra familier med sociale problemophobninger har vanskeligere end andre ved at profitere af daginstitutionens tilbud. Der er hermed risiko for, at daginstitutionen kommer til at fungere som sorteringsmekanisme.

Hvem, der frasorteres, bliver et spørgsmål om hvilke familier, der er vant til at tale tingene igennem på fælles præmisser og hvilke, som i højere grad forholder sig til behovskonflikter gennem brug af åbenlys magt. 'Hold-kæft-pædagogikken' finder sted i familier, hvor det for eksempel hedder: "Hold kæft, sæt dig ned og spis din mad.' Dvs. at konflikten afgøres ved konkret at udelukke den andens behov(sformulering) fra den konkrete situation. Det er så den omgangsform, de børn lærer hjemme. De børn ville have godt af lære at udtrykke deres følelser og behov sprogligt og 'forhandle' dem med andre børn og de voksne. Og sker det ikke i familien, er behovet så meget desto større i vuggestuen. Ellers risikerer disse børn allerede at blive skubbet bagerst i køen i forhold til at klare sig socialt, når de forlader vuggestuen.

Selv om mobning er en kompleks proces, er mange af dem, der mobber, følelsesmæssigt understimulerede. De er også ofte sprogligt understimulerede. Offeret i samme børnegruppe kan, hvis omstændighederne ændrer sig, udvikle sig til at blive til bøddel, som en konsekvens af at have tilegnet sig denne sociale omgangsform. Det er en af 'hold-kæft-pædagogikkens' konsekvenser for den måde, vi forstår sociale relationer og reproducerer dem mellem mennesker.

Mennesker konstrueres livshistorisk og i konkrete kontekster
Heroverfor står den mere optimistiske tilgang, at daginstitutionen kan fungere som kompensatorisk foranstaltning, der kan være med til at dæmme op for eller neutralisere uhensigtsmæssige betingelser i opvækstmiljøet.

Men mobning opstår ikke bare, fordi børnene er sammen. Vi ved, at det ikke er en del af den menneskelige natur, at børn ekskluderer hinanden socialt. Det er en del af den menneskelige natur at overleve ved at være en del af et socialt samfund, og vi føler os eksistentielt truede, hvis vi bliver lukket ude.

Børnene afprøver forskellige sociale spilleregler, og det skal de voksne hjælpe dem med, sådan at børnene finder fornuftige måder at være sammen på. Det er i lige så høj grad de rammer, som forældrene og pædagogerne sætter for de små, der betinger, om fællesskabet udvikler mobning eller ej.

Vi behøver ikke stå model til menneskers destruktive adfærd, fordi vi har en forståelse af, hvordan de har fået den. Som forældre og pædagoger må man prøve at gennemskue, hvor børnenes sociale angst og hånepraksis kommer fra, dvs. hvad det er for nogle mekanismer, der bevæger børnene. Og de voksne skal kunne stille op med tilbud om måder at forstå tingene på, som ændrer den ekskluderende kultur og øger den gensidige tillid i stedet for fordømmelsen. Det skal der ressourcer til, både i form af tid, vilje og forståelse. Men det er nødvendigt, når en fordømmende kultur er blevet naturlig for gruppen at leve i.

Social ulighed i børne-/ungehøjde
Det er ikke entydigt, hvad der bliver mobbet omkring, for når angsten flimrer i en gruppe, kan den ramme med en relativ tilfældighed i sin søgen efter nogen eller noget at fordømme.

Men det er ikke tilfældigt hvilke grupper, der er mest involveret i mobning i de danske skoler. I de sidste 10-12 år er der registreret et markant fald i forekomsten af mobning i de danske skoler. I 2010 var det dog stadig cirka hver tyvende barn i gennemsnit af danske skolebørn, der blev udsat for mobning mindst et par gange månedligt.

Men det er over hvert fjerde barn fra de socialt dårligst stillede familier, der bliver mobbet i løbet af skoleåret. Og ligeledes hvert fjerde herfra, som er bøddel. En undersøgelse af mobning blandt unge mennesker viser, at gruppen af unge, der føler sig mobbet på en ubehagelig måde hhv. i skolen eller på arbejdspladsen, er størst, blandt dem, hvis forældre alene har folkeskoleuddannelse og mindst, hvis forældrene har lang videregående uddannelse.

I 'højkvalitets'-børnehaver, dvs. børnehaver med mange voksne, mange pædagoguddannede voksne, balanceret kønsfordeling, balanceret fordeling på etnicitet og en stabil personalegruppe, kan man spore resultater af børnehavens kvalitet i børnenes faglige formåen hele ti år efter.

Det har ligeledes vist sig, at 'højkvalitets' dagpasning tidligt i barndommen kan have længerevarende positiv effekt for udviklingen af emotionelle kompetencer og sproglige og intellektuelle færdigheder; ikke bare i barndommen, men også i ungdom og voksenliv. Det sætter børnene bedre i stand til at klare sig - også i belastede omgivelser.

Man kan desuden forvente, at den sociale omgangsform, som læres i barndommen, følger med fra børnehave til skole og videre til arbejdspladsen. Så hvis de sociale relationer er præget af angst og eksklusionsprocesser, kan det give læringsvanskeligheder såsom koncentrationsbesvær. Psykologisk mishandling, f.eks. hvor forældre mobber eller ydmyger barnet, har en dyb og skadelig virkning også på langt sigt.

Det må derfor antages, at institutionsrammernes højkvalitet, bredt forstået, har stor betydning både for en positiv emotionel, sproglig og faglig udvikling – og for en nedbrydning af socialt betingede negative mønstre.

Inkluderende omgangsform i -stuen og -haven
Det er et vilkår, at mennesker er forskellige. Det er ligeledes et vilkår, at der opstår behovsorienterede konflikter i alle fællesskaber. Vi ved desuden, at empati er en menneskelig egenskab, som kan læres i en meget tidlig alder.

Hvordan kan udviklingen af empatiske omgangsformer fremmes i daginstitutionerne?

Her kan den upåagtede pædagogiske faglighed inddrages, dvs. den faglighed, som foregår imellem de planlagte pædagogiske aktiviteter. Institutionen konstituerer en livssammenhæng for børnegruppen i samspil med pædagogerne. Her er på en gang hverdag og en samfundsmæssig institutionspraksis med bestemte socialisationsopgaver. Ingen enkelthandlinger i situationen som f.eks. modtagelse af børnene om morgenen, spise, tøj af/på, tale med det enkelte barn, mane til ro, gå ind på børnenes "snyd" osv. kan betragtes uafhængigt af denne kontekst. Der foregår en hel række ting og disse opgaver fylder meget hver dag. Og de formidler på afgørende måde sammenhængen i hverdagen og har afgørende betydning for den måde, hverdagen former sig på. Også i disse sammenhænge lærer børnene om ligeværdige og trygge fællesskaber, som kan medvirke til at forebygge mobning.

En prioritering af sprogliggørelse af børnenes følelser og følelsesudtryk, ønsker og behov også i disse konkrete sammenhænge kan danne udgangspunkt for kreative indfald og nytænkning inden for institutionsrammen. Det betyder ikke, at børnene ikke generelt skal lære intellektuelle eller kropslige færdigheder. Der er blot tale om en overordnet diskret forholden sig til børnenes egne udspil og måder at være til stede på, en implicit intentionalitet (i modsætning til laizzez faire-holdning) med henblik på at understøtte og opmuntre børnenes egne initiativer til et både trygt og kreativt fællesskab.

Om det lykkes eller ej, afhænger ikke alene af pædagogerne, men også af de institutionelle rammer, de har at fungere under. Her er det pædagogiske kvaliteter som 'en afspændt atmosfære', hvor der er mulighed for at forholde sig til konflikter, og hvor børnene i vidt omfang bevæger sig frit og hjemmevant. En anden pædagogisk kvalitet er nærvær i situationen i modsætning adspredthed eller en grad af ligegyldighed. Dette står ikke i modsætning til, at pædagogerne griber ind, hjælper, vejleder eller til at børnene for eksempel lærer bogstaver eller tal.

Men der må (gen)anlægges en helhedsbetragtning på daginstitutionerne, så de i højere grad forstås som (vugge)stuer og (børne)haver, hvor børnene kan være og opbygge deres fællesskaber på tværs af forskelligheder, i rum for en alsidig, kreativ dannelsesrejse, som i højere grad kan tage udgangspunkt i børnenes følelser og behov, og som orienterer sig mod hele livets mangfoldighed.