Af Jørgen Elm Larsen
Ph.d. og professor, Sociologisk Institut, Københavns Universitet

Mens vi venter på Ankestyrelsens 2. rapport om kommunernes anvendelse af
lægekonsulenter, er det værd at erindre nogle af de problemstillinger, som har
medvirket til at rejse debatten om disse konsulenter og deres funktion.

Fejl og utidig indblanding fra lægekonsulenterne
Ifølge Ankestyrelsens 1. rapport oplyser 53 pct. af landets kommuner, at brugen af
lægekonsulenter kan betyde en revurdering af borgernes helbredsmæssige forhold. Det fremgår ligeledes, at en af lægekonsulenternes kerneopgaver i forbindelse med den lægelige udredning er at komme med en vurdering af helbredsforholdenes betydning for borgernes funktionsevne og skånebehov i forhold til arbejdsmarkedet.

Når det går galt - og det er der flere eksempler på - og sagerne trækkes i
langdrag, eller der træffes forkerte afgørelser, kan det have store menneskelige konsekvenser til følge. Et eksempel på dette er Karen Larsen fra Nakskov, som blev invalid efter en trafikulykke, men som i årevis - uretmæssigt - ikke fik tilkendt førtidspension.

I Borgerrådgivningen i København kommer der ofte frustrerede borgere, som fortæller, at kommunens sagsbehandlere og lægekonsulenter vurderer deres funktionsevne som langt bedre, end de privatpraktiserende psykologer og psykiatere gør.

Jørgen Elm Larsen
Professor, Københavns Universitet

En lignende sagsbehandling har fundet sted i forbindelse en selvmordstruet person i Københavns Kommune. Men kommunen har sparet penge, fordi den ikke har skullet bevillige pension eller fleksjob så længe.

I Borgerrådgivningen i København kommer der ofte frustrerede borgere, som fortæller, at kommunens sagsbehandlere og lægekonsulenter vurderer deres funktionsevne som langt bedre, end de privatpraktiserende psykologer og psykiatere gør.

Afdelingslæge Ellen Ryg Olsen fra Rehabiliteringscentret for Torturofre (RCT) har ofte oplevet afmagten ved at blive underkendt af en papirlæge, dvs. en offentligt ansat lægekonsulent. Hun mener, det er uholdbart, at lægekonsulenterne har magt til med et pennestrøg at feje erklæringer udarbejdet af praktiserende læger og speciallæger til side og dermed underkende deres professionalitet. Hun har bl.a. oplevet, at en offentligt ansat lægekonsulent ville tvinge en af hendes patienter, et tidligere offer for tortur, i medicinsk behandling imod patientens eget ønske.

Også i fagbevægelsen har jurister og socialrådgivere haft sager, hvor lægekonsulenter misforstår deres rolle og går langt ud over deres lægelige kompetencer. Desuden er der sket en stigning i sager med fejlagtige og direkte forkerte udtalelser fra kommunernes lægekonsulenter i forbindelse med medlemmernes ansøgninger om fleksjob eller pension, hvor lægekonsulenterne kommer med udtalelser, der ikke er grundlag for i de lægefaglige papirer.

Det er også sket, at en lægekonsulent på trods af speciallægeudtalelser rejste tvivl om, hvorvidt en syg borger var motiveret i forhold til at arbejde. En sådan vurdering er svær at få slettet igen. Den kan samtidig føre til afslag på ansøgning om førtidspension. Det handler derfor ikke alene om sociale ydelser. Når det er så svært at få slettet forkerte udtalelser fra lægekonsulenter, udgør det også en trussel mod borgernes retssikkerhed.

Udbredt brug af lægekonsulenter, men ingen statslig lovgivning eller uvildig klageinstans
Brugen af lægekonsulenter er udbredt: 95 pct. af kommunerne anvender altid eller ofte lægekonsulenter i sagsbehandlingen, når sagerne drejer sig om førtidspension, fleksjob eller sygedagpenge.

Der er desuden sket en stigning i kommunernes brug af lægekonsulenter i sager, der omhandler borgere med særlige sociale problemer.

I den sociale lovgivning står der imidlertid intet om de kommunale lægekonsulenters arbejdsopgaver. Kommunerne har derfor et retsligt grundlag til frit at indrette og organisere lægekonsulenternes arbejde, som det passer dem.

Uvildige klagemuligheder er der ikke. Borgerne kan kun klage til borgmesteren i egen kommune. Derudover kan man klage til de administrative ankeinstanser. Den manglende lovgivning på området svækker derfor borgernes retsstilling overordentlig meget. Skal kommunerne kunne anvende lægekonsulenterne, som de vil?

Lovgivning eller afskaffelse af de kommunale lægekonsulenter?
Et samfund kan måles på, hvordan det behandler sine svageste. Hvordan tegner denne problematik sig for de eksklusionstruede og udstødte? Det er ofte her, de omtalte lægelige vurderinger finder sted og ofte her, der ikke er de store ressourcer til at følge med i sagen endsige anke diverse afgørelser.

Samtidig kræves der ressourcer som f.eks. jurister og socialrådgivere i fagbevægelsen, hvis en afgørelse skal ændres. Er man ikke del af sådant et netværk, risikerer man, at magtbalancen mellem den kommunale forvaltning og borgeren bliver helt urimeligt skævvredet. Så er ankemuligheden i realiteten kun en formel og ikke en reel mulighed. Det er et demokratisk sort hul i den danske velfærdsstat.

Socialminister Karen Hækkerup har udtalt: "Hvis den kommende undersøgelse afdækker problemer, handler vi på det." Og: "Når undersøgelsen kommer, tager vi gerne debatten."

Men er der mere end to muligheder?
1. Der kan lovgives konkret på området. Politikerne kan gå imod kommunernes umiddelbare interesser og sikre, at der sker en utvetydig opsplitning i opgaverne for lægerne indenfor og udenfor forvaltningen, og politikerne kan sikre borgerne mulighed for at anke til en uvildig instans.

2. Lægekonsulentinstitutionen kan nedlægges igen. Politikerne kan i stedet sørge for den tiltrængte styrkelse og opkvalificering af den konkrete dialog mellem forvaltningen og borgerens egen læge og øvrige specialister.