I dag forarger historien om Sprogø-kvinderne. Men ifølge to historikere findes afskyen for "de uduelige" stadig i vores socialpolitik

"Der er stadig nogle grupper, som staten anser som en byrde for det store flertal og for fremskridtet," siger Sarah Smed, som er historiker og til daglig leder Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg. 

Ved hjælp af historisk arkivmateriale - journaler, breve og artikler – har de to forfattere skrevet 400 sider om de unge kvinder fra Sprogø. 

"Det er en historisk undersøgelse, vi har lavet. Men vi peger samtidig pile ind i nutiden ved at bruge de historiske tendenser som et spejl," siger Stine Grønbæk Jensen, som er antropolog med en ph.d. i historie og er ansat på Københavns Universitet.

Vi peger samtidig pile ind i nutiden ved at bruge de historiske tendenser som et spejl

Stine Grønbæk Jensen
Forfatter til 'Pigerne fra Sprogø'

Fra prestigeprojekt til politisk afstandtagen 

Da ideen om at oprette en ø-anstalt blev udviklet, var det et prestigeprojekt. Det var en progressiv og human ide, mente man.

Ifølge Stine Grønbæk Jensen hænger det sammen med, at man i samme periode begyndte at opbygge velfærdsstaten. 

"Socialdemokratiet kæmpede for at få gennemført nogle store, sociale reformer, som skulle skabe et sikkerhedsnet for den almene arbejder," siger hun og tilføjer:

"Samtidig gjorde Steincke (Karl Kristian Steincke, daværende socialminister for Socialdemokratiet, red.) meget ud af at få trukket en grænse, så antallet af mennesker, der skulle modtage sociale ydelser, ikke bare voksede og voksede. Derfor måtte man udskille dem, der blev anset for værende unyttige." 

"Socialdemokratiet ville skabe en sund arbejdsstyrke. Ideen var samtidig, at de unyttige skulle passes på, men ikke måtte få børn og sprede deres dårlige gener," siger hun. 

I dag tages der bred politisk afstand til den behandling, de blev udsat for.  

"Borgere i statens varetægt har været udsat for ubegribeligt horrible overgreb," sagde socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) eksempelvis i marts sidste år. I efteråret 2023 gav hun på vegne af regeringen en undskyldning til de unge kvinder, der blev sendt til Sprogø.

Men logikkerne ligger stadig forankret i socialpolitikken. 

"Vi kan spore samme mønstre i måden at tale om nogle grupper, der anses som værende en byrde for det store flertal og for velfærdssamfundet. Det kommer eksempelvis til udtryk på det specialiserede socialområde. Nogle politikere fremhæver fortsat, at der må trækkes en grænse, ellers bryder velfærdssamfundet sammen," siger Sarah Smed.

"Ja, og der er stadig nogle grupper, der bliver udpeget som en trussel for velfærdsstaten," tilføjer Stine Grønbæk Jensen, som også peger på, at et flertal i Folketinget i 2018 var parate til at anbringe afviste asylansøgere på øen Lindholm. 

Vi tilpasser stadig individet til staten

Essensen er, at vi stadig tilpasser individet til staten.

De mener, at der kan drages paralleller til den måde, hvor unge mennesker, der har svært ved at passe ind i præstationssamfundet – ofte på grund af deres sociale baggrund – fortsat gøres til "mistænkelige problembærere".

"Hvis der er nogle børn, der har svært ved at fungere i et overfyldt klasselokale, så kunne vi jo forsøge at justere rammerne. Men i stedet bliver det ofte børnene, der ikke passer ind, der gøres til problemet," siger Stine Grønbæk Jensen.

Logikken er den samme som på Sprogø: den enkelte gøres til problemet. Ikke den måde, vi har indrettet samfundet på

Stine Grønbæk Jensen
Forfatter til 'Pigerne fra Sprogø'

"Logikken er den samme som på Sprogø: den enkelte gøres til problemet. Ikke den måde, vi har indrettet samfundet på."

Et andet eksempel er anbringelsen af børn. I bogen skriver forfatterne, at man som anbragt barn eller ung næsten "per definition gøres til genstand for statens genopdragelse og bekymring, og at det for unge kvinders vedkommende især kommer til udtryk i bekymring for deres seksualitet og moderskab".

"Sprogø var indrettet til dem, der stak af fra tidligere hjem og anstalter. Dem, der ikke kunne tilpasse sig tilbuddets regler og rutiner. I dag er det heldigvis sådan, at hjælpen til udsatte skal tilpasses den enkelte. Men både dengang og i dag var og er der en tendens til, at man bruger hårdere og hårdere metoder for at få dem til at passe ind," siger Stine Grønbæk Jensen.

"Der er også eksempler på, at unge stikker af fra opholdssteder i dag. Der er behov for, at vi bliver bedre til at forstå hvorfor, og undersøger, om vi kan løse det bedre," tilføjer Sarah Smed.

Læs flere historiske bøger

Begge forfattere har en opfordring til, hvordan vi kan holde op med at gentage fortidens fejl.

"Jeg håber, at der er flere politikere, der vil læse historiske bøger. Ikke bare 'Pigerne fra Sprogø', men jeg tror, mange politikere ville kunne skabe bedre løsninger, hvis de fordybede sig mere i, hvilke ideer og strømninger, der gjorde sig gældende før i tiden," siger Sarah Smed.

Jeg kunne godt frygte, at fremtiden vil  anse det som meget uværdigt, at man i dag ikke tager afsæt i en mere medmenneskelig praksis

Sarah Smed
Forfatter til 'Pigerne fra Sprogø'

"Ja, vi ser ofte den måde, vi løser problemer på her og nu, som en nødvendighed. Men når man læser historiske bøger, kan man jo se, hvordan også tilgange, vi i dag finder forrykte, engang er blevet betragtet som en nødvendighed. Eksempelvis diagnoser som 'moralsk åndssvag' eller ø-anstalter," tilføjer Stine Grønbæk Jensen.

Tror I, at der i fremtiden er politikere, der vil undskylde for nogle af de praksisser, vi gør brug af i dag?

"Hvis der kommer sådan en undskyldning, vil jeg tro, den vil blive knyttet an på uværdig behandling. Der er tilfælde, hvor man ikke ser på hele menneskets livsudfordringer, men i stedet tænker, at hvis mennesket ikke kan bidrage på en bestemt måde, så skal der være konsekvenser eller sanktioner. Det tror jeg, eftertidens blik vil anse som uværdigt," siger Sarah Smed og tilføjer:

"Det er jo ikke nyt at putte folk i særlige kasser og kategorier, og jeg kunne godt frygte, at fremtiden vil  anse det som meget uværdigt, at man i dag ikke tager afsæt i en mere medmenneskelig praksis." 

Stine Grønbæk Jensen peger i øvrigt på, at vores menneskerettigheder er kommet under pres.

"Vi ser en større og større tendens til, at værdighed er noget, man skal gøre sig fortjent til. Nogle gange kan jeg blive meget bange for, at perioden med respekt - også for de meste udsatte menneskers rettigheder - blot bliver en parentes i historien," tilføjer hun.