Caspar Eric: "Hvis flere politikere i Folketinget havde børn med handicap, var mit oprør ikke nødvendigt"
Der er alt for mange, der ikke aner, hvor galt det står til på handicapområdet, mener forfatter Caspar Eric, som er aktuel med en ny digtsamling om emnet. Han håber, poesien kan starte en samtale om, hvordan vi gør op med det, han kalder "den systematiske diskrimination af mennesker med handicap".
Ida Elmdal Thagesen
PodcastredaktørVreden er til at tage og føle på i Caspar Erics nye digtsamling, ’NYE BALANCER’.
Den handler om at leve med et handicap, og om at måtte give afkald på muligheder, som vi andre tager for givet, når man som Caspar Eric eksempelvis har cerebral parese, hvilket gør, at han er gangbesværet.
Tematikken var også present i 'Nike', et 88 sider langdigt om livet som handicappet, som forfatteren udgav i 2015 og modtog flere priser for. Men som Caspar Eric selv formulerer det, har han siden savnet fokus på det politiske, på det, han kalder "den systematiske diskrimination" og på "den totale mangel på politik" på handicapområdet.
I 'NYE BALANCER' er den politiske dagsorden til gengæld fuldstændig uomgængelig:
"Nu er der krig i verden og krisetid igen. / Så kan I regne med at udflugterne på bostederne bliver aflyst. / Så kan I regne med at det bliver et spørgsmål om prioritering. / Og at inde i det spørgsmål er der et os, der taber."
Caspar Eric vil bruge sin poesi til at forene det omtalte "os", han vil råbe magthaverne op, han vil give de handicappede et fælles sprog, han vil kræve sin plads i den offentlige debat. Men hvad er det egentlig, han vil sige? Hvilken form for politisk handling vil han have?
Jeg vil gerne fokusere på det politiske, skriver jeg i en SMS til ham, da vi planlægger et interview.
Dejligt med det politiske, svarer han, jeg har skrevet den, fordi den skal føre til konkrete forandringer.
Og så mødes vi til en kop kaffe og en snak om at leve med et handicap.
Ny bog af Caspar Eric
- Forfatter Caspar Eric (født 1987) er aktuel med bogen ’NYE BALANCER’, som udkommer på Gyldendal den 3. februar
- Bogen består af en række ’handicapdigte’, som sætter fokus på, hvordan det føles at leve med et handicap i dagens Danmark
- Caspar Eric har en kandidat i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet og har tidligere udgivet en række digtsamlinger, blandt andet ’7/11’, ’Nike’, ’ALT HVAD DU EJER’ og ’VI KAN GØRE MEGET’
- Han lever selv med cerebral parese og er aktiv i den offentlige debat om handicapområdet
Hvorfor vil du sætte fokus på det handicappolitiske?
"Bogen er skrevet på frustration, fordi der ikke er sket noget på handicapområdet i mange år. Tag bare den rapport, Rigsrevisionen udgav sidste år. Det var en sønderlæmmende kritik. De dokumenterer, at borgere med handicap ikke får de ydelser, som de er berettigede til ved lov."
Hvorfor er det vigtigt?
"Jeg tror der er meget få, der tænker på, hvor store konsekvenser det har for nogle, når de ikke får den hjælp, de har brug for. Og jeg tror der er meget få, der tænker på, at vi i Danmark har systematisk diskrimination af mennesker med handicap."
Kan du give et eksempel på konsekvenserne?
"Det har eksempelvis konsekvenser for os, der er gangbesværede. På enhver gade i København er der butikker, vi ikke kan gå ind i. Selvom der står i FN’s handicapkonvention, at alle har ret til kulturliv og fritidstilbud, så har vi de facto ikke den adgang. Det er det, jeg kalder systematisk diskrimination."
Hvad ønsker du helt konkret, at der ændrer sig?
"Jeg ønsker først og fremmest, at handicappede får den hjælp, som det er lovbestemt, at vi har ret til. Det synes jeg er et meget lille krav.
Derudover håber jeg, at vi kan begynde en samtale om, hvilken slags velfærdsstat vi ønsker, og hvem den er til for."
Der er enormt meget fokus på kvinders rettigheder, på transkønnedes rettigheder og på bevægelser som #blacklivesmatter i den offentlige debat. Det er godt. Men der har manglet det samme fokus på handicapområdet
Caspar Eric
Forfatter
Hvad får dig til at tro, at du kan forandre noget nu?
"Der er enormt meget fokus på kvinders rettigheder, på transkønnedes rettigheder og på bevægelser som #blacklivesmatter i den offentlige debat. Det er godt. Men der har manglet det samme fokus på handicapområdet, men det håber jeg, denne digtsamling kan være med til at ændre.
Og jeg kan mærke en parathed i miljøerne, en villighed til, at det er okay at være vred. Den stammer til dels fra disse andre bevægelser. Hvide feminister har åbnet et rum, hvor det eksempelvis virker fuldstændig absurd, at vi kan snakke om barselsrettigheder, uden at vi også må tale om handicapsektoren."
I "DET VREDE DIGT, HAHA" kommer du netop ind på den feministiske bevægelse og hvordan den tager plads i den offentlige debat. Du skriver om "akut jalousi". Hvorfor er du jaloux på feministerne?
"Jalousien opstår, når jeg ser mobiliseringskraften i den feministiske bevægelse og lydhørheden over for dem i medierne, og jeg samtidig mærker, at den er fuldstændig fraværende, når det kommer til os handicappede.
Der eksisterer en holdning om, at samfundet ikke kan gøre for, at der findes handicappede mennesker, og at vi jo bare skal være taknemmelige for, at samfundet jo i forvejen hjælper os, således at vi har det lidt mindre slemt, end vi ellers kunne have det."
Uddrag fra "DET VREDE DIGT, HAHA"
I en tømmermandsmorgen med slidte fingre: / Her ser vi mig ligge og / doomscrolle gennem Instagram
Så mærker jeg pludselig den akutte jalousi / over feministiske fællesskaber / og opråb om bedre barsel.
De kæmpende kvinder. Forenede kvinder. / Så er det altså sådan det føles / at være en overset hvid mand.
En bippende stemme i mit apatiske indre : / Det ender sikkert at koste / på handicapområdet
fordi vi bliver aldrig nok / til at udgøre en modstand / eller samle folk bag os / og vi kan ikke bare lige gå på gaden.
(...)
Hvordan kommer det til udtryk?
"Det kommer til udtryk, når serviceloven brydes, og når kommunerne underbudgetterer på handicapområdet. Det kommer også til udtryk, når vi taler om handicappede som en gruppe, der er en generel udgift for samfundet."
Hvorfor tror du, den holdning eksisterer?
"Det bunder i den måde, vi snakker om mennesker med handicap på. Den måde, vi har bygget vores verden op efter dem, vi anser som 'de normale', hvilket betyder, at mange mennesker ikke kan gå op i en helt almindelig trappeopgang, hvis der ikke er en elevator. Det er hele grunden til, at jeg er digter. Jeg vil gerne vil vise folk det, de ikke ser. De blinde vinkler."
Du fortsætter digtet således: "Så er det altså sådan det føles at være en overset, hvid mand"?
"Ja. Jeg forstår godt de hvide mænd på Vestegnen, som føler sig overset. Jeg forstår frustrationen, når ingen tager sig af dine problemer, du føler dig overset, og så ser du i medierne, at alle de her mennesker, som ikke er dig, får taletid. Det er dén følelse, jeg prøver at sige noget om."
Du adresserer også, hvem det er, du taler til. I et andet digt skriver du eksempelvis: "Må stolenes ejermænd møde en fremtid med handicappede børn." Hvem er det, og hvorfor vil du råbe dem op?
"Det er dem, der sidder på stolene. Magthaverne. Dem, der bestemmer ting. Jeg vil gerne have dem til at forstå ting om verden, som de ikke forstår nu. Hvis der var flere der forstod, hvordan det er at leve med et handicap, eller flere i Folketinget, der havde børn med handicap, ville vi slet ikke have brug for at have den her snak. Så ville der ske noget."Hvis der var flere der forstod, hvordan det er at leve med et handicap, eller flere i Folketinget, der havde børn med handicap, ville vi slet ikke have brug for at have den her snak
Caspar Eric
Forfatter
Er det ikke et lidt naivt håb, at det pludselig skal ændre sig?
"Jo, men hvad skal vi ellers gøre? Skal vi så bare sidde og dø ude på plejecentrene? Det dumme håb er mit sted at skrive fra."
Og "håbet" er da også en lige så uomgængelig present i Caspar Erics digtsamling som "vreden". I det, som han selv kalder "Daisy-digtet", beskriver han følelsen af håb, der bygger sig op, da dronningen i sin nytårstale siger, at "VI ER NOGLE FOR HVEM VEJEN GENNEM SAMFUNDET SLET IKKE ER JÆVN OG DET GÆLDER I HØJ GRAD FOR DEM DER MÅ SLÅS MED ET HANDICAP", og at han hader sig selv for at føle håbet, for " … FOR AT SÅDAN EN TALE FØRER TIL REELLE POLITISKE ELLER SOCIOKULTURELLE FORANDRINGER ER MININIMAL MEN MÅSKE ER VI ALLIGEVEL PÅ VEJ MOD NYE TIDER OG NYE BALANCER OG NYE ALLIANCER."
En ting er sikker: Der er både vrede og håb blandt mennesker med handicap. Vi får se, om forandringen følger med.
"Og hvis der ikke snart sker noget, så håber jeg, at vi får en handicaprevolution. Hvis folk bliver ved med at sige, at de er ligeglade, så kommer vi efter jer. Så kommer oprøret," afslutter Caspar Eric.