Handicapråd i København: Flyt penge til socialområdet fra andre forvaltninger

Af Janne Sander
Formand, Handicaprådet i Københavns Kommune

Der mangler utrolig mange penge på hele socialområdet i Københavns Kommune. Og jeg er ikke naiv. Vi får nok ikke alle de penge, som vi mangler til borgere med handicap, til hjemløse, til udsatte børn.

Eller til alle de andre enkeltområder. Dertil er efterslæbet simpelthen for stort.

Det får mig ikke til at opgive kampen, men derimod med stor appel forsøge at overbevise samtlige partier på Københavns Rådhus om, at de skal prioritere socialområdet endnu højere, end de gør i dag.

Københavnere med handicap nedprioriteres
Kommunens serviceniveauer er simpelthen blevet alt for lave. Det kan der ikke være to meninger om. Borgerne mærker nu for alvor konsekvenserne af års sparepolitik og underprioritering.

Det bedste, jeg kan sige om Københavns Kommunes såkaldte kvalitetsstandarder for borgere med handicap, er, de giver gennemsigtighed. Dermed bliver det helt transparent, hvad kommunen tilbyder borgerne.

Danmark er for rigt et land til at byde sine svageste og mest sårbare borgere mindre og mindre år for år. 

Janne Sander
Formand for Handicaprådet i Københavns Kommune

I Handicaprådet er vi enige om en helt anden vej, hvor vi investerer i både borgere og medarbejdere. Vi ønsker flere sagsbehandlere, så ansøgningerne om hjælp kan behandles hurtigere, og flere pædagoger på botilbuddene.

Skal vi virkelig acceptere, at folk, der aldrig har boet for sig selv, nu skal gøre netop det? Eller at en arbejdsuge på en beskyttet arbejdsplads forkortes fra fem til tre dage?

I Handicaprådet har vi meget svært ved at forstå, at københavnere med handicap, som allerede modtager en ringere service i sammenligning med borgere i de øvrige store byer i landet, skal nedprioriteres til et niveau, der udelukker en tilværelse med tryghed og livsudfoldelse.

Borgerrepræsentationen skal prioritere anderledes
Danmark er for rigt et land til at byde sine svageste og mest sårbare borgere mindre og mindre år for år. Og København er for rig en by til at ende i en uværdig kappestrid, hvor socialudvalget tvinges til at tage penge fra den ene svage gruppe for at give til en anden.

Det duer ikke. Kagen skal gøres større. Og der hviler et stort ansvar på Borgerrepræsentationens skuldre, når de om kort tid sætter sig til forhandlingsbordet og skal prioritere næste års budget for København.

Handicaprådet står ikke alene med kritikken. Kommunens mange dygtige medarbejderes faglige organisationer har også råbt vagt i gevær. Økonomien er nu så presset, at det går ud over det faglige niveau.

For mig vidner det om samvittighedsfulde og dygtige medarbejdere i socialforvaltningen, som kerer sig om borgerne og kun ønsker én ting, nemlig at kunne gøre det, de er ansat til: at give borgerne den bedst mulige hjælp og service.

Medarbejderne gør i dag deres bedste inden for de politiske prioriteter og stramme administrative rammer, der udstikkes. Det har jeg stor respekt for.