Forskere: Algoritmer i det sociale arbejde bliver næppe en spareøvelse. Men der er et potentiale
Algoritmer på socialområdet er en vanskelig vej med mange faldgruber, men løsningerne på socialområdet står ikke i kø, og derfor kan vi ikke helt fraskrive os algoritmer som en løsning, skriver Kenneth Kristensen og Lene Mosegaard Søberg.
Kenneth Kristensen
Selvstændig rådgiver, ph.d. fhv. kommunaldirektør, Dragør KommuneLene Mosegaard Søbjerg
Uddannelsesdekan, VIA University College, fhv. leder, NUBU – Nationalt center for forskning i udsathed blandt børn og ungeEfter en række skandalesager i 2010’erne med voldsomme eksempler på mistrivsel hos børn er antallet af underretninger med bekymringer for børn og unges trivsel og udvikling steget markant fra 96.948 i 2015 til 137.986 i 2019.
Både politisk og fagligt har man efterspurgt en tidlig indsats, og mange tiltag har været forsøgt med vekslende resultater. Samtidig er det blevet stadigt vanskeligere at rekruttere og fastholde socialrådgivere og andre fagprofessionelle til området. Hverken antallet af børn med mistrivsel eller tilgangen af fagprofessionelle synes i bedring i overskuelig fremtid.
Er der et uudnyttet potentiale i at anvende algoritmer og kunstig intelligens til at håndtere opgaver på socialområdet?
Det spørger Altinget Social om i en ny temadebat, hvor vi blandt andet dykker ned i fordele og ulemper ved at anvende kunstig intelligens til at løse opgaver på socialområdet.
Om temadebatter:
Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.
Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Vil du bidrage til debatten om kunstig intelligens? Skriv til [email protected].
Algoritmer har været foreslået som et potentielt bidrag til at finde løsninger, og nogle kommuner (for eksempel Gladsaxe og København) har været i gang med at udvikle modeller, som dog har mødt offentlig kritik.
Algoritmer har blandt andet været kritiseret for at være biased i forhold til etnisk oprindelse, vise ”falske positive,” levere afgørelser på et uklart grundlag, kompromittere data- og retssikkerheden og i det hele taget give borgerne oplevelsen af et overvågningssamfund, som ingen ønsker sig.
Løsningerne på socialområdet står dog ikke i kø, og derfor er det også ret flot helt at fraskrive sig muligheden for, at algoritmer kan være et bidrag.
Borgere, politikere og medarbejderes opbakning
Det betyder ikke, at algoritmer er et uproblematisk redskab – langt fra, men måske er der en mellemvej, hvor kommunerne forsøger at tage højde for kritikken i arbejdet med algoritmer. En række centrale forudsætninger vil i så fald være:
- Borgernes tillid skal være i centrum. Algoritmer er svære at forstå, hvilket skaber utryghed. Derfor er involvering og klar kommunikation vigtig. Borgerne skal have mulighed for at få en lige så grundig og saglig forklaring på beslutninger, hvor en algoritme har været inddraget, som de får på alle andre beslutninger. Desuden kan kommunerne overveje at styrke borgerperspektivet og tilliden ved at involvere for eksempel organisationer som Børns Vilkår i modelarbejdet.
Algoritmer indeholder etiske og andre dilemmaer, som må afvejes demokratisk – ikke administrativt
Kenneth Kristensen og Lene Mosegaard Søbjerg
Hhv. ph.d-studerende, fhv. kommunaldirektør og ph.d., centerchef, NUBU
- Politikernes opbakning er vigtig, fordi algoritmer indeholder etiske og andre dilemmaer, som må afvejes demokratisk – ikke administrativt. Vejen til politikernes hjerte går gennem borgerne, så hvis borgerne støtter projektet, vil politikerne normalt også gøre det. Desuden kan den politiske interesse skærpes ved at tage afsæt i kerneopgaven – ikke teknologien. Den politiske indsigt kan styrkes ved at fremvise testversioner og gøre det meget konkret. Den politiske risiko kan reduceres ved at arbejde for en bred tværpolitisk opbakning og at afprøve i lille skala.
- Medarbejdernes støtte til udviklingen er afgørende for et godt resultat. Det er vigtigt, at medarbejdernes faglighed anvendes i udviklingen af algoritmerne, så de forstår både muligheder og begrænsninger ved den beslutningsstøtte, de tilbydes, og er fagligt trygge ved at anvende den. Det er ledelsens ansvar, at medarbejderne har de kompetencer, der skal til for at vurdere og forklare algoritmers forslag.
- Organisatorisk kapacitet. Organisationen må have kapacitet og ressourcer til at udvikle og drive værktøjer, der bygger på algoritmer. Det juridiske grundlag skal være på plads, og der skal være de rette kompetencer i både IT-afdeling og socialforvaltning. Kun ved et tværfagligt samarbejde kan der udvikles redskaber, der ikke bare er baseret på (tilfældige) eksisterende data og teknologier, men som med afsæt i den faglige kerneopgave udvælger, indsamler og anvender data forsvarligt. Datasikkerhed og datakvalitet skal være i top, og det er ikke kun en opgave for IT-afdelingen, men i lige så høj grad en opgave for de medarbejdere, der skal sidde med opgaven, og de chefer der skal stå til ansvar for dem.
Ikke en spareøvelse
Desuden må man erkende, at inddragelse af algoritmer i det sociale arbejde ikke vil være en spareøvelse. Måske tværtimod. Der vil under udvikling og implementering være en markant udgift, og derefter vil der være en konstant driftsudgift til at vedligeholde system, uddanne personale og informere offentligheden.
Til gengæld er der et potentiale i at fokusere socialrådgivernes tid på den faglige opgave og i at få mere præcise og ensartede beslutninger for borgere i samme situation. Således kan algoritmer også bidrage til at færre børn i mistrivsel ”går under radaren.”
Er algoritmer en vanskelig vej med mange faldgruber? Absolut. Er der alligevel et potentiale? Absolut, men potentialet kræver omhyggelige og bevidste valg for at blive indfriet.