Konsulenter og forskere: Broinvesteringer kan forlænge sociale investeringers levetid

I Danmark har der været arbejdet med sociale effektinvesteringer over de seneste cirka fem år. Den særlige styrke ved de sociale investeringer er, at de kobler økonomi og effekt på løsningen af nogle komplicerede samfundsmæssige problemstillinger på velfærdsområdet.

De sociale effektinvesteringer har deres berettigelse, men samtidig har de også deres begrænsninger. De ikke en universal løsning til alle udfordringerne på velfærdsområderne.

En begrænsning er, at arbejdet med at udvikle og gennemføre de sociale effektinvesteringer er ganske omfattende, hvilket giver høje transaktionsomkostninger på den enkelte investeringer. Derudover stiller afkastkravet til investor ofte store krav til det budgetøkonomiske afkast, der skal komme ud af den enkelte investering. Det gør, at mange indsatser ikke egner sig til sociale investeringer.

En anden begrænsning er, at det kan være svært at fastholde aktiviteterne ud over de konkrete investeringsperioder på typisk tre til fem år. Der er altså ikke nogen garanti for, at indsatserne forankres, når investeringsperioden slutter.

Filantropien mangler også redskaber

Der udvikles, afprøves og praktiseres løbende nye forebyggende indsatser, som helt eller delvist projektfinansieres af filantropiske fonde, og med civilsamfundsorganisationer i en central og udførende rolle. Men fondene har svært ved at få forankret de mange virksomme sociale projekter.

Det generelle billede er, at mange civilsamfundsorganisationer har en portefølje af midlertidige projekter, som er finansieret af offentlige puljer og fonde. Der bruges store summer på midlertidige projekter – både hos fonde og offentlige puljer.

For fonde og offentlige myndigheder, er der en række fordele ved den midlertidige finansiering, men for civilsamfundsorganisationerne er der flere ulemper. Det drejer sig blandt andet om, at den korte tidshorisont kan gøre det svært 1) at fastholde aktiviteter, selvom behovet er der, 2) at fastholde medarbejdere, som er projektansatte, 3) at foretage langsigtet strategisk udvikling og 4) at finde tid og ressourcer til andet end at skrive ansøgninger.

Projekter kan ikke fastholdes, fordi der er forhold i den kommunale økonomi og organisering, som taler mod det

Robin Vickery, Ulrik Kampmann, Karsten Bjerre og Jakob Trane Ibsen

Vi oplever, at fonde og organisationer ønsker en mere langsigtet udvikling, hvor de indsatser, der leverer bedst værdi til samfundet, i højere grad kan fastholdes via en mere driftsorienteret finansiering. 

Det er naturligt, at kommunerne ikke kan overtage finansieringen af alle projekter, da ikke alle projekter er lige vellykkede, og fordi de kommunale velfærdsbudgetter er under pres. Men i dag er der projekter, som er med til at forebygge problemer, som ikke kan fastholdes, fordi der er forhold i den kommunale økonomi og organisering, som taler mod det. 

Social brofinansiering er et greb i værktøjskassen

Vi vil på den baggrund gerne introducere finansieringsmodellen ”social brofinansiering”, som bruges i Norge og Skotland, men som, så vidt vi ved, endnu ikke er afprøvet på dansk grund.

Baggrunden for udviklingen af denne model er netop, at man har ønsket at skabe mere bæredygtige partnerskaber og forankring af fondsfinansierede indsatser.

Vi vurderer, at social brofinansiering har særlige perspektiver og bør afprøves i de situationer, hvor den økonomiske gevinst strækker sig over mere end blot et par år.

Social brofinansiering er en finansieringsmodel, hvor fonde og civilsamfundsorganisation går sammen med kommuner om at forankre forebyggende indsatser i kommunerne. Fonden finansierer indsatsen i en overgangsperiode, og kommunen forpligter sig til at overtage finansieringen herefter, men kommunen er kun forpligtet til dette, hvis resultaterne lever op til aftalte resultatmål.