Ph.d.: Christiansborg skal øge midlerne, hvis sociale investeringer skal blive mere end en dråbe i havet

De første fire år med Den Sociale Investeringsfond har betydet, at der er udviklet brugbare modeller for sociale investeringer, herunder modeller for samarbejde med kommuner, filantropiske fonde og leverandører.

Modellerne er omsat til 11 sociale investeringsprojekter, der giver konkrete erfaringer og praktiske eksempler at henvise til. 

Det betyder, at vi som samfund over de sidste fire år har fået et nyt instrument til rådighed til finansiering af socialt arbejde. Men som med enhver form for ny teknologi rummer sociale investeringer både muligheder og trusler – alt afhængigt af hvordan og hvor meget vi vælger at anvende teknologien. 

Oprindelig debat på urealistiske forudsætninger

Da Folketinget etablerede Den Sociale Investeringsfond i 2018, drøftede man naturligvis også, hvordan sociale investeringer skulle bruges. 

På det tidspunkt havde politikerne dog begrænset viden om sociale investeringer, og det er derfor heller ikke overraskende, at debatten byggede på for mig at se urealistiske forudsætninger. 

Helt overordnet var et stort flertal i Folketinget overoptimistiske. Når man læser folketingsdebatten fra dengang får man indtryk af, at sociale investeringer er relativt lette at bruge, og at de hurtigt vil få et stort omfang.

Vi ved nu mere og kan mere nuanceret se, hvad instrumentets styrker og begrænsninger er. Instrumentet rummer i mine øjne stadig konstruktive potentialer, men med den nye og mere nuancerede viden rejser der sig også en række spørgsmål, som Folketinget hidtil ikke har svaret på.

Helt fundamentale spørgsmål handler om udbud og efterspørgsel. Etableringen af en social investering kræver både, at en eller flere investorer har midler og villighed til at investere, og at eksempelvis en kommune efterspørger en social investering velvidende, at den skal tilbagebetales, hvis investeringen bliver succesfuld.

Den private investeringskapital udeblev

Udbuddet af investorer, der står på spring i forhold til at investere i sociale investeringer, lever ikke op til forventningerne i 2018, hvor folketingsdebatten afspejlede en forventning om, at blandt andet pensionskasserne hurtigt ville investere store beløb i sociale investeringer.

Hvis investeringsmidlerne ikke suppleres, vil udviklingen gå relativt langsomt

Karsten Storgaard Bjerre
Ph.d. i sociale investeringer

I dag ved vi, at pensionskasserne ikke er klar til at investere i sociale investeringer. Det betyder, at man må nøjes med de statslige midler – i noget omfang suppleret af filantropiske fonde som Bikubenfonden og Lauritzen Fonden. 

Erkendelsen af, at det sociale investeringsmarked for nuværende ikke er modent nok til pensionskasserne, rejser spørgsmålet, om Folketinget så ønsker at øge mængden af statslige investeringsmidler i Den Sociale Investeringsfond?

Den offentlige økonomi i Danmark er relativ stærk, og der er tale om midler, som kommunerne betaler tilbage med en forrentning, hvis de sociale investeringer leverer de forventede effekter.

Hvis investeringsmidlerne ikke suppleres, vil udviklingen gå relativt langsomt. Lige nu udgør de sociale investeringer fra DSI således kun en dråbe i havet – eller cirka 0,3 promille af kommunernes samlede driftsudgifter i et enkelt år til områderne sundhed, social og beskæftigelse.

Sociale investeringer er komplekse

Efterspørgslen fra kommunernes side har også været afventende – et forhold, der heller ikke var forudset i debatten.

Nogle kommuner har ønsket at prøve det af, og især Aarhus Kommune har givet en stor prioritet til tilgangen, men et stort flertal af kommuner har stadig ingen erfaringer med sociale investeringer – og i mange tilfælde er kendskabet til modellen også begrænset blandt kommunale chefer og kommunale politikere.

Det er dog mere eller mindre umuligt at indgå investeringsaftaler, hvor andre end kommunen bidrager til at betale investeringen tilbage

Karsten Storgaard Bjerre
Ph.d. i sociale investeringer

Det begrænsede kendskab kan i sig selv udgøre en barriere for kommunernes efterspørgsel, men mit bud er, at to yderligere faktorer spiller ind.

For det første, er der en del arbejde (transaktionsomkostninger) med at forberede, gennemføre og evaluere sociale investeringer for kommunerne, da sociale investeringsaftaler er relativt komplekse.

I en tid hvor der er pres på, at kommunerne reducerer udgifterne til administration og ledelse, har kommunerne svært ved at tage nye styringsmodeller ind, der øger kompleksiteten, medmindre fordelene herved er tilstrækkeligt klare.

For det andet, skal de sociale investeringer tilbagebetales med et afkast til investor, hvis investeringerne har den forventede effekt. Dette opfattes ikke nødvendigvis som et godt tilbud, fordi investeringstemaerne i nogle tilfælde ligger tæt op ad, hvad man historisk har kunnet være heldig at få støtte til fra statslige puljer eller filantropiske fonde uden tilbagebetalingskrav.