Kooperationen: Argumenterne mod udbytteforbud bygger på misforståelser

Af Susanne Westhausen, direktør i Kooperationen

I kølvandet på en række sager om spekulativ profitmaksimering på socialområdet har Dansk Socialrådgiverforening, Socialpædagogerne og FOA foreslået at forbyde leverandører at trække udbytte ud af deres virksomheder.

Det vil betyde, at et årligt overskud vil skulle geninvesteres i driften, ligesom at det er et krav på friskoleområdet. Og ligesom det praktiseres hos en hel sektor af socialøkonomiske virksomheder, der leverer ydelser til det offentlige på tværs af velfærdsområder.

Forslaget rammer i vores optik ikke helt forbi. Dog fik det de af vores kolleger, der repræsenterer nogle af socialområdets profitorienterede aktører, op af stolene: Socialpolitik skal bygges på fakta, ikke forargelse.

Og fakta er angiveligt, at ikke-offentlige tilbud ifølge en evaluering fra Socialtilsynet leverer højere kvalitet end det offentlige. Vi har altså brug for de private leverandører, må man forstå.

Evalueringer afviser argumentationen
Men argumentationen ligner mistænkeligt meget en automatreaktion, om ikke et røgslør. For forslaget går jo ikke på at forbyde ikke-offentlige tilbud. Det går på at forhindre, at profithensyn vægtes over hensynet til de borgere, sociale tilbud er (læs: bør være) sat i verden for at hjælpe.

Og i dette henseende er det meget misvisende at tale om ”ikke-offentlige” aktører under ét. En stor del af denne gruppe udgøres nemlig af formålsdrevne fonde eller foreninger, der ér sat i verden for det sociale formåls skyld, og som geninvesterer hele deres overskud heri.

Og kigger vi nærmere på Socialtilsynets evaluering, kan vi se, at det blandt andet er de formålsdrevne aktører, der trækker ikke-offentlige leverandørers gennemsnitsscore op.

Mens sociale tilbud drevet som anparts- eller aktieselskab trækker scoren ned. Der er altså ikke noget i evalueringen, der tyder på, at det at drive tilbud i selskabsform leder til højere kvalitet. Måske endda tværtimod. 

Hvor skal overskuddet ende?
Men hvad er så det gode argument for at begrænse udbytte? Ifølge en Ph.d.-studerende fra Roskilde Universitet kan det føre til overbelægning og modvirke sociale investeringer. Men denne argumentation er misforstået. 

Hvad angår sociale investeringer, så beror disse ikke på, at et socialt tilbud skal kunne tage investeringer ind og udbetale udbytte.

I et socialt investeringsprojekt vil det sociale tilbud i reglen blot indgå som leverandør, mens investering og afkast bliver en sag mellem den normale betaler for tilbuddet og de investorer, der nu i stedet lægger pengene ud. Her kan ikke-profitdrevne sociale tilbud altså sagtens være med.

Herudover fremføres det, at et forbud mod overskud kan tvinge private aktører til at spekulere i fuld belægningsgrad frem for at visitere i henhold til borgerens behov. Men vi skal netop ikke forbyde overskud. Vi skal blot sætte rimelige grænser for, hvad det kan bruges til.

Kræv maksimal gennemsigtighed
Derfor er det vigtigt, at Socialministeriet holder øjnene på bolden i kampen mod børnehjemsbaronerne.

Det kan de gøre ved at begrænse mulighederne for at udbetale udbytte og i øvrigt kræve maksimal gennemsigtighed omkring lønforhold og aftaler med nærtstående parter.

Derved gør man socialområdet til et mindre attraktivt forretningsområde for aktører, der udelukkende jagter profit.

Samtidig undgår man at lægge unødigt rigide bånd på de mange formålsdrevne aktører og private sociale ildsjæle, der ifølge Socialtilsynets evaluering leverer social service af højeste kvalitet.