Forsker: Tænk jer om, før I laver lovindgreb over for private socialaktører

Af Emil Søbjerg Falster
Ph.d.-studerende, Forskningscentret Livet med Mobilitetshandicap, Roskilde Universitet

Bølgerne går højt på socialområdet for tiden.

De startede allerede i juni, hvor Socialpædagogerne, FOA og Dansk Socialrådgiverforening skrev et indlæg i Altinget, hvor de talte for et lovindgreb, der skal forhindre private aktører i at tage overskud ud til sig selv.

Dansk Erhverv og LOS har også bidraget til debatten, blandt andet fordi de finder kritikken af private aktører for ensidig og ideologisk. Det er imidlertid ikke første gang, at privates overskud har været genstand for debat. Det var den også tilbage i 2018.

De mange indlæg såvel som forskellige aktørers konkrete udspil kommer som en reaktion på en række enkeltsager, hvor private aktører har trukket store beløb ud til sig selv.

Derfor ønsker Socialpædagogerne, FOA og Dansk Socialrådgiverforening et lovindgreb, og for nylig har FOA's næstformand, Thomas Enghausen, påpeget, at han stadig har til gode "at høre det gode argument for, hvorfor en ny lovgivning ikke kun kan være en god ting".

Det tages på mange måder for givet, at hvis vi blot ændrer loven, vil vi opnå mere kontrol med de aktører, der udnytter systemet.

Emil Søbjerg Falster
Ph.d.-studerende, Forskningscentret Livet med Mobilitetshandicap, Roskilde Universitet

Det er da historisk set også sådan, at udfordringer på socialområdet er blevet løst: Foreninger og organisationer peger på en eller flere problemer, og politikerne vil gerne vise handlekraft, hvorfor de vedtager en lov, der eliminerer eller begrænser problemerne. Præmissen er, at vi tror på, at vi gennem lovgivning kan føre kontrol og undgå de forhold, som af forskellige årsager kategoriseres som problematiske.

Imidlertid er udfordringen ved den type af lovindgreb, at de potentielt afledte effekter ikke altid bliver genstand for debat. Det tages på mange måder for givet, at hvis vi blot ændrer loven, vil vi opnå mere kontrol med de aktører, der udnytter systemet.

Når det så er sagt, er der som sådan ikke noget kontroversielt ved ønsket om en lovændring, større gennemsigtighed i selvskabskonstruktioner og et stærkere tilsyn. Men et lovændring kan have en række afledte effekter.

Derfor vil jeg give et par bud på, hvad en lovændring som minimum må tage højde for.

Overskud kan være et instrument
Private aktører akkumulerer ikke kun et overskud for egen vindings skyld. Et overskud kan også virke som et instrument til at sikre den fornødne specialisering. Det lyder måske som et stråmandsargument, men prøv at tænke situationen igennem.

Et forbud mod overskud kan tvinge private aktører til at have en belægningsgrad på 100 procent, mens de på nuværende tidspunkt kan have en belægningsgrad på for eksempel 80 til 90 procent, men samtidig have muligheden for kun at optage de borgere, der på baggrund af en faglig vurdering passer ind i tilbuddet.

Af de private tilbud, som jeg har besøgt på handicapområdet, er det forhold at "indkøre" en borger en kompleks opgave. Der skal tages hensyn til vedkommendes funktionsnedsættelse, særlige behov i forhold til støj- og lysniveau, fødevarer og allergier, specialpædagogiske, udviklingspsykologiske- og neurologiske metoder, samt hvorvidt tilbuddets materialitet og eksisterende udstyr er tilstrækkeligt, såvel som, hvilke dele af personalegruppen der bedst vil kunne varetage borgerens behov.

Hvis private aktører mere eller mindre tvinges til at optage borgere for at have en belægningsgrad på 100 procent, kan det potentielt betyde, at der optages borgere, hvis behov ikke er forenelig med tilbuddets faglighed.

For visse borgere kan en sådan udvikling betyde liv eller død, mens det på et mere generelt plan kan medføre afspecialisering og ringere arbejdsvilkår for socialpædagoger og social-og sundhedsassistenter i private tilbud.

Den klassiske kritik vil naturligvis være, at de private aktører jo i forvejen kun optager de "lette" borgere for at generere et overskud, mens det offentlige i sidste ende vil stå tilbage med de borgere, der har de mest specialiserede behov. Det kaldes "creaming" i faglitteraturen.

Problemet ved den kritik er imidlertid, at creaming er vanskeligt at påvise empirisk, og når det netop gælder private tilbud på socialområdet, afhænger deres overlevelse af, at de leverer den fornødne kvalitet. Den kvalitet risikerer vi at sætte over styr, hvis private aktører presses til en bestemt belægningsgrad.

Et lovindgreb bør derfor tage højde for, at private tilbud kan have gode faglige argumenter for ikke at have en belægningsgrad på 100 procent, hvorfor de, som det er ud nu, kan være nødsaget til at akkumulere et overskud for at holde deres faglighed og specialisering på et stabilt niveau.