Manderådet: Krisecentrene skamrider deres egen fortælling

Mødres totale kontrol over børnene

Der er aldrig et ord om falske anmeldelser, børns tilknytning til deres far, eller forældrefremmedgørelse.

Senest har LOKK - Landsorganisationen af Kvindekrisecentre og en række allierede i fagbladet Journalisten opfordret til at fravige det centrale journalistiske princip om at høre modparten, når sager om påstået vold dækkes.

Det tyder desværre på, at politikerne ikke til fulde har forstået, hvilken rolle krisecenterophold og -erklæringer har fået i højkonfliktsagerne.

Kristian Larsen
Manderådet

Det er let at se, hvor dette narrativ fører hen: Til mødrenes totale kontrol over børnene. Vi er der næsten allerede i Danmark. 

Ved lovændring af forældreansvarsloven, som trådte i kraft 1. januar 2024, og af den politiske aftale om et forbedret familieretsligt system offentliggjort 30. november 2023, fremgår det, at den såkaldte 'krisecentererklæring' tillægges afgørende betydning ved beslutning om at afbryde kontakten mellem barnet og den forælder, der påstås at have udøvet vold.

Det tyder desværre på, at politikerne ikke til fulde har forstået, hvilken rolle krisecenterophold og -erklæringer har fået i højkonfliktsagerne, hvor de er blevet fast-track til afbrudt kontakt.

Det er for Manderådet uacceptabelt, at krisecentererklæringen tillægges en afgørende betydning ved afgørelse om at afbryde kontakten mellem forælder og barn, da erklæringen alene hviler på et subjektivt grundlag.

I en retsstat bør kun politi og domstole kunne oplyse og afgøre anklager om vold, og Manderådet mener i øvrigt, at samværet mellem forælder og barn bør sikres under sagernes oplysning, om nødvendigt ved overvåget samvær.

Baseret på Manderådets omfattende erfaring med disse sager, er krisecentrene og Lov om psykisk vold i dag tæt forbundne med de processer, der fører til forældrefremmedgørelse og afbrudt kontakt.

Vi har i Manderådet allerede set eksempler på, at også Samtykkeloven bliver brugt på samme måde til anklager i forbindelse med ophør af samliv.

Sandheden er offer 

Ofrene er selvfølgelig børnene, som ved afbrudt kontakt med en forælder risikerer uoprettelig skade på deres tilknytningssystem og dermed på evnen til gennem livet at kunne skabe tillidsfulde relationer til andre mennesker. Ud over sorgen ved at miste en forælder, som for barnet lige så godt kunne være død.

I det nuværende system bør man som minimum sikre en skærpet kontrol med krisecentres virke og faglighed.

Kristian Larsen
Manderådet

Dernæst fædrene og deres familier, som kan miste kontakten til børn trods tilstrækkelig forældreevne hos far, hvilket fører til sorg, lidelse og mistet tillid til et samfund, som ikke har beskyttet dem som ligeværdige borgere og forældre.

Endelig er sandheden offer, hvis man ikke kan nuancere debatten om det familieretslige system og kompleksiteten i sagerne, hvor det lige så vel kan være det tilsyneladende offer, der udøver volden.

Det sidste er tilsigtet. Kvindekrisecentrene og deres allierede bruger åbenlyst argumenter om vold i et forsøg på at tiltage sig magten over familieretssystemet.

Det sidste bør man være opmærksom på fra det politiske niveau og stille spørgsmålet, om krisecentrenes ensidige voldsretorik står i vejen for nødvendige reformer af familieretssystemet.

Fordi far får tæv af mor, er det jo ikke sikkert, at børnene gør. 

Kristian Larsen
Manderådet

Lad staten drive krisecentrene 

Kvinder og mænd, der reelt er udsat for vold i hjemmet, skal selvfølgelig have et sted, hvor de kan søge sikkerhed. Og om nødvendigt ledsaget af børn.

Men fordi far får tæv af mor, er det jo ikke sikkert, at børnene gør. 

Man kunne overveje at lade staten drive de nødvendige institutioner, eller om nødvendigt at lade kommunerne drive dem direkte i modsætning til nu, hvor krisecentrene er selvstændige virksomheder, som eventuelt har en driftsaftale med en kommune.

Skatteyderne bidrager allerede nu med størstedelen af finansieringen gennem hjemkommunen, og opholdsstederne kunne i så fald udvikles til specialiserede steder for ophold og rehabilitering.

Det kunne sikre en højere og mere ensartet kvalitet og dataopsamling og bidrage til en kønsneutralisering af tilbuddene.

En selvstændig rolle i familieretssystemet bør krisecentre ikke have, grundet deres subjektive udgangspunkt, som repræsentanter for kun den ene part.

I det nuværende system bør man som minimum sikre en skærpet kontrol med krisecentres virke og faglighed.

En stor skepsis over for udmeldinger fra krisecentrene, som under et tilforladeligt ydre varetager egen interesse og samtidig deltager i et ideologisk projekt om magten over børnene, herunder kendskab til, hvordan kvindekrisecentrene og deres allierede bruger argumenter om vold i et forsøg på at tiltage sig magten over familieretssystemet.