Kvindekrisecentre til Manderådet: Det er grotesk, at I sår tvivl om alvoren ved partnervold

Derfor er det grotesk og med en mærkværdig timing, at Manderådet i et debatindlæg sætter spørgsmålstegn ved alvoren af det omfattende samfundsproblem, som partnervold og vold i nære relationer rent faktisk er. 

De danske kvindekrisecentre er skabt af civilsamfundet og har igennem de seneste 40 år etableret en sektor, som leverer højt specialiserede, akutte, socialfaglige tilbud til en særligt udsat målgruppe, som ikke som udgangspunkt vil (turde at) henvende sig til offentlige myndigheder med deres voldsudsathed. 

Manderådets påstande har intet at gøre med virkeligheden.

Laura Kirch Kirkegaard
Direktør, LOKK

Samfundet har udstrakt tillid til krisecentrene og har givet dem visitationsret. Det betyder, at krisecentrenes voldsfaglige vurdering afgør, om en kvinde kan indlogeres og udløse en takst fra det offentlige.

Det er en tillid, som vi i Lokk værner meget om. Uden den ville voldsudsatte kvinder og deres børn nemlig risikere at stå foran kommunens dør midt om natten med deres hastigt pakkede tasker og vente på, at nogen havde tid til at behandle deres sag. Og nogle voldsudsatte ville slet ikke søge hjælp. 

Lad os aflive myterne
Det undrer os i Lokk, at man fra Manderådets side forsøger at skabe myter om krisecentrenes funktion og rolle i samfundet. Krisecentrene bliver således i indlægget fra Manderådet blandt andet anklaget for at ville tage magten over familieretssystemet samt at forsøge at underminere retssikkerheden og deltage i et ideologisk projekt, der skal overtage magten over børnene.  

De påstande har selvsagt intet at gøre med virkeligheden. Men vi benytter gerne lejligheden til at få aflivet at par myter og usande påstande: 

• Myte 1: Man kan tjekke ind på et krisecenter og derved få forældremyndigheden over børnene.

Når man hver dag arbejder med mennesker, som har levet i vold, så ved man, hvordan deres nervesystem opfører sig. Og man kan lynhurtigt høre det, hvis historierne om vold ikke har dybde og nuancer nok til at være troværdige.

Visitationen af kvinder, der søger ophold på et krisecenter, sker løbende og på et dybt forankret voldsfagligt grundlag. Krisecentrene i Lokk forsøger altid at hjælpe, men indlogerer ikke personer, der ikke er i målgruppen for et ophold på et krisecenter. 

• Myte 2: Den krisecenterfaglige erklæring er blot et ukvalificeret partsindlæg.

Den krisecenterfaglige erklæring, som krisecentrene kan sende til Familieretshuset, når en voldsudsat kvinde har børn med på krisecenter, er udviklet af Lokk i dialog med myndighederne. På baggrund af samtaler med barnet og moren samt observationer af barnet udfærdiger fagpersonalet en vurdering, som skal belyse, om barnet har været udsat for vold fra den anden forælder.

Erklæringen skal på den måde belyse barnets perspektiv og indgår i Familieretshusets behandling af sager om forældremyndighed, bopæl og samvær på lige fod med øvrige fagprofessionelles erklæringer fra for eksempel daginstitutioner, skoler og læger. Der er altså ikke tale om en ukritisk gengivelse af påstande fra den voldsudsatte, men en derimod en faglig vurdering af barnets udsathed. 

Vi skamrider ikke vores fortælling
Ovenstående er et par af de myter, som Manderådet i sit debatindlæg forsøger at give yderligere liv, og som vi fra Lokk's side selvfølgelig må korrigere, da de ganske enkelt ikke har hold i virkeligheden. 

Når det er sagt, så er der selvfølgelig altid plads til forbedring og udvikling. Lokk arbejder kontinuerligt på at udvikle faglighed og praksis i sektoren og videreudvikler også de krisecenterfaglige erklæringer i dialog  med det familieretlige system. Og som landsdækkende organisation for hovedparten af landets krisecentre ser Lokk frem til samarbejdet med de kommende mandekrisecentre om blandt andet den krisecenterfaglige erklæring, visitationskriterier og den voldsfaglige kvalitet i indsatserne.    

Så nej, krisecentrene "skamrider" ikke deres egen fortælling om vold for egen vindings skyld, som Manderådet påstår.

De løfter derimod på daglig basis en væsentlig samfundsindsats for at hjælpe og støtte voldsudsatte og bidrager til at bekæmpe partnervold og vold i nære relationer.