Mødrehjælpen: Fra satspulje til civilsamfundspulje

Af Ninna Thomsen
Direktør for Mødrehjælpen

Der er allerede sagt og skrevet meget om satspuljens fejl og mangler – og om dens styrker og de muligheder, den har skabt gennem mange år. Jeg er helt enig i, at satspuljen trængte til fornyelse. Med finanslovsaftalen ligger der nu en skitse til, hvordan den nye såkaldte reservepulje fremover skal forvaltes.

For Mødrehjælpen er det en topprioritet, at den nye pulje bliver en civilsamfundspulje. Satspuljen var en uskøn sammenblanding af finanslovsrettede initiativer, som for eksempel familieretssystemet og ghettoplanerne, og mere udviklingsrettede initiativer, hvor civilsamfundet i samarbejde med for eksempel landets kommuner arbejdede på at udvikle velfærdssamfundet.

Pulje til civilsamfundet som motor
Kommunernes økonomi forhandles i de årlige kommuneaftaler. Lad det blive ved det, og lad i stedet den nye pulje være civilsamfundets mulighed for at arbejde målrettet som en motor i udviklingen af vores fællesskab. Det vil både skabe klarhed og retning i forhold til de nye initiativer.

Når det er sagt, er det afgørende, at de initiativer, der virker, får mulighed for at gå fra udvikling til drift. Det er formålsløst at afprøve initiativ efter initiativ uden at interessere sig for, hvordan de kan forankres, hvis de viser sig at have en positiv effekt.

Så lad os benytte lejligheden til at sikre, at de indsatser, der rykker i den rigtige retning, kan finde vejen fra midlertidigt projekt til varig social indsats. Det er en forudsætning for, at vi kan sikre den stabilitet, der så hårdt er brug for i sektoren.

Man kan som social aktør frygte, at kun indsatser, der i SØM-modellens regneark giver dividende, overlever. Det vil være en alvorlig fejl at gå så snævert til værks.

Ninna Thomsen
Direktør for Mødrehjælpen

Farligt at måle for snævert
Mødrehjælpens behandlingsprogram for voldsudsatte er et af mange eksempler på en indsats, der i snart mange år har skullet genopfinde sig selv for at fastholde satspuljefinansiering – på trods af at der er en særdeles solidt dokumenteret virkning. Og det er meningsløst.

Men vi ved intet om, hvorvidt denne indsats vil fortsætte i rammerne af et nyt system. Kriterierne herfor er ukendte. Man kan som social aktør frygte, at kun indsatser, der i SØM-modellens regneark giver dividende, overlever.

Det vil være en alvorlig fejl at gå så snævert til værks. Ikke alle indsatser er så veldokumenterede som vores behandling på voldsområdet, og inden for den sociale sektor, hvor komplekse menneskelige og moralske spørgsmål er med i ligningen, kan det være et særdeles vanskeligt regnestykke.

For hvad måler vi på? Og hvem måler vi for? Den voldsudsatte mor og hendes traumatiserede børn? De kommunale økonomiudvalg? Eller er det beskæftigelses-, integrations- og finansordførerne, der fortsat skal have det sidste ord over socialpolitikken?

Procedurer skal være gennemsigtige
Satspuljen har også været plaget af alt for utydelige tildelingsprocedurer. Vi kan derfor ønske os en meget mere gennemsigtig, transparent og reel ansøgningsprocedure med tydelige indgange og klare kriterier for tildeling af midler.

Selvfølgelig skal der være plads til politisk prioritering, men inden for nogle rammer, hvor feltets aktører kender og kan overskue procedurerne. Adgang til puljen bør være fair for både den lille og store organisation, der søger om midler.

Hvordan det præcist skal organiseres, bør afklares i en gennemsigtig og åben proces, hvor de mange stemmer, der tegner det sociale Danmark, høres.

Jeg tror på, at vi kan få et langt bedre system til finansiering af udvikling og drift af den frivillige sociale sektor, der er bærende for udsatte menneskers hverdag og hjælp til et godt liv.

Vi må vente til efter et valg med at kende den konkrete udformning, men min appel er, at civilsamfundet involveres i udformningen af en stabil og bredt funderet løsning, der sikrer kvalitet og sammenhæng i fremtidens sociale indsatser.