Regeringen holder forgæves fast i krisefortællinger, hvor flammerne for længst er gået ud
I et forsøg på at genskabe corona-krisens folkelig opbakning, holder regeringen krampagtigt fast i fortællingen om de brændende platforme. Samtidig har statsministerens stigende internationale fokus reduceret hende til en brik i Lars Løkke Rasmussens regering, skriver tidligere FOA-formand, Dennis Kristensen.
Dennis Kristensen
Fhv. forbundsformand, FOAHvis det alene gælder regeringsmagten, så var kursskiftet ved det seneste folketingsvalg nok velvalgt.
Coronaepidemien skabte en brændende platform, som Mette Frederiksen uden tøven steg op på, og dermed stillede sig i spidsen for en flot ledelse af landet gennem sundhedskrisen.
Ganske vist med enkelte kedelige pletter, der blev skabt, når naturen gik over optugtelsen og statsministerens temperament slog gnister – som med den arrogante og dumme bemærkning, “lev med det”. Men coronaens brændende platform fik mindre og mindre flammer, i takt med minksagens udvikling.
Statsministeren havde tydeligvis behov for – vel nærmest desperat brug for – nye brændende platforme for at holde minkavlere, deres politiske støtter og det yderste højre på afstand.
Dette ville også kunne skærme for de borgerlige partiers tæppebombardement af den socialdemokratiske mindretalsregerings rolle i aflivningen af mink og det midlertidige forbud mod minkavl. Og ikke mindst, medvirke til at genskabe noget af den meget udbredte anerkendelse, som Mette Frederiksen – i mine øjne med rette – opnåede som den, der bedst kunne tage hånd om danskernes tryghed.
I Moderaternes forholdsvis succesrige indtog på den politiske scene, med budskabet om et bredt samarbejde henover dansk politiks berømte midte, lå muligheden for at afvæbne de borgerlige kritikere af minksagen. Kort sagt, blev de borgerlige partier stillet valget mellem en rigsretssag mod Mette Frederiksen, eller et ministerkontor til dem selv. Og som sidegevinst, en statsminister uden piedestal.
Mette Frederiksen har ladet et internationalt fokus reducere hende i den danske offentlighed, til statsminister i Lars Løkke Rasmussens regering.
Dennis Kristensen
Fhv. formand, FOA
Ruslands militære invasion af Ukraine i februar 2022 og dermed udbrud af krig i Europa, lignede den perfekte opskrift på en brændende platform med brug for markant kriseledelse.
Udsigten til dét, Mette Frederiksen under Folketingets afslutningsdebat i maj 2022 kaldte “historisk få penge tilbage til nye velfærdsforbedringer eller andre nye tiltag” og dermed definerede en helt anden type fællesskabsfinansieret velfærd, end den vi kender i dag, skabte endnu en platform.
Tilsat Ukraine-krigens medfølgende inflation, fik statsministeren nærmest serveret et kinderæg af de tiltrængte brændende platforme.
Det kinderæg har imidlertid ikke skabt den samme opbakning blandt danskerne, som krisehåndteringen – i hvertfald i starten af pandemien – gjorde hos mange af os. Enten virker præsentationen af platformenes flammer ikke, eller også slukkes de lige så hurtigt, som de bliver præsenteret. En voldsom oprustning blev ganske vist sat hurtigt i gang, men manglen på penge, der angiveligt ville føre til voldsomme velfærdsforringelser, blev i stedet til en bugnende statskasse, mens inflationens vækst gik mere eller mindre i stå.
Regeringen tilføjede desuden manglen på arbejdskraft i velfærden, til rækken af nye, brændende platforme – på trods af at denne ”nye” problematik, har været kendt og politisk fortrængt i flere årtier. Dette har ikke desto mindre, heller ikke haft den ønskede effekt. I det mindste ikke endnu.
Danskerne giver ikke uden videre slip på de fælles velfærdsgoder, som generationerne før os har bygget op.
Regeringens meningsmålinger har været en lang række af praktisk talt, uafbrudte katastrofer, med det uhørt tåbelige Store Bededags-indgreb, som det foreløbige lavpunkt.
Journalister og politiske kommentatorer har længe leget med tanken om, at statsministeren er indstillet på at forlade dansk politik, hvis en international toppost kalder. At kufferten så at sige er pakket. Også selvom dette ikke indtraf, ved de første lejligheder.
Hidtidig har jeg anset dette for at være forventeligt tankespind fra de, der lever af at være en del af den uendelige strøm af rygter, analyser og spin på og i omegnen af Christiansborg.
Nu er jeg ikke så skråsikker mere.
Jeg kan ganske enkelt ikke gennemskue, hvorfor regeringen og ikke mindst statsministeren – som i den amerikanske film, Thelma og Louise, da det hele til sidst ser aldeles håbløst ud for dem – trykker speederen i bund med kurs direkte mod afgrunden.
Valgløfter, som mod alle odds og ikke mindst mod journalisters, kommentatorers og politiske modstanderes forudsigelser, begge blev ført ud i livet.
Dennis Kristensen
Fhv. formand, FOA
Det er simpelthen svært at få øje på den rationelle forklaring på, at regeringen krampagtigt holder fast i platforme, hvor flammerne for længst er gået ud og derfor ikke længere er velegnede til kriseledelse.
Tilsvarende er det svært at forstå, at den ellers så fokuserede Mette Frederiksen, har ladet et internationalt fokus reducere hende i den danske offentlighed til statsminister i Lars Løkke Rasmussens regering, og ikke omvendt.
Med mindre det er et udtryk for statsministerens markedsføring af sig selv som handlekraftig og med mod til at tage upopulære beslutninger, i et forsøg på at skildre sig selv som international topleder med kufferten pakket. Klar til at aflevere nøglerne til statsministerkontoret. Parat til en Fogh-exit.
Under alle omstændigheder står statsministerens håndtering af posten som regeringsleder, i skærende modstrid med håndteringen af valgløftet om en ny tilbagetrækningsmulighed for dem, der startede tidligst på arbejdsmarkedet, forud for valget i 2019, og valgløftet ved det efterfølgende valg om et ekstra lønløft i den offentlige sektor.
Valgløfter, som mod alle odds og ikke mindst mod journalisters, kommentatorers og politiske modstanderes forudsigelser, begge blev ført ud i livet.
Valgløfter, der indebærer forbedringer på arbejdsmarkedet, som ville være utænkelige under en regering, anført alene af Mette Frederiksens regeringspartnere.
Jeg kan ikke forestille mig, at SVM-regeringen kan overleve, hvis Mette Frederiksen flytter til et udenlandsk postnummer.
Socialdemokratiet har ikke en offentligt kendt, soleklar to’er, og partiet står foreløbigt til et ubehageligt folketingsvalg med Mette Frederiksen i spidsen, hvis ikke skuden bliver rettet op i løbet af de næste par år.
Jeg er efterhånden tilbøjelig til at tro, at Mette Frederiksen inden da har forladt skuden. Og arbejdsmæssigt, også landet.