Debat

SF i Hovedstaden: Giv regionerne ansvar for dele af handicapområdet

Vi må og skal øge kvalitet og retssikkerhed på handicapområdet. Når kommunerne viser sig ude af stand til at levere de gode løsninger, må vi lade andre gøre det, skriver Peter Westermann (SF).

Regionerne kunne eksempelvis overtage ansvaret for blandt andet borgere med multiple og komplekse handicap som erhvervet hjerneskade, skriver Peter Westermann (SF).
Regionerne kunne eksempelvis overtage ansvaret for blandt andet borgere med multiple og komplekse handicap som erhvervet hjerneskade, skriver Peter Westermann (SF).Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det var et velformuleret og velgennemtænkt indlæg, som Mogens Wiederholt, direktør for CP Danmark, havde i Altinget 13. april

Overskriften antyder imidlertid en skepsis over for at ændre ansvarsfordelingen. Den deler jeg ikke. Det er tydeligt, at kommunerne har store problemer med at leve op til de rettigheder og den retssikkerhed, som borgere med handicap, fysiske såvel som psykiske, skal sikres. 

Kommunernes hjemtagning af specialiserede tilbud betyder ofte en afspecialisering af gode tilbud. VK-regeringens strukturreform, som fra 2007 rykkede finansierings- og myndighedsansvar for det specialiserede socialområde fra amterne til kommunerne, har resulteret i, at mange af de specialiserede kompetencer, som man havde i amterne, i dag ikke er tilgængelige for borgere med behov for dem.

SF i Region Hovedstaden støtter Danske Regioners udspil fra november 2019, som lægger op til et større ansvar for regionerne ud fra en generel specialeplanlægning

Peter Westermann
Politisk leder for SF i Region Hovedstaden

En af dem er Leonora på et år. Hun er født næsten døv og har brug for at komme i en institution med fokus på hørehandicap, hvor der er børn, som hun kan kommunikere med og spejle sig i, samt personale med kompetencer og erfaring i at arbejde med denne type børn.

Fordi familien er flyttet til Tårnby Kommune halvanden måned før, Leonora fik diagnosen, kan de nu ikke få deres datter ind i denne institution, fordi Københavns Kommune ikke vil "sælge" basispladser. Sagen er beskrevet i denne video, som Danske Døves Landsforbund har lavet.

Forbered en detaljeret model for ansvar
SF i Region Hovedstaden forstår og deler den frustration, som pårørendebevægelsen #Enmillionstemmer har italesat med deres borgerforslag, Handicapområdet skal væk fra kommunerne, til Folketinget. 

Vi ser frem til behandlingen af forslaget dér såvel som til regeringens evaluering af det specialiserede socialområde, som bør føre til større ændringer, også i forhold til ansvarsområder.

Det skriver Mogens Wiederholt også: "Og så er der en række opgaver, som kommunerne ikke kan og skal løse, fordi de er for komplekse, højt specialiserede og så sjældne, at det ikke giver mening, at de forsøges løst kommunalt. De opgaver skal vi løse regionalt."

Dét er jeg helt enig i og mere end i overskriften. Det er også mit partis linje. SF vedtog på partiets landsmøde sidste år en udtalelse med ordene:

"Der er dele af handicapområdet, som er nødlidende, blandt andet fordi mange kommuner er for små til at give optimal hjælp, eller også tøver de med at bruge specialtilbuddet i en anden kommune eller regionen. Derfor bør det overvejes at flytte dele af det specialiserede handicapområde til regionerne, som har flere kræfter og allerede løfter opgaver på området.  Der bør samtidig indføres en fast og solidarisk finansiering af specialtilbuddene på baggrund af en central "specialeplanlægning" fra eksempelvis Socialstyrelsen. Derudover bør der også sikres selvstændig økonomi til et antal specialiserede tværfaglige nationale videnscentre".

SF i Region Hovedstaden støtter Danske Regioners udspil fra november 2019, som lægger op til et større ansvar for regionerne ud fra en generel specialeplanlægning. 

SF i regionerne har derfor også stillet forslag på Danske Regioners generalforsamling om, at der skal forberedes en mere detaljeret model for en overtagelse af mere ansvar på området og gerne en proces for at udvikle standarder til behandling af specifikke handicap.

Kræver mere end en ny ansvarsfordeling
Den specifikke sondring må afvente en sådan detaljeret model, men et indledende bud, som også er antydet af Danske Regioner, er, at regionerne eksempelvis kunne overtage ansvaret for borgere med multiple og komplekse handicap som erhvervet hjerneskade, svær spiseforstyrrelse, kommunikationshandicap, svær autisme og borgere med psykisk lidelse og samtidigt misbrug af rusmidler.

Vi må og skal øge kvalitet og retssikkerhed på handicapområdet. Når kommunerne viser sig ude af stand til at levere de gode løsninger, må vi lade andre gøre det.

Dermed ikke sagt, at det bliver let. Det bliver det ikke. Det vil også kræve andet og mere end en ny ansvarsfordeling. Økonomi, tilskyndelser og kompetencer skal skrues bedre sammen, uanset hvordan vi organiserer området. 

Det har mennesker med handicap, om det så er lille Leonora eller større børn, unge eller voksne med handicap, behov for og krav på.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00