Af Anne Vang
Politisk ordfører, S, Københavns Rådhus

Det spørgsmål forekommer formentlig absurd at stille for de fleste. Vi har i Danmark et progressivt skattesystem, hvor de bredeste skuldre bærer mest.

Vi har et velfærdssystem, hvor vi løfter i flok. Hvor vi alle har pligt til at løfte de byrder, vi kan - og tilsvarende ret til at blive samlet op, hvis vi mister evnen til at løfte vore byrder. Selvfølgelig skal de arbejdsløse og pensionisterne ikke betale Danmarks socialpolitik.

Ikke desto mindre gør de det i dag. Store dele af Danmarks socialpolitik har siden 1990 været finansieret af den såkaldte satspulje. Satspuljen anvendes til initiativer på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet med henblik på forbedring af vilkårene for overførselsindkomstmodtagere og svage grupper.

Det står hen i det uvisse, hvorfor de smalleste skuldre skal finansiere Danmarks socialpolitik. Hvorfor et bredt flertal af partier hvert år finder det rimeligt at tage fra de fattigste og give til dem, der er endnu fattigere.

Anne Vang
Politisk ordfører, S, Københavns Rådhus

Spildte kræfter
Pengenes konkrete fordeling forhandles hvert år af partierne i satspuljeforliget - alle Folketingets partier på nær Enhedslisten. Der findes en lang række problemer ved, at pengene til socialpolitiske initiativer afsættes for en midlertidig periode i et forhandlingsspil mellem politiske partier.

For det første har statspuljeforhandlingerne lidt karakter af et bingospil, hvor projekter der tilfældigvis er moderne tilgodeses.

For det andet må gode projekter hvert år kæmpe for, at satspulje-forhandlerne husker dem - frem for at bruge kræfterne på at kæmpe for bedre forhold for socialt udsatte.

For det tredje kan man med midlertidige bevillinger kun foretage midlertidige ansættelser - og hvem vil ikke hellere fastansættes? I en tid med mangel på arbejdskraft går det ikke, at man i store dele af den sociale sektor ikke er i stand til at tilbyde fastansættelser.

De svageste betaler gildet
Det største problem med satspuljen er imidlertid et fordelingspolitisk problem. Det er nemlig overførselsindkomstmodtagerne, der betaler satspulje-gildet. Pengene i puljen stammer fra, at overførselsindkomstmodtagerne hvert år får en mindre indkomststigning end lønmodtagerne.

Deres indkomster reguleres med 0,3 procent mindre hvert år - og pengene kommes så i satspuljen i stedet. Konsekvensen er en stigende ulighed.

Seniorer, handicappede og kontanthjælpsmodtagere sakker længere og længere bagud, når det gælder indtægter. Ugebrevet A4 regnede for nylig ud, hvor store økonomiske konsekvenser satspuljen har for overførselsindkomstmodtagerne.

Tallene er chokerende. I løbet af 10 år er reallønnen for folk i job steget med 15 procent, mens den for overførselsmodtagere kun er steget med fem procent. Det betyder, at overførselsmodtagerne må se sig hægtet af vognen på rigtig mange områder. Det samme må deres børn.

Nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at 50.000 danske børn i dag lever i familier med så dårlig økonomi, at de ikke kan komme ordentligt gennem julen uden hjælp fra andre. Ligesom de ikke har råd til at gå til sport eller til at købe den gave, der skal til for at kunne gå til børnefødselsdag.

Socialpolitik skal på finansloven
Det står hen i det uvisse, hvorfor de smalleste skuldre skal finansiere Danmarks socialpolitik. Hvorfor et bredt flertal af partier hvert år finder det rimeligt at tage fra de fattigste og give til dem, der er endnu fattigere.

Jeg har spurgt folketingsmedlemmer fra flere partier ad, hvorfor det skal være sådan. De færreste har lyst til at forsvare princippet - som jo øger uligheden år for år. Derfor får man som ung politiker oftest det svar, at der findes en historisk begrundelse for princippet, og at det er svært at ændre.

Det er meget muligt, at der findes en historisk begrundelse for, at de arbejdsløse og pensionisterne skal betale Danmarks socialpolitik. Det er også meget muligt, at det er svært at ændre. Ikke desto mindre skal det ændres.

Overførselsindkomstmodtagernes indkomster bør reguleres med nøjagtig den samme procentsats som lønmodtagernes - og så må pengene til socialpolitikken sættes af på finansloven. Ligesom pengene til Danmarks forskningspolitik, folkeskolepolitik og forsvarspolitik også sættes af på finansloven.