Af Leena Eskelinen, 
docent lic.phil, AKF - Anvendt Kommunal Forskning. 

Det er et velkendt princip på det sociale område at trække modtagere af hjælp i centrum med et ønske om at give dem mere indflydelse og selvbestemmelse - og ansvar. Alle skal være med, alle skal bidrage, fordi alle skal inkluderes, lyder begrundelsen. Fordi det er til den enkeltes eget bedste.

Princippet anses for at være så godt, at det næsten er utilladeligt og ude af trit med tiden at sætte spørgsmålstegn ved det. Hjælp-til-selvhjælp har fx været et veletableret princip inden for hjemmeplejen gennem mange år. Og der er en række andre områder, hvor forøgelse af borgernes medvirken har resulteret i markant bedrefungerende praksis som fx i institutionsverden på handicapområdet.

Den enkeltes grænseløse ansvar?
Indflydelse viser sig imidlertid at være en flertydig størrelse, der i praksis har ført til forskellige fortolkninger. En fortolkning, som er blevet mere og mere udbredt, er, at individet skal tage ansvar for sine egne problemer, uanset om det drejer sig om arbejdsløshed, sygdom, familie, skole m.m. Altså uafhængigt af problemets art, borgerens alder eller egne ressourcer.

En fortolkning, som er blevet mere og mere udbredt, er, at individet skal tage ansvar for sine egne problemer, uanset om det drejer sig om arbejdsløshed, sygdom, familie, skole m.m. Altså uafhængigt af problemets art, borgerens alder eller egne ressourcer.

Leena Eskelinen
Docent lic.phil, AKF

Det er ikke overraskende, at indflydelse bliver kædet sammen med ansvar og rettigheder med pligter, som det lyder fra politisk hold. Det hænger da sammen - så længe det enkelte individs ressourcer slår til. Men det er tankevækkende set med socialpolitiske briller, hvordan indflydelse bliver kædet sammen med ubegrænset individuelt ansvar.

Det sker ikke alene i den offentlige debat, men også hos det enkelte menneske. Budskabet er trængt igennem og blevet en del af vores fælles værdisæt. Der er i stigende grad tegn på, at vi individualiserer vore problemer. Det er især tankevækkende, at det sker allerede i skolealderen - hos 'almindelige' børn og unge, som ikke længere oplever, at de kan indfri de forventninger, de føler, at vi voksne har til dem. Og nyere analyser viser, at de ikke en gang kan tale om det med deres kammerater.

Hvor er vi på vej hen?
Det synes at være blevet sådan, at løber vi ind i problemer, så skal vi selv tage ansvar for at løse dem eller i det mindste vise, at vi har lært at tackle de problemer, som vi har. Vi skal vise udadtil, at vi er stærke og kompetente - uanset hvad problemerne måtte være.

Hvordan det mon forholder sig hos dem, der reelt er 'klienter i systemet' fx som modtagere af kontanthjælp, sygedagpenge eller familiestøtte, hvis der ikke sker fremskridt for dem? Og vel at mærke fremskridt, som kan måles og dokumenteres i deres 'sag' over for myndighederne?

Det er svært at tro, at stigende disciplinering til selvstyring på det sociale område er vejen frem til større deltagelse og inklusion i fællesskabet eller i samfundslivet generelt. Måske lige så svært som at opnå, at alle skal være over gennemsnittet!