Socialområdet har brug for mere samtale, mere lydhørhed og mere respekt.

I alt for mange år har samfundets svageste medborgere været kastebold i en konkurrence, hvor deltagerne mest af alt lukker øjne og ører for hinanden.

Vilkårene for samfundets sårbare medborgere er ikke blevet forbedret endsige forandret. Ansatte bliver klemte i deres faglighed og udfordret på deres loyalitet, hvor borgere og system er fanget i formalia.

I 2021 var KL's vilde bud, at kommunerne skulle have 5,5 millioner kroner til bedre behandling af handicappede, som det hed. KL var trætte af at være prygelknabe for behandlingen af handicappede, udsatte og deres pårørende.

Kommunerne fik en "kurv", der dog ikke var helt tom, men indeholdt et ekspertudvalg, som i starten af maj i år (altså næsten to år efter) barslede med første delrapport. Delrapporten handler om det, der driver udgiftsudviklingen, og altså ikke alt det, der er mindst lige så vigtigt - og for de berørte og deres pårørende vigtigere: forebyggelse, fokus på kerneopgaven, evidensbaseret hjælp og den enkelte borgers eget potentiale.

De mest sårbare borgere i vores samfund kan ikke være tjente med, at stammedansen bliver akkompagneret af skinger sang

Willy Feddersen
Konsulent og tidl. kommunaldirektør

KL var hurtige til at rose delrapporten, og ser rapporten som en bekræftelse af de synspunkter man har forfægtet i årevis. Sat på spidsen er synspunktet, at kommunernes handlemuligheder er stækkede af lovgivning og Ankestyrelsen, og det sætter hele velfærdssamfundet under pres.

KL sætter i Momentum fra maj i år trumf på. Kommunerne har siden 2018 brugt 4,3 milliarder kroner mere til det specialiserede socialområde end staten har kompenseret for. Ældreområdet, skoler, dagtilbud og andre velfærdsområder har stået for skud, når enderne skal nå sammen i kommunernes budgetter.

Ikke overraskende har reaktionerne i sociale organisationer været diamentralt modsatte. Ekspertudvalget beskyldes for manglende socialpolitisk indsigt, og handicappede medborgere bliver prisgivet kommunerne, hvis man følger anbefalingerne, hedder det. De mest udsatte borgeres menneskerettigheder er på spil ifølge 37 organisationer på handicapområdet og en række faglige organisationer.

Tjener ikke de sårbare borgere

Gennem årene har skiftende regeringer anerkendt de stigende udgifter, men kommet afsted med at overlade prioriteringen til kommunerne, som det er fremgået af de seneste års kommuneaftaler.

Sat på spidsen står kommunernes udsagn om et truet velfærdssamfund overfor en potentiel knægtelse af sårbare borgeres menneskerettigheder.

Vel er de årlige forhandlinger om kommunernes økonomi kendetegnet ved en del rituel stammedans uden for forhandlingslokalerne. Men de mest sårbare borgere i vores samfund kan ikke være tjente med, at stammedansen bliver akkompagneret af skinger sang, som støder parterne fra hinanden. Det er hverken smukt at se på eller lytte til.

KL har gennem de senere år med rette gjort opmærksom på, at udgifterne på området er steget - og man kan godt sige - eksplosivt. KL har med lige så stor ret gjort opmærksom på, at staten har givet kommunerne en opgave, hvor man i praksis er handlingslammet, når økonomien skal holdes.

Samtidig har handicaporganisationerne med lige så stor ret været optaget af, at samfundets svageste medborgere ikke skal lades stikken, mens velstanden i samfundet i øvrigt stiger år for år og det på trods af covid-19, Ukrainekrisen, energikrisen, klimakrise med videre.

Både KL og handicaporganisationerne bør besinde sig på ekspertudvalgets opgave, som slet ikke er løst endnu. Vi mangler bud på forebyggelse, kerneopgaverne, det der virker og ikke mindst det, der skaber progression for borgerne.

Hvis vi ikke skal lade udgifterne fortsætte den ustyrlige vækst, må parterne sætte sig sammen og nærme sig hinanden

Willy Feddersen
Konsulent og tidl. kommunaldirektør

Holdbare løsninger tager tid. Det samme gør den gode samtale, hvor der bliver lyttet og man taler om det samme samtidigt.

Staten må rykke frem på banen

I magtesløshed har kommunerne i de senere år lavet eller ladet konsulenter udarbejde analyser, som skulle pege på lokalpolitiske muligheder for at reducere omkostningerne på det specialiserede socialområde. Kommunerne har i gensidig inspiration kunnet pege på nogen muligheder, og eksterne konsulenter har suppleret med den høst, som de har gjort på konsulent-turnéerne rundt i landet.