Visioner løser ikke udfordringerne i systemet

Af Mette Bryde Lind
Direktør i Scleroseforeningen

Så kom den endelig, regeringens længe ventede handicappolitiske handlingsplan – få uger efter, at regeringen fremlagde sine sociale 2020-mål, der i alle ordets betydninger efterlod mennesker med handicap ”mål-løse”.

For som bekendt har regeringen valgt ikke at inkludere mennesker med handicap i sine mål for det sociale område frem mod 2020.

Og dét i en tid, hvor det må være gået op for de fleste, at kommunernes forvaltning af handicapområdet er på kollisionskurs med retssikkerheden for denne udsatte gruppe. Og hvor der af samme grund er behov for en socialminister, der ikke forsvinder op i de højere luftlag, men forholder sig til den virkelighed, som mennesker med handicap lever i.

Kløft mellem lovgivning og virkeligheden
Råder regeringens handicappolitiske handlingsplan ”Et samfund for alle” så bod på denne mangel?

Nej, for visioner og venlige vink med værdier gør det ikke alene, og det er i al væsentlighed det, denne ”handlingsplan” er gjort af.

Men det sympatiske samfund, som regeringen ser for sig og omtaler som ”visioner” i sin handlingsplan, kommer ikke af sig selv, og det kan ikke overlades til kommunernes egen gode vilje.

Mette Bryde Lind
Direktør i Scleroseforeningen

For den, der må vente 13 måneder på kommunens afgørelse om en el-crosser og sidder fanget i eget hjem, er der ingen hjælp at hente i handlingsplanen. Det samme gælder den, der må sidde og sove i en stol i over et år, fordi kommunen først vil bevillige en hæve-sænke-seng, når ankemyndighederne tvinger den til det. Eller den alenemor, der er bundet til en kørestol og kun kan bevæge hovedet, men som nægtes støtte til sin forældrerolle, fordi hendes søn er blevet ti år og efter kommunens opfattelse nu bør kunne sørge for sig selv.

Der har i al for lang tid været et uhyggeligt stort gab mellem den vedtagne handicaplovgivning og den virkelighed, som kommunerne tilbyder deres borgere med handicap. Et gab, som har været svært at få forståelse for hos politikerne, og som denne handlingsplan da også ganske forbigår.

Ændringer i serviceloven bekymrer
Lige så fuld af flotte ord og hensigtserklæringer handlingsplanen er, lige så fattig er den på tal og på konkrete mål for indsatsen for mennesker med handicap og værktøjer til at måle denne indsats med.

Men det sympatiske samfund, som regeringen ser for sig og omtaler som ”visioner” i sin handlingsplan, kommer ikke af sig selv, og det kan ikke overlades til kommunernes egen gode vilje.

Når selv ankemyndighederne, som det skete for et lille års tid siden, må gå ud og gøre opmærksom på, at de i alt for høj grad må omgøre kommunernes afgørelser i handicapsager, er det et umiskendeligt symptom på en kommunal praksis, som kalder på politisk handling.

Derfor ringer alle alarmklokker hos os, når vi af handlingsplanen kan se, at der oven i købet påtænkes ændringer i serviceloven, som skal gøre den ”enklere”. Med hvilket formål? For lovgivningen er der ikke noget i vejen med. Der findes alle de muligheder, der skal til for at gøre regeringens visioner om et samfund for alle til virkelighed.

Vi håber ikke, at de påtænkte forenklinger i serviceloven er et signal til kommunerne om, at de fremover i højere grad end i dag selv vil kunne beslutte egne standarder for indsatsen for borgere med handicap på bekostning af disses mulighed for at leve et alderssvarende liv på egne præmisser.