Jakob Sølvhøj
 svarer 
Astrid Krag

Jakob Sølvhøj (EL) spørger social- og indenrigsministeren, Astrid Krag, hvorfor private skoler og dagtilbud ikke foreslås omfattet af forslaget om rimelig tilpasning

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 16, Spørgsmål 4
Vil ministeren give en nærmere indholdsmæssig begrundelse for, at private skoler og dagtilbud ikke foreslås omfattet af forslaget om rimelig tilpasning?

Svar fra torsdag den 26. november 2020
”Vil ministeren give en nærmere indholdsmæssig begrundelse for, at private skoler og dagtilbud ikke foreslås omfattet af forslaget om rimelig tilpasning?” Svar:

Med lovforslaget bliver retten til rimelig individuel tilpasning i loven på dagtilbuds- og folkeskoleområdet tydeliggjort i lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap. Dagtilbuds- og folkeskoleområdet er to helt centrale områder for at sikre inklusion og ligebehandling af børn og unge med handicap i samfundslivet.

Lovforslaget gælder for alle typer af dagtilbud efter dagtilbudslovens bestemmelser, dvs. både offentlige og private dagtilbud. Af lovforslaget fremgår det, at dagtilbud dels forstås som daginstitutioner (kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner samt privatinstitutioner) og dels som dagplejere (kommunal og privat dagpleje), som er omfattet af dagtilbudsloven. Derudover gælder lovforslaget på folkeskoler, de kommunale specialskoler og specialundervisningstilbud, men ikke for private skoler og friskolerne.

På disse to områder findes allerede i dag krav om, at eksisterende ydelser og tilbud skal tilpasses individuelt i den aktuelt konkrete situation for at sikre, at børn med handicap kan opnå lige muligheder og ligebehandling. Det er bestemmelser, som i vidt omfang kan sammenlignes med rimelig individuel tilpasning.

Hvis fri- og privatskolerne også skulle have været omfattet, ville det have krævet særskilt aftale med KL.

Afslutningsvis henvises til mit samtidige svar på spm. 2 til L 16, hvor det fremgår, at forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap gælder på alle områder i samfundet – herunder privat- og friskoler.
0:000:00