3F: Nej, reddernes uddannelse skal ikke være en professionsbachelor

Benny Jørgensen, præhospital direktør i Region Sjælland har ret, når han siger, vi skal tænke nyt for at løse udfordringerne med manglen på ambulancefolk. 

Det er jeg ganske enig i, for vi er nødt til at bryde med vanetænkningen, hvis vi skal skaffe flere reddere.

Og vi skal samtidig passe på, at vi ikke ødelægger en af de bedste erhvervsuddannelser med et af de laveste frafald overhovedet, også blandt ungdomsuddannelserne.

Udslusningen til virkeligheden

Praksischokket - det chok man kan få, når man går fra at have læst om noget til at have prøvet det i virkeligheden. Vi kender det fra sygeplejerskeuddannelserne, hvor en hel del forsvinder undervejs med begrundelsen, at det ikke var, som de troede, når de rammer afdelingerne på landets sygehuse.

Sådan er det ikke for ambulancefolk. Her får man gradvist føling med opgaverne. Og når man når målet som ambulancebehandler eller paramediciner, så ved man, hvad opgaven indebærer

Muligheden for at komme videre i uddannelsessystemet er vigtigere nu end tidligere. Vi skal alle kunne udvikle os i vores arbejdsliv. Reddernes uddannelse ligger naturligt til at blive en diplomuddannelse.

De har niveauet til det, og det er egentlig uforståeligt, at det ikke allerede er en diplomuddannelse.

Så vidt jeg forstår, er det nærmere nogle tekniske spidsfindigheder, der kan løses ved en skrivebordsmanøvre, end egentlige mangler i uddannelsen, der gør, at man ikke allerede har diplomgraden. Herefter kunne man skabe en mastergrad som paramedicinere kunne tone i den retning, de ønsker, hvis eller når de vil videre i arbejdslivet.

Arbejdet som redder bygger mønstergenkendelse

Man kan ikke læse sig til et håndværk. Og det at være redder er i høj grad noget med at kunne håndtere et ulykkessted og tage nogle hurtige beslutninger, der redder andres liv.

Jeg bliver jeg bange, når jeg hører "professionsbachelor"

Flemming Overgaard
Formand for Reddernes Udviklingssekretaritet, 3F

Derfor bygger arbejdet i høj grad på mønstergenkendelse og evnen til at holde hovedet koldt under højt pres. Det er en evne, man skal trænes op i, og det tager tid. At man har tid til at vænne sig til situationen og på den måde bygger en erfaring op.

Derfor bliver jeg bange, når jeg hører "professionsbachelor". Det kunne nemlig betyde, at man læser sig til en grad, og så bliver ansat til at løse opgaven. Og det er en rigtig god løsning til en del andre uddannelser.

Men at have ansvaret for et ulykkessted, eller at skulle gribe ind akut, når et andet menneske er ved at forbløde, det er ikke en opgave, man kan læse sig til. Det er en evne man langsomt opøver og bliver bedre til gennem praksis.

Hvis vi bryder vanetænkningen, så kan vi relativt let gøre paramedicinerne til en uddannelse, der giver adgang til andre uddannelser. Erhvervsuddannelserne er kendt som den type uddannelser, hvor flest falder fra, men når vi dykker ned i tallene, så er frafaldet blandt redderne ekstremt lille.

En styrket sygetransport kan aflaste ambulancetjenesten

Udover at øge antallet af elever, så er vi også nødt til at opkvalificere sygetransporten, så både den siddende og den liggende sygetransport kan løse nogle af de ambulanceopgaver, der er i dag.

Patienter, der skal transporteres, og under transporten har brug for eksempelvis ilt, kunne - med få efteruddannelsesmidler - flyttes til de velkvalificerede sygetransportfolk, som jeg blandt andet repræsenterer.