Debat

Reddernes Fagforening: 3F modarbejder medlemmer og patienters interesse

Det er højst besynderligt, at 3F – endda som en af landets større fagforeninger – taler imod bedre uddannelse af sine redder-medlemmer, skriver Kim Volder Hammershøj.

Hvis ikke man vidste bedre, skulle man tro, at 3F med sit debatindlæg forsøger at holde på en succesfuld, mindre faggruppe imod faggruppens egne interesser, skriver Kim Volder Hammershøj. 
Hvis ikke man vidste bedre, skulle man tro, at 3F med sit debatindlæg forsøger at holde på en succesfuld, mindre faggruppe imod faggruppens egne interesser, skriver Kim Volder Hammershøj. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Kim Volder Hammershøj
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

3F’s formand for Reddernes Udviklingssekretariat Flemming Overgaard skrev i et indlæg i Altinget 20. april, at ambulanceredder-uddannelsen i Danmark ikke skal være en professionsbachelor, som Reddernes Fagforening ellers arbejder for.

Det kan kun undre, at de ufaglærtes fagforening 3F taler imod mere viden og bedre uddannelse i ambulanceredder-faget og præhospitalet.

Holdningen skærer forskellen mellem 3F og Reddernes Fagforening ud i pap. Reddernes Fagforening arbejder alene for ambulance- og ST-reddernes interesser – ingen andres. 3F har så mange hensyn at tage, at de har svært ved at kæmpe for reddernes interesser på et mere og mere specialiseret arbejdsmarked.

Besynderlig udmelding

Der er faktisk store fordele både for patienter, arbejdsgivere, samfund og reddere ved at gøre redder-uddannelsen til en professionsbachelor frem en erhvervsskoleuddannelse:

Der er store fordele både for patienter, arbejdsgivere, samfund og reddere ved at gøre redder-uddannelsen til en professionsbachelor

Kim Volder Hammershøj
Formand, Reddernes Fagforening

Det vil betyde mere præhospital forskning til gavn for både samfund og patienter. Det vil kunne betyde bedre mulighed for behandling af patienter i præhospitalet. Det vil kunne føre til effektivt og bedre samspil mellem præhospitalet, hospitalerne og andre områder af sundhedsvæsenet. Og det vil fremme udviklingen af ambulanceredderne som en sundhedsfaglig gruppe. ­­­

Udmeldingen fra 3F er endnu mere besynderlig set i lyset af, at 3F’s tidligere formand så sent som i 2019 i en artikel i eget fagblad opfordrede sine medlemmer til mere uddannelse.

Flemming Overgaard skriver, at han er bekymret for, at det praktiske går ud af faget. Han frygter også, at flere vil falde fra faget, når de møder den virkelige verden eksempelvis på et ulykkessted med tilskadekomne. Vil man højne faget lidt, kan man ifølge ham give diplomuddannelse. (Diplomuddannelsen er stadig en uddannelse 3F kan organisere modsat professionsbachelor-uddannelser.)

Kan give mange fordele

Vi er stærkt uenige med 3F af flere grunde. Der er flere professionsuddannelser, som indeholder et år eller mere i praktik hos arbejdsgivere. Der er også flere professionsbacheloruddannelser, hvor optagelse foregår ved optagelsesprøver eller stopprøver, så man sikrer bestemte menneskelige egenskaber hos de studerende og dermed også mindre frafald.

En professionsuddannelse har den store fordel, at den giver mulighed for på sigt at forske på Ph.d. niveau til fordel for samfund og patienter. Det gør en diplomuddannelse ikke. Den sikrer også redderne, at de kan udvikle sig videre inden for de sundhedsfaglige fag til gavn for et presset sundhedsvæsen, som har behov for effektiv udnyttelse af sine ressourcer.

Hvis ikke man vidste bedre, skulle man tro, at 3F med sit debatindlæg forsøger at holde på en succesfuld, mindre faggruppe imod faggruppens egne interesser. I Reddernes Fagforening vælger vi at tro på, at 3F’s debatindlæg er skrevet i god ånd. For enhver fagforenings primære opgave er jo at være der for sine medlemmer. Medlemmerne er ikke til for fagforeningen.

Vi håber derfor at arbejdsgivere, andre fagforeninger og politikere vil lytte til Reddernes Fagforenings forslag om en professionsbachelor, når de fremadrettet tager stilling til, hvordan ambulanceredder-uddannelsen bør skrues sammen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kim Volder Hammershøj

Formand, Reddernes Fagforening
Ambulancebehandler

0:000:00