Dansk Psykolog Forening: Faglig integritet og stress går hånd i hånd

DEBAT: At danskerne skal løbe stærkere og blive mere produktive er et utilstrækkeligt svar på international konkurrence og den store demografiske udfordring, der venter i horisonten, skriver Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykolog Forening.

Af Eva Secher Mathiasen
Formand, Dansk Psykolog Forening

Det kan lyde banalt.

At mennesker helst vil arbejde med noget meningsfyldt. At mennesker, der har brugt to, tre, fire eller flere år af deres liv på at uddanne sig, er stolte af deres faglige kompetencer og gerne vil bruge dem til at gøre en forskel for nogen eller noget.

At de fleste sætter en ære i at udføre et godt stykke arbejde, når de træder ind på kontoret, fabrikken, sygehuset, børnehaven eller i butikken.

Men det er ikke desto mindre en banalitet, som er værd at minde om i en tid, hvor den danske politik tilsyneladende lader hånt om, hvad der egentlig motiverer de fleste danskere til at stå ud af sengen om morgenen.

Sådan ser det i hvert fald ud, når vi borgere gang på gang bliver præsenteret for synspunkter fra skiftende regeringer, der alle synes at mene, at danskerne godt kunne smøge ærmerne lidt længere op og lægge nogle flere arbejdstimer på jobbet uden at brokke sig så meget eller klage over at være fortravlede eller føle sig stressede.

Senest da VLAK-regeringen præsenterede et nyt pensionsudspil, som skal få danskerne til at blive længere på arbejdsmarkedet via forskellige skattefordele og andre økonomiske gulerødder.

Et utilstrækkeligt svar
Det antages altså, at danskerne går rundt og gemmer på nogle ressourcer, som de sagtens kunne omsættes til mere arbejde, højere produktivitet, og – i sidste ende – flere kroner i statskassen og overskud i kommunale, regionale og statslige budgetter.

Og det er selvfølgelig helt legitimt, at vores folkevalgte ønsker at bruge pengene rigtigt og også at få lidt mere ud af dem. Vi er udfordret af omstændigheder, der gør, at det er vanskeligt at få skatten til at række til alt det, vi gerne vil.

Men at danskerne skal løbe stærkere og blive mere produktive, er et utilstrækkeligt svar på international konkurrence og den store demografiske udfordring, der venter i horisonten, og som betyder, at færre fremover skal betale for fleres sundheds- og velfærdsydelser.

For i udspil og krav savnes initiativer, som understøtter, at det, vi gør, også gør en forskel.

Det seneste klare budskab fra Folketinget fik vi den 22. juni på et samråd med finansministeren, hvor langt de fleste partier bakkede op om, at et årligt produktivitetskrav på yderligere to procent foreløbigt står som det primære mål for sygehussektorens udvikling.

FOA tweetede i den forbindelse en beregning, der viste, at regeringens to-procents-krav betyder, at det samme antal medarbejdere over 20 år skal levere 49 procent flere behandlinger.

Sagen er, at det jo ikke bare skal gå stærkere – det skal også gå godt, og helst bedre.

Men virkeligheden er den, at især offentlige arbejdspladser i stigende grad er blevet drevet af krav om højere produktivitet og målstyring, der ikke understøtter institutionernes raison d’etre.

Vi har en psykiatri for at sikre, at mennesker, der har behov for den, får det bedre. Vi har daginstitutioner for at sikre, at børnene har gode udviklingsrum, mens deres forældre går på arbejde. Vi har skoler for at sikre, at vores børn dannes til at blive deltagende og kompetente samfundsborgere.

Vi har også en stressepidemi
I stedet har målstyringen for længst taget over, og vi ser resultatet i sygemeldingsstatistikker og arbejdsmiljøundersøgelser: en stressepidemi, som rammer flere og flere medarbejdere på især landets offentlige arbejdspladser.

Den type styring skaber hverken arbejdsglæde eller giver danskerne lyst til at stå op om morgenen og tage på arbejde. Tværtimod.

For en pædagog, der år efter år må konstatere, at antallet af pædagoger per barn i institutionen bliver lavere, er det fagligt desillusionerende og stressende at skulle bruge sin tid og sin uddannelse på at "opbevare børn" i stedet for at bruge sin faglighed på at bidrage til børnenes sunde udvikling og dermed et større fælles mål.

For samme pædagog må det være lige så desillusionerende at læse de økonomiske vismænds seneste halvårlige vismandsrapport. Deri regner økonomerne sig frem til, at det ikke kan betale sig at bruge 2,5 milliarder kroner mere om året på at ansætte personale i landets vuggestuer, fordi investeringen stort set ikke får flere forældre, som er på barsel, hurtigere tilbage i arbejde.

Okay. Men hvor er regnestykket, der undersøger, om ikke bedre normering i daginstitutioner er med til at skabe mere arbejdsglæde og mere overskud hos det pædagogiske personale? Og i sidste ende er med til at skabe sundere børn, der bliver til sundere voksne?

Når vi glemmer det perspektiv, skaber vi et sygt system, som gør systemets tjenere syge.

Forrige artikel Selskab for Almen Medicin: Modige politikere til stressede børn søges Selskab for Almen Medicin: Modige politikere til stressede børn søges Næste artikel Polioforeningen: KL skal ikke styre vederlagsfri fysioterapi Polioforeningen: KL skal ikke styre vederlagsfri fysioterapi