Dansk Psykolog Forening: Faglig integritet og stress går hånd i hånd

DEBAT: At danskerne skal løbe stærkere og blive mere produktive er et utilstrækkeligt svar på international konkurrence og den store demografiske udfordring, der venter i horisonten, skriver Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykolog Forening.

Af Eva Secher Mathiasen
Formand, Dansk Psykolog Forening

Det kan lyde banalt.

At mennesker helst vil arbejde med noget meningsfyldt. At mennesker, der har brugt to, tre, fire eller flere år af deres liv på at uddanne sig, er stolte af deres faglige kompetencer og gerne vil bruge dem til at gøre en forskel for nogen eller noget.

At de fleste sætter en ære i at udføre et godt stykke arbejde, når de træder ind på kontoret, fabrikken, sygehuset, børnehaven eller i butikken.

Men det er ikke desto mindre en banalitet, som er værd at minde om i en tid, hvor den danske politik tilsyneladende lader hånt om, hvad der egentlig motiverer de fleste danskere til at stå ud af sengen om morgenen.

Sådan ser det i hvert fald ud, når vi borgere gang på gang bliver præsenteret for synspunkter fra skiftende regeringer, der alle synes at mene, at danskerne godt kunne smøge ærmerne lidt længere op og lægge nogle flere arbejdstimer på jobbet uden at brokke sig så meget eller klage over at være fortravlede eller føle sig stressede.

Senest da VLAK-regeringen præsenterede et nyt pensionsudspil, som skal få danskerne til at blive længere på arbejdsmarkedet via forskellige skattefordele og andre økonomiske gulerødder.

Et utilstrækkeligt svar
Det antages altså, at danskerne går rundt og gemmer på nogle ressourcer, som de sagtens kunne omsættes til mere arbejde, højere produktivitet, og – i sidste ende – flere kroner i statskassen og overskud i kommunale, regionale og statslige budgetter.

Og det er selvfølgelig helt legitimt, at vores folkevalgte ønsker at bruge pengene rigtigt og også at få lidt mere ud af dem. Vi er udfordret af omstændigheder, der gør, at det er vanskeligt at få skatten til at række til alt det, vi gerne vil.

Men at danskerne skal løbe stærkere og blive mere produktive, er et utilstrækkeligt svar på international konkurrence og den store demografiske udfordring, der venter i horisonten, og som betyder, at færre fremover skal betale for fleres sundheds- og velfærdsydelser.

For i udspil og krav savnes initiativer, som understøtter, at det, vi gør, også gør en forskel.

Det seneste klare budskab fra Folketinget fik vi den 22. juni på et samråd med finansministeren, hvor langt de fleste partier bakkede op om, at et årligt produktivitetskrav på yderligere to procent foreløbigt står som det primære mål for sygehussektorens udvikling.

FOA tweetede i den forbindelse en beregning, der viste, at regeringens to-procents-krav betyder, at det samme antal medarbejdere over 20 år skal levere 49 procent flere behandlinger.

Sagen er, at det jo ikke bare skal gå stærkere – det skal også gå godt, og helst bedre.

Men virkeligheden er den, at især offentlige arbejdspladser i stigende grad er blevet drevet af krav om højere produktivitet og målstyring, der ikke understøtter institutionernes raison d’etre.

Vi har en psykiatri for at sikre, at mennesker, der har behov for den, får det bedre. Vi har daginstitutioner for at sikre, at børnene har gode udviklingsrum, mens deres forældre går på arbejde. Vi har skoler for at sikre, at vores børn dannes til at blive deltagende og kompetente samfundsborgere.

Vi har også en stressepidemi
I stedet har målstyringen for længst taget over, og vi ser resultatet i sygemeldingsstatistikker og arbejdsmiljøundersøgelser: en stressepidemi, som rammer flere og flere medarbejdere på især landets offentlige arbejdspladser.

Den type styring skaber hverken arbejdsglæde eller giver danskerne lyst til at stå op om morgenen og tage på arbejde. Tværtimod.

For en pædagog, der år efter år må konstatere, at antallet af pædagoger per barn i institutionen bliver lavere, er det fagligt desillusionerende og stressende at skulle bruge sin tid og sin uddannelse på at "opbevare børn" i stedet for at bruge sin faglighed på at bidrage til børnenes sunde udvikling og dermed et større fælles mål.

For samme pædagog må det være lige så desillusionerende at læse de økonomiske vismænds seneste halvårlige vismandsrapport. Deri regner økonomerne sig frem til, at det ikke kan betale sig at bruge 2,5 milliarder kroner mere om året på at ansætte personale i landets vuggestuer, fordi investeringen stort set ikke får flere forældre, som er på barsel, hurtigere tilbage i arbejde.

Okay. Men hvor er regnestykket, der undersøger, om ikke bedre normering i daginstitutioner er med til at skabe mere arbejdsglæde og mere overskud hos det pædagogiske personale? Og i sidste ende er med til at skabe sundere børn, der bliver til sundere voksne?

Når vi glemmer det perspektiv, skaber vi et sygt system, som gør systemets tjenere syge.

Forrige artikel Selskab for Almen Medicin: Modige politikere til stressede børn søges Selskab for Almen Medicin: Modige politikere til stressede børn søges Næste artikel Polioforeningen: KL skal ikke styre vederlagsfri fysioterapi Polioforeningen: KL skal ikke styre vederlagsfri fysioterapi
  • Anmeld

    Lisbeth Riisager Henriksen · Cand.mag. og forfatter

    Ja, det medfører stress, når økonomistyring trumfer faglighed og samvittighed! For det er udtryk for totalitarisme

    Tak til Eva Secher Mathiasen for at påpege de alvorlige stressperspektiver, som handler om, at man kan blive stresset som fagpersonale, hvis man bliver underlagt andres styring og frataget sin ret til at agere som netop fagperson.

    Vores tids fagområder er i dén grad udfordret af politikere, der igen og igen ser helt bort fra, hvad fagfolk med erfaring på områderne siger, og fra de erfaringer, som kommer fra de personer, det handler om. Det er et fundamentalt problem, som ikke alene bevirker stress, men som berører faglig integritet, etik og hele hensynet til de borgeres ve og vel, som er i spil hver eneste dag. Den altdominerende målstyringstænkning er blevet som en kræftcelle, der har metastaseret sig og nu gennemsyrer alt i vores offentlige sektor og oven i købet har mast sig ind i blandt andet de privatpraktiserende lægers kontrakter og andre selvstændige, som agerer for det offentlige.

    Et eksempel på, hvordan målstyringen bliver kontraproduktiv og regulært ond for både fagfolk og borgere er reformen af førtidspension og fleksjob fra 2012, som trådte i kraft 1. januar 2013.

    Målstyring er en helt central del af reformen. Der løber en rød tråd fra formuleringer herom i lovbemærkningerne til kommunernes beskæftigelsesplaner og de afslag, som kommunernes rehabiliteringsteam giver på især førtidspension. Man har simpelthen sat tal på, hvor mange syge mennesker, der skal have ret til førtidspension og fleksjob, og disse måltal bliver dermed til kvoter for, hvor mange syge der kan få ret til social sikring i de enkelte kommuner og enkelte år. Se mit indlæg herom:
    https://www.avisen.dk/blogger-maaltal-foertidspension-og-fleskjob-uhyrlig_450883.aspx

    Det er dybest set en helt uhyrlig tankegang - både for de meget syge borgere, som mister retssikkerhed på denne tankegang, og for de fagpersoner, som involveres i processen. For borgeren er det grundlæggende svært at forstå, at økonomers målstyring kan få så stor magt, at man i praksis bare kan eliminere borgerens ret til det, der kaldes en "konkret, individuel vurdering", som inden for social- og beskæftigelsespolitikken ellers er det grundlæggende retskrav for borgeren. For når der er lagt faste mål for, hvor mange tilkendelser kommuner må give af førtidspensioner, fleksjob, sygedagpenge, kontanthjælp osv., så bliver retten til den konkrete, individuelle vurdering jo de facto sat ud af kraft. Så er det ikke længere den konkrete, individuelle vurdering der bestemmer, hvad der skal ske med den enkelte borger i systemet, men de planer og måltal, som ledelsen har fastlagt. Det er dybest set uhyrligt.

    Praktiserende læger og speciallæger erfarer ligeledes, at deres udredninger af patienten og deres tunge attester bliver ignoreret af sagsbehandlere, der måske endog slet ikke har nogen socialrådgiveruddannelse, af lægekonsulenter og af rehabiliteringsteams. De socialrådgivere og sagsbehandlere, der alligevel måtte ønske at gøre det, som deres faglige integritet og deres etik byder dem, bliver presset fra ledelsen til at agere anderledes eller trues med fyring. Ergoterapeuter og andre fagfolk erfarer de samme grundvilkår. Eksterne konsulenter, som måtte have fornuftige bidrag til en sag, bliver afskediget, eller der bliver "rettet" i deres rapporter om borgeren, hvis de falder ud til borgerens fordel.

    Det efterlader både fagfolk og borgere i en tilstand af retsløshed, hvor djøf-ledere uden viden om faglige forhold og uden at have borgerens ve og vel som prioritet kan overrule al faglighed og etik med økonomistyring.

    Vi ser den samme tendens på alle de store fagområder. Fagfolks vurderinger bliver draget i tvivl og overrulet af politikere og djøffere i lederstillinger. "Det billede kan jeg ikke genkende" og "det synes jeg ikke" danner baggrund for politiske reformer og beslutninger i den offentlige sektor, som ser bort fra evidens, fagfolk og borgeres erfaringer.

    Når vores politiske ledere igen og igen sætter virkeligheden, faglighederne, tænkningen, samvittigheden og etikken ud af kraft og trumfer den med økonomistyring og ideologi, så mener jeg, det dybest set er udtryk for, at vores lands ledere og vores offentlige sektor langt hen ad vejen er ved at blive totalitær. Det er også det, som har affødt en manglende reel ytringsfrihed i det offentlige, sådan som f.eks. sociologen Rasmus Willig har beskrevet det igen og igen.

    Den politiske filosof Hannah Arendt beskrev, hvordan et af de vigtigste formelle træk ved ideologi er, at virkeligheden bliver fabrikeret, og at man systematisk sætter common sense ud af kraft. Ideologi betyder dermed totalitarisme. Professor i idéhistorie Hans-Jørgen Schanz, som har beskæftiget sig meget med Arendts filosofi og tænkning, har med sin bog "Handling og ondskab - en bog om Hannah Arendt" (2007) lavet en indføring i nogle af hendes hovedbegreber.

    Han forklarer blandt andet, at ideologier for Hannah Arendt "... rummer påstande, som ikke bare er uafhængige af erfaringen, men tillige suspenderer erfaringens mulighed, eller rettere: Ideologierne erstatter de fem sanser og optræder selv som en sjette sans. Endelig bygges de formelt op i kraft af et eller andet, som regel pseudovidenskabeligt, aksiom (...), der er immunt over for videnskabelig eller erfaringsmæssig problematisering. Dette aksiom tages dødsens alvorligt i bogstaveligste forstand, både i form af den konsekvenslogik, der udfoldes med aksiomet som præmis og i kraft af den skrupelløshed, hvormed logikken i praksis sættes igennem" (side 93-94).

    Så hvis I fagfolk derude ønsker at ændre den kurs, der også indebærer risiko for stress, så er det hele den politiske tænkning der skal ændres grundlæggende! Så skal vi have genindført respekten for fagfolk og borgere og respekt for faglighed og samvittighed. Målstyringen på økonomi skal ændres til det, som det hele bør handle om: At økonomien bliver et middel til det egentlige formål: Menneskers ve og vel.

    Det kræver, at flere fagfolk blander sig i kursen og udfordrer det politiske flertal og djøf-ledelserne, selvom de pga. de totalitære tilstande risikerer at blive truet til at tie eller bliver fyret. Uden modstand vil de totalitære tilstande fortsætte og blive endnu værre. For der er kun fagfolkene til at beskytte borgerne mod de overgreb, som den politiske målstyring og faktaresistens fører til.