Dansk Selskab for Folkesundhed: Vi skal forske mere i, hvordan vi undgår at blive patienter

På et eller andet tidspunkt oplever vi alle sammen at blive patienter.

Størstedelen af den sundhedsvidenskabelige forskning er netop rettet mod at kunne give den bedst mulige evidensbaserede diagnostik, behandling og pleje til patienter, herunder at udvikle sikker og effektiv medicin og skånsomme behandlingsmetoder.

Denne forskning er i rivende udvikling takket være offentlige forskningsmidler og store bevillinger fra lægemiddelindustrien og private fonde. Men sjældnere bliver der fokuseret på, hvordan vi undgår at blive patienter.

Sundhedsvidenskabelig forskning handler nemlig ikke kun om patienter, altså når vi allerede er syge og er i kontakt med sundhedsvæsenet, men også om, hvordan vi fremmer sundheden og forebygger sygdom blandt den raske del af befolkningen. Dette kaldes også for borgerrettet forebyggelse, som er en af sundhedsvæsenets opgaver og præciseret med sundhedsloven fra 2005.

Forskning i sundhedsfremme og forebyggelse bliver imidlertid ofte nedprioriteret, fordi der er en lang videnskabelig tradition for forskning i sygdomme, fordi det er svært at skabe traditionel evidens inden for dette område, fordi der ikke er en stærk ”patient”forening bag, og fordi sundhedsfremme og forebyggelsesområdet er mindre interessant for lægemiddelindustrien.

Nedprioriteret forskningsområde
Mens sundhedsfremme handler om at fremme den enkeltes sundhed og trivsel ved aktiviteter, rammer og processer, der skaber muligheder for at mobilisere ressourcer og handlekompetence hos individet, sigter forebyggelse mod at reducere forekomsten af sygdom, funktionsbegrænsning og tidlig død.

Medlemmerne af bedømmelsesudvalgene er ofte læger, der er skolet til at forstå sundhedsproblemer i et biologisk paradigme.  

Signe Smith Jervelund
Lektor og formand for Det Videnskabelige Udvalg under Dansk Selskab for Folkesundhed

I Danmark har vi længe kendt til succesfuld sundhedsfremme og forebyggelsesinitiativer, der er fremkommet på baggrund af folkesundhedsvidenskabelig forskning.

Et klassisk eksempel på dette er ændring af anbefaling af spædbarnets sovestilling fra mave- til rygstilling, der medførte et markant fald af vuggedød – ikke kun i Danmark, men verden over. Så det er altså ikke fordi, vi ikke kender til kraftfuld effekt af forskning i sundhedsfremme og forebyggelse.

Og selvom der er en erkendelse af, at det danske sundhedsvæsen står over for en række udfordringer, der blandt andet skyldes en stigende andel af ældre og kronisk syge i befolkningen, bliver sundhedsforskningen alligevel fokuseret på patienterne og ikke på at forebygge, at borgere overhovedet bliver patienter og får brug for sundhedsvæsenets intensive indsats.

Falder mellem to stole
Folkesundhedsvidenskabelig forskning inden for sundhedsfremme og forebyggelse bidrager til det videnskabelige fundament for forbedring af befolkningens sundhed og for øget indsigt i sammenhængen mellem sundhed og samfund.

Denne form for forskning er ofte kompleks og langsigtet, men det er ikke særegne karakteristika. Det gælder også for andre typer af sundhedsvidenskabelig forskning. Dette forskningsfelt ligger imidlertid i et tværdisciplinært felt og hviler på andre metoder end det klassiske randomiseret kontrolleret forsøgsdesign, som blandt andet benyttes til test af lægemidler.

Dermed falder sundhedsfremme og forebyggelsesforskningen let mellem to stole. De offentlige forskningsråd er inddelt i de forskellige hoveddiscipliner, så hvor hører sundhedsfremme og forebyggelsesforskning hjemme – i sundhedsvidenskaben, samfundsvidenskaben eller humanvidenskaben?

Hverken borgere eller patienter vinder ved, at sundhedsforskningens vender det blinde øje til forskning i sundhedsfremme og forebyggelse.

Signe Smith Jervelund
Lektor og formand for Det Videnskabelige Udvalg under Dansk Selskab for Folkesundhed

Det gør det heller ikke lettere, at medlemmerne af bedømmelsesudvalgene inden for sundhedsvidenskabelig forskning ofte er læger, der er skolet til at forstå sundhedsproblemer i et biologisk paradigme snarere end i sociologiske, antropologiske eller psykologiske paradigmer.

Samtidig har læger typisk i sagens natur et patientfokus med diagnostik og behandling i højsædet, mens interessen og forståelsen for forebyggelse af de individorienterede og strukturelle bagvedliggende årsager, der gør folk syge, og hvad man kan gøre ved dem, måske ikke er det, der vægtes højst.

Patientens privilegium gavner ikke samfundet
Lægemiddelindustriens sundhedsforskningsbevillinger vil være præget af økonomiske interesser, der er rettet mod netop behandling af patienter og ikke mod sundhedsfremme og forebyggelse i for eksempel lokalsamfundsindsatser, hvorfor dette forskningsfelt vil have trange kår for at få bevillinger fra industrien.

Formulering af bevillingstekster hos private fonde er også påvirket af bevidste eller ubevidste interesser, lobbyarbejde fra patientforeninger og diskurser i samfundet, hvor patienten ofte får opmærksomheden. Det er måske den syges privilegium – opmærksomheden – men hverken borgere eller patienter vinder ved, at sundhedsforskningens vender det blinde øje til forskning i sundhedsfremme og forebyggelse.

Hvis vi virkelig ønsker, at langt færre danskere bliver patienter – i den forstand at de har kroniske sygdomme eller har brug for sygehusydelser – handler det om, at der også bliver satset på sundhedsvidenskabelig forskning i sundhedsfremme og forebyggelse.