Professor: Prioriter midler til forskning i fysisk træning

The Academy of Medical Royal Colleges har døbt træning ”The Miracle Cure”, og der mangler ikke argumenter for at sætte fokus på fysisk aktivitet og træning.

Alligevel mangler der strategier, som understøtter udbredelsen af fysisk aktivitet og træning som forebyggelse og behandling på tværs af region, kommune og private aktører.

Det forbliver et område i sundhedsforskningen, som finansieres ud fra mange konkurrerende og ukoordinerede dagsordener uden kommunikation og fælles retning. Det kan i værste fald have store negative konsekvenser for den enkelte og samfundet.

Fysisk inaktivitet er et stort problem
Fysisk inaktivitet er den næststørste risikofaktor for død, somatiske indlæggelser og ambulante hospitalsbesøg i Danmark. Fysisk inaktive borgere lever i gennemsnit syv år kortere end de fysisk aktive, hvilket i Danmark medfører 6.000 ekstra dødsfald om året.

De ekstra sundhedsøkonomiske omkostninger forbundet med fysisk inaktivitet er svimlende fem milliarder kroner årligt ifølge rapporter Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed.

Fysisk inaktivitet er også en risikofaktor for 35 kroniske sygdomme, herunder forskellige former for kræft, type 2-diabetes, hjertekarsygdom, depression og angst, artrose (slidgigt) og blodprop i hjernen, som alle er forbundet med en stor belastning for folkesundheden og store samfundsøkonomiske følger.

På trods af det er fysisk aktivitet og træning som forebyggelse og behandling et underprioriteret område både politisk og i sundhedsforskningen med negative følger for danskere og det danske samfund.

Det er kritisabelt, at borgere har let og gratis adgang til medicinsk behandling og kirurgi, mens træning ofte koster mange penge.

Søren Thorgaard Skou
Professor, Exercise and Health, SDU og Slagelse Sygehus

Kritisabel adgang til fysisk aktivitet
Evidens understøtter, at træning er effektiv som en del af behandlingen af hele 26 kroniske sygdomme, og at bivirkninger ud over almindelig efterfølgende ømhed er uhyre sjældne.

Blandt andet kan træning og patientuddannelse forebygge rygsmerter og halvdelen af alle alvorlige knæskader, og træning kan som medicin regulere blodtrykket, blodsukkeret og kolesterol-niveauet samt reducere smerte og symptomer på depression. Det er alt sammen i tillæg til de afledte positive fysiske, psykiske og sociale effekter.

Der findes næppe andre behandlinger i sundhedssystemet, der har en så bredspektret og entydig positiv effekt. Men på trods af alle de gode argumenter, lever tre ud af ti danskere ikke op til minimumsanbefalingerne for fysisk aktivitet.

Værst står det til blandt danskere med kortere uddannelse og blandt de allerældste. Da det samtidig er disse grupper, der er i størst risiko for at udvikle kroniske sygdomme, bidrager adfærden til at øge ulighed i sundhed.

Der er altså politisk behov for at sikre, at alle borgere har lige mulighed og adgang til fysisk aktivitet og træning både som forebyggelse og som behandling.

Det er kritisabelt, at borgere har let og gratis adgang til medicinsk behandling og kirurgi, mens træning ofte koster mange penge for den enkelte, når træning ifølge forskning og retningslinjer bør indgå på lige fod og endda i nogle tilfælde kan være mindst lige så effektivt.

Der er behov for flere politiske initiativer og for en fælles front på tværs af offentlige og private fonde, hvis vi samlet set vil sikre, at vi får den nødvendige viden.

Søren Thorgaard Skou
Professor, Exercise and Health, SDU og Slagelse Sygehus

Forskningsmidler skal prioriteres
Der er også et stort behov for at prioritere midler til forskning. Specielt skal vi vide meget mere om, hvordan og hvorfor træning forebygger kronisk sygdom, ligesom vi har behov for tværfaglig og tværvidenskabelig forskning, der undersøger effekten af træning blandt borgere med flere samtidige fysisk og mentale sygdomme.

Derudover har vi behov for mere viden om, hvordan samfundet indrettes, hvordan borgere bedst kan integrere fysisk aktivitet og træning i deres hverdag, og hvordan vi kan blive bedre til at motivere dem til at være aktive og træne hele livet.

Hvornår skal vi iværksætte målrettede og individcentrerede indsatser? Hvordan fastholder vi borgere i et fysisk aktivt liv, og hvordan implementerer vi bedst træningsbaserede forebyggelses- og behandlingsinitiativer i praksis på tværs af region, kommune og privatpraktiserende sundhedsaktører? Og slutteligt; hvordan kan vi udnytte teknologi og IT-værktøjer til at formidle viden, motivere og fastholde borgere i et aktivt liv?

Regionsrådet i Region Sjælland har for nylig valgt at prioritere forskning på disse områder. Men der er behov for flere politiske initiativer og for en fælles front på tværs af offentlige og private fonde, hvis vi samlet set vil sikre, at vi får den nødvendige viden og kompetencer til at sikre, at alle borgere i Danmark får de bedste muligheder for at leve et godt og fysisk aktivt liv. Dette vil også kunne have store positive samfundsøkonomiske effekter.