Direktør: Når Tyskland legaliserer cannabis, får det konsekvenser for hele EU
Den tyske Ampel-koalition ser umiddelbart ud til at have fået EU-kommissionens velsignelse til en legalisering af cannabis til rekreationelt brug. Regeringer på tværs af Europa får nu noget at tænke over. Den danske inklusive, skriver Leif Hindsted.
Leif Hindsted
Direktør, Medicinsk Cannabis IndustriAmpel-koalitionens legaliseringsplaner er blandt andet drevet af et ønske om at reducere narkokriminaliteten. Erfaringer fra USA og Holland tegner desværre ikke et entydigt positivt billede af kriminalitetsudviklingen trods en deregulering. Men uanset hvad, så ligger både beslutningen og de mulige tømmermænd naturligvis suverænt hos den tyske regering.
Mens de øvrige EU-lande tygger på lovudspillet fra Berlin og spejder efter den endelige retning på EU-kommissionens tommelfinger, bør tiden bruges på at overveje konsekvenserne af en mulig legalisering syd for grænsen. I den medicinske cannabisindustri gør vi os en del tanker i den anledning.
”Grænsehandel” kan få en helt ny betydning og dermed blive en dansk udfordring, om vi vil det eller ej
Leif Hindsted
Direktør, Medicinsk Cannabis Industri
Sådan som de tyske planer er lagt frem, er det svært at forestille sig, at cannabis fra et legaliseret tysk marked kan holdes indenfor Tysklands egne vidtstrakte grænser. ”Grænsehandel” kan få en helt ny betydning og dermed blive en dansk udfordring, om vi vil det eller ej. For den danske regering vil spørgsmålet derfor hurtigt melde sig: Skal gældende lov håndhæves, eller skal loven tilpasses den ”grønne bølge”, som måske ruller ind sydfra?
Bekymret industri
Nogen vil måske undre sig over, at den medicinske cannabisindustri lufter sine bekymringer for, at en tysk legalisering vil medføre en dansk ditto. Hvad er problemet – især hvis man lever af at producere cannabis?
Baggrunden er enkel: Den danske cannabisindustri producerer under samme farmaceutiske kontrol som den øvrige medicinalindustri og betragter sig selv som en del af Life Science Industrien. Vores holdning er, at industriens myndighedsgodkendte produkter skal anvendes terapeutisk og derfor være lægeordinerede. Et grundsynspunkt, jeg formoder, vi deler med størstedelen af den farmaceutiske industri. Vi tror ikke på cannabis i ”håndkøb”.
Kontrakt med samfundet
En tydelig euforiserende virkning er en tilstræbt rekreationel effekt af cannabis, mens euforien i en terapeutisk sammenhæng regnes som en bivirkning, der er indberetningspligt for. Cannabis er således ikke ”bare” cannabis, som Rigspolitiet også klogt bemærkede i forbindelse med evalueringen af den første forsøgsordning med medicinsk cannabis fra 2018-2021.
Vores holdning er, at industriens myndighedsgodkendte produkter skal anvendes terapeutisk og derfor være lægeordinerede
Leif Hindsted
Direktør, Medicinsk Cannabis Industri
Som industri leverer vi produkter af en høj, ensartet kvalitet (GMP). Det forventer patienterne, lægerne og myndighederne af os. Vi er forpligtet hertil, ligesom kvalitetskravene begrunder priserne på vores produkter.
Når terapeutisk anvendelse af cannabis er lovfæstet, forventer vi naturligvis også, at vores produkter bliver myndighedsgodkendt og anvendt klinisk, hvis der indikation herfor. Sker det ikke, er vi ude i et ”brud” på samfundskontrakten. Det rammer industrien hårdt, men patienterne endnu hårdere.
Den logiske løsning
Fra store patientundersøgelser ved vi, at patienter uden adgang til lægeordineret medicinsk cannabis tyer til illegale produkter. Vi har tidligere set politikere kræve, at patienter, der selvmedicinerer sig med illegal cannabis, skal fritages for straf. Hvis lillegal cannabis således afkriminaliseres, er der de facto tale om en legalisering.
Logikken halter imidlertid, for det har aldrig været meningen, at patientbehandlingen skal ”privatiseres”. Det må aldrig blive patientens eget problem at nå den optimale lindring – hverken terapeutisk eller økonomisk. Patienter med en relevant diagnose har naturligvis både behov for og krav på lægeordineret medicinsk cannabis, hvis deres konventionelle behandling er utilstrækkelig eller for bivirkningstung.
Patienter med en relevant diagnose har naturligvis både behov for og krav på lægeordineret medicinsk cannabis
Leif Hindsted
Direktør, Medicinsk Cannabis Industri
I Medicinsk Cannabis Industri finder vi det derfor både logisk (og mest etisk korrekt) at sikre patienterne en smidig adgang til produkter, som er godkendt under forsøgsordningen. Det er vel derfor ordningen blev besluttet og siden forlænget i 2021?
Fri hash er ”opium for folket”
En universel begrundelse for at legalisere cannabis er som bekendt også, at dette vil løse et stigende kriminalitetsproblem og afkriminalisere ”helt almindelige mennesker”. En lovliggørelse af cannabis vil bryde bandernes magt, hedder det.
Det kan naturligvis ikke afvises, men i så fald vil Danmark indtage en helt unik position internationalt. Måske bør man i stedet spørge sig selv, om befolkningen – og især de unge – har brug for grønt lys til ”fri hash”.
Det kan tænkes, at det rent samfundsmæssigt er klogt, at nogle ting er og fortsætter med at være forbudt. Det er jo som bekendt også forbudt at køre for stærkt og snyde i skat. Af en årsag. Samtidig er det vigtigt at huske, at en legalisering af rekreationel cannabis ikke løser problemer med mis- og overforbrug lex alkohol og tobak.